Bilag 15

Patientforsikringen
Praksisoversigt 1992 - 1996

Forord
I denne praksisoversigt er samlet alle afgørelser vedrørende patientforsikringsloven og afgørelser vedrørende erstatningsberegningen, der har været trykt i årsberetningerne i perioden 1992-1996.

Afgørelserne er inddelt efter de enkelte paragraffer i patientforsikringsloven og erstatningsansvarsloven i kronologisk rækkefølge.

Der er desuden udarbejdet en slags stikordsregister, hvor afgørelserne er inddelt i bredere kategorier som skadestuebehandling, nerveskader osv.

Patientforsikringslovens og erstatningsansvarslovens bestemmelser er et svært tilgængeligt lovstof for både praktikere, der anvender disse love i deres daglige arbejde og for andre, der af forskellige grunde har behov for at sætte sig ind i bestemmelsernes praktiske anvendelse.

Vi håber denne oversigt kan fungere som et godt redskab for alle, der måtte have behov for et mere indgående kendskab til de danske regler for at yde erstatning til komplikationsramte patienter.

Nytorv, den 1. oktober 1997

Indholdsfortegnelse (sidetal henviser til den trykte udgave)

1 MANGLENDE FYSISK SKADE § 1.1. 273

1.1. Graviditet efter sterilisation 273
1.2. Komplikationer efter fjernelse af livmoderen 273
1.3. Ventetid som følge af ressource- mæssige begrænsninger 273
1.4. Hofteoperation – fejlstilling 273
1.5. Tilfælde af benforlængelse/forkortning efter operation 273
1.6. 2½ cm benforlængelse ved hoftealloplastik 274
1.7. Gravid efter sterilisation 274
1.8. Elektrochokbehandling 274
1.9. Mislykket provokeret abort 274
1.10. Manglende information 275
1.11. Stress-fraktur 275
1.12. Følger efter brud på kraveben 275
1.13. Uindfriede forventninger 275
1.14. Fødselsskade – hjerneskadet barn 276

2. MANGLENDE ÅRSAGSFORBINDELSE § 2.1. 276

2.1. Defekt røntgenapparatur 276
2.2. Infektion i finger 276
2.3. Slidgigt i foden 276
2.4. Flere forskellige grundlidelser 277
2.5. Overset brud på en halshvirvels torntap 277
2.6. Infektion og dårligt blodomløb 277
2.7. Infektion i forbindelse med hundebid 277
2.8. Ingen bedring efter behandling 278
2.9. Følger efter brud i arm 278
2.10. Maden i den "gale" hals 278
2.11. Fødselsskade – bristning af ringmuskel 279
2.12. Manglende årsagsforb. m/hørenedsætt. og galdeblærefj. 279
2.13. Aseptisk løsning af hofteprotese 280
2.14. Dødsfald af ukendt årsag 280

3. SPECIALISTMÅLESTOKKEN § 2.1.1. 281

3.1. Perforation af tyndtarm 281
3.2. Stemmebåndslammelse efter strumaoperation 281
3.3. Komplikationer ved åben galdestensoperation 281
3.4. Skadestuebehandling – manglende røntgenundersøgelse 281
3.5. Skadestuebehandling – utilstrækkelig information 282
3.6. Skade på nervus axillaris 282
3.7. Efterladt udstyr (guidewire) 282
3.8. Diagnosticering af blindtarmsbetændelse 282
3.9. Kikkertoperation – lædering af blodkar 283
3.10. Fødselsskade 283
3.11. Diagnosticering af cancer 284
3.12. Nervelæsion 284
3.13. Utilstrækkelig undersøgelse på skadestue 284
3.14. Løshed ved ucementerede proteser 285
3.15. 4 cm benforlængelse efter total hoftealloplastik 285
3.16. Cement størknet under indsættelse af hofeprotese 286
3.17. Brækket lårbensknogle ved hofteudskiftningsoperation 286
3.18. Forsinket diagnosticering af et brud 286
3.19. Følger efter discusprolaps 286
3.20. Knæprotese 287
3.21. Forsinket diagnosticering af discusprolaps 287
3.22. Nervelæsion 287
3.23. Seponering af anti-epileptisk behandling 287
3.24. Dødsfald i forbindelse med psykiatrisk behandling 288
3.25. Perforation af hofteskål 288
3.26. Hæmatom efter lumbalpunktur 288
3.27. Hjerteklapprotese forkert placeret 289
3.28. Sprængt achillessene 289
3.29. Nervelæsion 289
3.30. Blodprop i hjernen 290
3.31. Kejsersnit foretaget for sent 290
3.32. Overset kræftsvulst i nyre 290

4. SVIGT I TEKNISK APPARATUR § 2.1.2. 291

4.1. Brud på krykkestok 291
4.2. Forbrænding ved brug af el-kniv 291
4.3. Svigt i røntgenapparat 291
4.4. Defekt varmemadras 291
4.5. Knoglecement (Boneloc) 292
4.6. Løshed ved cementerede proteser 292
4.7. Defekt i indbankningsapparatur 292
4.8. Knækket tang 292
4.9. Teknisk svigt i operationslejes hovedgærde 293
4.10. Tilbageløb i anlagt dræn 293
4.11. Defekt cementsprøjte til hofteoperation 293
4.12. Hofteoperation – Boneloc 293
4.13. Mikrokateter revnet under indsprøjtning 294
4.14. Trykskade forårsaget af blodtomhedsmanchet 294

5. ALTERNATIV METODE ELLER TEKNIK § 2.1.3. 294

5.1. Operation for prostatagener 294
5.2. Operation af discusprolaps med kikkertinstrument 294
5.3. Kikkertoperation 295
5.4. Strækbehandling af brud forårsagede dropfod 295
5.5. Operation for galdesten 295
5.6. Medicinsk eller operativ behandling 296
5.7. Urinvejsinfektion efter kateteranlæggelse 296
5.8. Skinnebensbrud med fejlstilling 296
5.9. Dupuytrenskontraktur 296
5.10. Fjernelse af galdeblære 297
5.11. Urininkontinens 297
5.12. Cementeret hofteprotese 297
5.13. Ekstern fiksation ligeværdig med osteosyntese 298

6. RIMELIGHEDSREGLEN § 2.1.4. 298

6.1. Hjerneskade efter hjertestop under operation 298
6.2. Infektion efter operation for stritører 298
6.3. Infektion (gasgangræn) i lukket håndledsbrud 299
6.4. Lejringsskade i form af dropfod ved hofteoperation 299
6.5. Vævsskade i forbindelse med kemoterapi 299
6.6. Blodprop i hjernen efter bypassoperation 299
6.7. Tandskade opstået ved fald som følge af epilepsi-behandling 300
6.8. Døvhed efter øreoperation 300
6.9. Dropfod efter indsættelse af cementeret hofteprotese 300
6.10. Infektion opstået i tilslutning til førstegangs hoftealloplastik 301
6.11. Påvirket nyrefunktion og blindhed efter hjerteoperation 301
6.12. Dropfod efter førstegangs hofteoperation 301
6.13. Infektion i achillessenen 301
6.14. Efter arteriepunktur forværring af leddegigt 302
6.15. Kæbeskade efter operation med fjernelse af mandler 302
6.16. Stråleskade efter kræftbehandling 302
6.17. Nedsat håndfunktion efter hjerteoperation 302
6.18. Hornhindelæsion 303
6.19. Meningitis efter epiduralkateter 303
6.20. Hjerneskade i forbindelse med fjernelse af drøblen 304
6.21. Blodprop i hjernen 304
6.22. Blodansamling efter rygmarvsbedøvelse 304
6.23. Infektion efter Clowardoperation 305

7. ULYKKER PÅ SYGEHUSET § 3.2. 305

7.1. Fald ud af hospitalsseng 305
7.2. Fald på vej til toilet 305
7.3. Tilskadekomst i forbindelse med røntgenundersøgelse 305
7.4. Tilskadekomst under fysiurgisk genoptræning 305
7.5. Fald på vådt gulv 306
7.6. Fald under ombygning på sygehus 306
7.7. Fald ud af hospitalsseng 306
7.8. Selvmordsforsøg fra 1. sal 306
7.9. Fald på badeværelsesgulv 307
7.10. Fald i forbindelse med fysiurgisk genoptræning 307
7.11. Fald under toiletbesøg 307
7.12. Fald på badeværelsesgulv 307
7.13. Fald ud af hospitalsseng 308
7.14. Fald ud af hospitalsseng 308
7.15. Fald i svingdør til hovedindgang 308
7.16. Garderobeskab væltet ned over patient 309
7.17. Selvmordsforsøg 309
7.18. Kravlede ud af sengen trods sengehest 309
7.19. Fald ud af hospitalsseng. 310

8. ERSTATNINGSBEREGNING 310

8.1. Fødselsskade – 100% varigt mén og erhvervsevnetab 310
8.2. Reduktion i varigt mén ved død 310
8.3. Tab af forsørger 310
8.4. Mellemkommende død 311
8.5. Hensyntagen til forudbestående mén ved fastsættelse af varigt mén 311
8.6. Godtgørelse for svie og smerte 311
8.7. Andet tab 311
8.8. Helbredelsesudgifter efter stationærtidspunktet 311
8.9. Afledet krav 312
8.10. Advokatudgifter 312
8.11. Mermén og mererhvervsevnetab 312
8.12. Transportudgifter 312
8.13. Transportudgifter 312
8.14. Andet tab 313
8.15. Afspadseringstimer 313
8.16. Svie og smerte 313
8.17. Svie og smerte 314
8.18. Forlængelse af uddannelse 314
8.19. Forringede skolepræstationer 315
8.20. Resterhvervsevne 315
8.21. Udgifter til healing og zoneterapi 315
8.22. Svær hjerneskade – 120% mén 316
8.23. Nedsættelse af forsørgertab p.g.a. forudbestående lidelse 316
8.24. Uddannelsesbidrag efter Børnelovens § 14.3 316
8.25. ØLD 97.226 317

9. LÆGEMIDDELSKADE § 3.2. 318

9.1. Lægemiddelskade – narkosemidlet Dormicum 318

1. MANGLENDE FYSISK SKADE § 1.1

1.1. Graviditet efter sterilisation – (afvisning – graviditet ingen fysisk skade)

En 32-årig kvinde fik foretaget sterilisationsoperation. På trods af operationen blev kvinden gravid og indgav anmeldelse om erstatning efter patientforsikringsloven. Kvinden havde lidt indtægtstab som følge af barselsorlov mv., da hun var selvstændig erhvervsdrivende. Sagen blev afvist, da graviditeten ikke kunne anses som værende en fysisk skade i patientforsikringslovens forstand. (93-0386) (1993 Årsb.)

1.2. Komplikationer efter fjernelse af livmoderen (afvisning – ingen fysisk skade som følge af behandlingen)

En 35-årig kvinde blev indlagt til operation med fjernelse af livmoderen på grund af uregelmæssige blødninger og menstruationssmerter.

Operationen forløb ukompliceret, og efter operationen var forløbet roligt og upåfaldende. På 3. døgn efter operationen fik patienten temperaturstigninger og mavesmerter. Ultralydscanning og røntgen påviste tarmslyng, og det blev besluttet at reoperere for tarmslyng.

Afvist efter PFL § 1, stk. 1, idet de opståede komplikationer i forløbet efter den operative fjernelse af livmoderen blev anset for at være forårsaget af sammenvoksninger mellem tarmene og ikke som en direkte følge af behandlingen. (93-0439) (1993 Årsb.)

1.3. Ventetid som følge af ressourcemæssige begrænsninger (afvisning – ingen fysisk skade)

En 40-årig kvinde blev indlagt på offentligt sygehus med smerter i højre balle, ben og fod. Ved neurologisk tilsyn blev det konstateret, at patienten havde en invaliderende højresidig ischias.

Patienten blev indstillet til operation, men efter 3 måneders ventetid besluttede patienten at lade sig operere på et privat hospital. Patienten ønskede udgifterne hertil erstattet.

Patientforsikringen vurderede her, at patienten blev korrekt diagnosticeret og indstillet til operation på det offentlige sygehus. Årsagen til at patienten ikke straks blev opereret, men sat på venteliste, var ressourcemæssige begrænsninger.

Patientforsikringen vurderede, at specialisten med de samme ressourcemæssige begrænsninger ikke ville have handlet anderledes. Da der ikke var tale om en påført fysisk skade, jf. PFL § 1, stk. 1, måtte sagen afvises. (92-0178) (1993 Årsb.)

1.4. Hofteoperation – fejlstilling (afvisning – benforlængelse ikke en følge af behandling)

En 32-årig kvinde fik ved operation indsat en ucementeret total kunstig hofte på grund af medfødt højresidig hoftedysplasi. Forud for operationen var patienten orienteret om, at operationen efterfølgende kunne medføre smerter, og at der kunne fremkomme en forskel i benenes længde. Operationen forløb ukompliceret, og efterfølgende røntgenbilleder viste en korrekt placering af protesen. Da patientens hofte imidlertid var abnorm før operationen, var det uundgåeligt, at der ved en sådan operation, hvor fejlstillingen blev korrigeret, kunne forekomme en forlængelse af benet.

Sagen afvist under henvisning til PFL § 1, stk. 1, idet den påviste forlængelse af patientens højre ben måtte anses for at være en forventelig følge af patientens tilstand, og ikke en følge af behandlingen. (93-0094) (1993 Årsb.)

1.5. Tilfælde af benforlængelse/benforkortelse efter operation (afvisning – 1 cm benforlængelse forventelig følge af behandling)

En 45-årig kvinde med slidgigt i venstre hofte blev opereret med indsættelse af total hoftealloplastik (cementeret ITH). Efterforløbet var uden komplikationer. Ved kontrol 112 måned senere konstateredes en benforlængelse på 1 cm på den opererede venstre side, der kompenseredes med hælforhøjelse på højre side. Kontrolrøntgen efter operationen viste god stilling af de indsatte protesekomponenter.

Sagen afvistes, idet det blev vurderet, at den påviste forlængelse måtte anses som værende en forventelig følge efter operation med indsættelse af kunstigt hofteled. Der ansås ikke at foreligge en behandlingsskade. (93-0430) (1994 Årsb.)

1.6. 2½ cm benforlængelse ved hoftealloplastik (afvisning - 2½ cm forlængelse forventelig følge af behandling)

En 32-årig kvinde blev opereret med total hoftealloplastik (ucementeret PCA) på grund af medfødt højresidig hoftemisdannelse (acetabular dysplasi). Hun blev i denne forbindelse orienteret om, at anvendelsen af ucementeret femurkomponent kunne give anledning til smerter, og at der kunne forekomme en benlængdeforskel.

Operationen forløb uden komplikationer. De postoperative røntgenbilleder viste en korrekt placering af protesen. Da hoften før operationen var abnorm, var det uundgåeligt, at der med den anvendte protesetype ville blive en vis forlængelse af benet. Der blev ved kontrol 3 måneder senere konstateret en forlængelse af det opererede ben på 2-2½ cm. Der opnåedes god balance i bækkenet ved anvendelse af hælforhøjelse på venstre side.

Sagen afvistes, idet den påviste forlængelse af patientens højre ben, i det konkrete tilfælde, måtte anses for at være en forventelig følge efter operation med indsættelse af kunstigt hofteled. Der var således ikke tale om en behandlingsskade. (93-0094) (1994 Årsb.)

1.7. Gravid efter sterilisation (afvisning – graviditet ingen fysisk skade)

En 30-årig kvinde blev efter eget ønske steriliseret. Imidlertid lykkedes operationen ikke, og kvinden blev kort tid derefter gravid.

Der blev fra patientens side rejst krav om erstatning for forsørgelse af barnet. Patientforsikringen afviste sagen, idet det forhold, at sterilisationsoperationen mislykkedes, og at patienten herefter fødte et barn, ikke kunne betragtes som en fysisk skade i patientforsikringslovens forstand. (94-0739) (1994 Årsb.)

1.8. Elektrochokbehandling (afvisning – ingen fysisk skade som følge af behandling)

En 78-årig kvinde, der tidligere havde været indlagt samt behandlet ambulant for depression, blev indlagt akut på grund af tiltagende depressive symptomer samt abstinenser efter alkohol og medicin.

Der blev indledt behandling med aftrappende fenemaldoser for abstinenser, og det blev konstateret, at der var tale om en maniodepressiv psykose med depressive træk. Der blev iværksat elektrochokbehandling, og efter 9 behandlinger blev patienten udskrevet.

Patientforsikringen fandt det ikke overvejende sandsynligt, at der ved elektrochokbehandlingen var blevet påført patienten nogen fysisk skade, som kunne have givet anledning til et efterfølgende, forringet intellektuelt funktionsniveau.

Sagen blev afvist under henvisning til PFL § 1, stk. 1, da det ikke var overvejende sandsynligt, at patienten var blevet påført en fysisk skade ved elektrochokbehandlingerne. (1994 Årsb.)

1.9. Mislykket provokeret abort (afvisning - graviditet ingen fysisk skade)

En ung kvinde fik i slutningen af november 1993 foretaget en provokeret abort. Ved en efterfølgende mikroskopiundersøgelse af det udtagne væv fandtes kun moderkagevæv.

2½ måned senere, midt i februar 1994 konsulterede patienten sin egen læge, der konstaterede, at en foretagen urinprøve var positiv, og at der således var tegn på, at patienten fortsat var gravid og på dette tidspunkt var i 20. uge.

Patienten anførte i sin anmeldelse til Patientforsikringen, at hun mente at være påført en skade, og at skaden bestod i, at den foretagne provokerede abort ikke var foretaget på en sådan måde, at graviditeten var blevet afbrudt.

Patientforsikringen afviste sagen under henvisning til, at gennemførelse af graviditeten som følge af, at patienten ikke fik foretaget en fuldstændig abort, ikke kunne anses for en sådan fysisk skade, at betingelsen i lovens § 1, stk. 1 var opfyldt. (94-0410) (1995 Årsb.)

1.10. Manglende information (afvisning – manglende information ingen fysisk skade)

En ung mand blev steril som følge af kemoterapeutisk behandling af lymfeknudekræft (Mb. Hodgkin). I sin anmeldelse til Patientforsikringen anførte patienten, at han ikke i forbindelse med kemoterapien var blevet informeret om risikoen for senere sterilitet, således at han havde haft mulighed for sæddeponering.

Sagen blev afvist under henvisning til, at sterilitet er en velkendt og ofte uundgåelig følge af den i øvrigt korrekte og nødvendige behandling af lymfeknudekræft.

Det forhold, at patienten på grund af manglende information ikke fik foretaget sæddeponering, er ikke en fysisk skade i patientforsikringslovens forstand. (95-0613) (1995 Årsb.)

1.11. Stress-fraktur

En ung kvinde henvendte sig i december 1995 på skadestuen på grund af smerter i mellemfoden efter fysisk aktivitet. Patienten oplyste, at hun var blevet tiltagende øm i foden, uden at der havde været tale om et egentligt traume. Man foretog røntgenundersøgelse af foden, men fandt ikke tegn til knoglebrud, og man konkluderede, at patienten havde overbelastet foden i tilknytning til sportsudøvelse.

På grund af vedvarende smerter i foden foretog man en måned senere ny røntgenundersøgelse, hvorved man fandt et brud i en knogle i mellemfoden, der var i opheling. Patienten blev tilrådet aflastning af foden samt fast fodtøj.

Patienten anførte i sin anmeldelse, at man havde overset brud i foden ved den primære undersøgelse, og at hun som følge heraf havde måttet gå i lang tid med smerter i foden.

Patientforsikringen afviste sagen under henvisning til, at der havde været tale om en stress-fraktur (træthedsbrud) i mellemfoden, og at patienten ikke var påført en fysisk skade som følge af, at man ikke havde erkendt bruddet primært, idet resultatet måtte forventes at have været den samme, uanset hvornår man havde erkendt bruddet. Betingelserne i lovens § 1, stk. 1, var således ikke opfyldt. (96-0110) (1996 Årsb.) Sagen er et eksempel på, at der ikke altid opstår nogen fysisk skade ved, at der ikke stilles en korrekt diagnose ved den første undersøgelse. I dette tilfælde ville behandlingen ikke have været anderledes, selvom man havde konstateret træthedsbruddet på et tidligere tidspunkt.

1.12. Følger efter brud på kraveben

En kvinde pådrog sig et brud på kravebenet med et 1½ cm stort intermediær fragment (mindre brudstykke beliggende mellem de store knogleender). Hun blev samme dag behandlet med 8-talsbandage. Røntgenkontrol fire dage senere viste tilfredsstillende stilling, og man besluttede efter konference at fortsætte konservativ behandling (ikkeoperativ behandling). Tre måneder senere fik patienten foretaget operation med afmejsling af en prominerende (fremstående) knoglespids på grund af vedvarende smerter. 1_ år senere blev patienten undersøgt på et andet sygehus på grund af vedvarende smerter. MR-scanning viste ikke tryk på plexus (nerverødderne ud til armen), bruddet var stabilt, og man fandt ikke, at der var mulighed for yderligere behandling.

Patientforsikringen fandt, at patientens gener var forenelige med følger efter selve ulykkestilfældet (brud på kravebenet med intermediær fragment) og relevant behandling heraf. Det fandtes ikke overvejende sandsynligt, at der var tale om følger/gener efter undersøgelse og behandling eller mangel på samme. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at heling i en vis fejlstilling efter et brud af den pågældende karakter ikke er usædvanligt forekommende. (96-1046)(1996 Årsb.)

1.13. Uindfriede forventninger

En kvinde havde efter to tidligere kejsersnit fået et skæmmende ar samt en del løs hud på maven. Hun fik derfor foretaget en plastikkirurgisk operation, hvor man fjernede overskydende hud og reviderede arret.

Efter operationen var der stadig en del overskydende hud under navlen, og man tilbød re-operation. Efter re-operationen fandt patienten ikke resultatet tilfredsstillende, idet arret var blevet større end forventet.

Sagen blev afvist under henvisning til, at der ikke var sket en fysisk skade, jfr. PFL § 1, stk. 1, idet operationer, hvor man fjerner overskydende hud, altid vil medføre et ar af en vis størrelse.

Patienter har ofte store forventninger til resultatet af et behandlingsforløb. Sagen er et eksempel på, at uindfriede forventninger ikke er en fysisk skade, og derfor ikke omfattet af patientforsikringsloven. (96-1513)(1996 Årsb.)

1.14. Fødselsskade – hjerneskadet barn

Under en fødsel blev veerne og barnets hjertelyd kontrolleret og fundet tilfredsstillende. Barnet blev herefter født med navlesnoren to gange stramt om halsen. Moderkagen var meget lille, og der var kun to kar i navlesnoren.

På grund af iltmangel var barnet stærkt hjerneskadet.

Sagen blev afvist under henvisning til, at skaden ikke skyldtes behandlingen, jfr. PFL § 1, stk. 1, men derimod særlige forhold hos moder og barn, idet moderkagens størrelse og den ringe karforsyning ikke i tilstrækkeligt omfang havde givet barnet den nødvendige mængde næring og iltforsyning. Endvidere havde navlesnoren omkring barnets hals yderligere forringet iltforsyningen, men heller ikke dette skyldtes selve behandlingen (96-0651). (1996 Årsb.)

Top af bilag 15

2. MANGLENDE ΕRSAGSFORBINDELSE § 2.1.

2.1. Defekt røntgenapparatur (afvisning – % årsagssammenhæng)

En 50-årig mand, som i nogle år havde været i dialysebehandling som følge af nyresvigt, fik den 24. juni 1992 foretaget nyretransplantation. Ifølge operationsbeskrivelsen forløb indgrebet ukompliceret.

Det fremgår af sygejournalen for den 29. juni 1992, at der atter er udtømt brokket dialysevand fra bughulen og i journalen for den 2. juli 1992, at der fra dialyserøret kommer en gulbrun pusholdig væske. Den 3. juli 1992 foretages en røntgenoversigt over underlivet, hvor der findes en betydelig ophobning af afføring og svær tyndtarmsopspiling med en del væskespejl.

Den 5. juli 1992 foretages en fornyet røntgenfotografering af underlivet. I forbindelse hermed skete et uheld, idet en del af røntgenapparatet (en lysvisirkasse på 7,6 kg) faldt ca. 35-50 cm ned på patientens mave. Patienten døde den 17. august 1992 som følge af lungebetændelse opstået som følge af den påviste bughindebetændelse, der var opstået som følge af perforeringer i tyktarmens bund samt udtalt bughindebetændelse med afføring i bughulen.

Patientforsikringen måtte afvise erstatningskravet, idet det ikke fandtes overvejende sandsynligt, at skaden var forårsaget af uheldet med røntgenapparatet, men at skaden måtte være sket i forbindelse med nyretransplantationen den 24. juni 1992 - altså en uge før patientforsikringslovens ikrafttræden. (1992 Årsb.)

2.2. Infektion i finger (afvisning – infektion skyldtes ikke behandlingen)

En 25-årig mand blev på grund af hævelse og rødme af højre tommelfinger henvist til ortopædkirurgisk afdeling efter penicillinbehandling hos egen læge. Sygehuset fandt pusholdig betændelse i fingeren. Man foretog derfor operativ åbning af den betændte finger, og ved efterfølgende podning af det udtømte pus, blev der påvist infektion med stafylokokker og streptokokker. Herefter blev patienten afsluttet med et pænt rent sår på tommelfingeren. Patientens tommelfinger blev stiv som følge af forløbet.

Sagen afvist under henvisning til PFL § 1, stk. 1, da patientens efterfølgende tilstand måtte anses for at være en direkte følge af infektionen og ikke en følge af den givne behandling. (93-0164) (1993 Årsb.)

2.3. Slidgigt i foden (afvisning – tilstanden en følge af grundlidelsen)

En 64-årig mand fik smerter i venstre fod, da han trådte ned fra en stige. Ved undersøgelser på sygehuset blev der fundet et lille knoglefremspring på en mellemfodsknogle på venstre fod. Det blev besluttet at fjerne knoglefremspringet operativt. Operationen havde dog ikke nogen effekt, og fornyede undersøgelser gav formodning om begyndende slidgigt. Herefter blev der iværksat behandling med indlæg og aflastende gængesål.

Det blev vurderet, at operationen blev udført på god indikation og gennemført efter bedste specialistmålestok. Det blev herefter lagt til grund, at patientens tilstand måtte anses for at være en direkte følge af grundlidelsen, begyndende slidgigt, og ikke den givne behandling. (93–0440) (1993 Årsb.)

2.4 Flere forskellige grundlidelser (afvisning – død som følge af grundlidelse)

En 59-årig mand, der led af en svær kronisk obstruktiv lungelidelse, gennemgik operation på grund af mistanke om blindtarmsbetændelse og pådrog sig i forbindelse hermed infektion i operationsarret. Umiddelbart herefter blev patienten overflyttet til intensiv afdeling til behandling af en kompliceret hjertesygdom. Patienten havde under hele forløbet konstant åndenød og vejrtrækningsproblemer, som man havde mistanke om, kunne skyldes lungecancer. Sidst i sygdomsforløbet sløjede patienten langsomt af og afgik herefter ved døden.

Sagen afvist under henvisning til PFL § 1, stk. 1, idet patienten afgik ved døden som følge af sin grundsygdom (kronisk obstruktiv lungelidelse) og ikke som følge af den givne behandling, operation for blindtarmsbetændelse. (93-0278) (1993 Årsb.)

2.5. Overset brud på en halshvirvels torntap (afvisning – forsinket diagnose ej årsag til skaden)

En 24-årig mand, der var i færd med at springe trampolin, landede forkert, og faldt forover og slog hovedet ind i en mur. På grund af smerter i nakken og den øverste del af ryggen blev patienten tilset på skadestuen, hvor man fandt normal sensibilitet og bevægelighed i arme og ben. Røntgenundersøgelse af halshvirvelsøjlen viste ingen brud eller ledskred. Patienten blev herefter forsynet med en blød halskrave og sendt hjem.

På grund af fortsatte smerter kontaktede patienten en kiropraktor, der forud for sin behandling, tog nye røntgenbilleder, der påviste et brud på 7. halshvirvels torntap. Patienten fik herefter kiropraktisk behandling af brysthvirvelsøjlen og fortsatte behandlingen med halskraven.

Da patienten efter afslutningen af den kiropraktiske behandling fortsat havde svært ved at holde hovedet oppe, blev patienten på ny revurderet på sygehuset, hvor man ligeledes påviste bruddet på 7. halshvirvels torntap, men man iværksatte i øvrigt ikke yderligere behandling.

Selvom der var sket en forsinket diagnosticering, vurderede Patientforsikringen, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens gener skyldtes den forsinkede diagnosticering, idet behandling af patienten ville have været den samme, selv om bruddet var blevet erkendt ved den primære undersøgelse. Da der herefter ikke var indtrådt en fysisk skade i forbindelse med behandlingen, blev sagen afvist. (93-0072) (1993 Årsb.)

2.6. Infektion og dårligt blodomløb (afvisning – infektion skyldtes grundlidelse og ikke behandling)

En 63-årig mand der led af svær åreforkalkning, som dels havde manifesteret sig i dårligt blodomløb i benene og dels i hjertesygdom med blodprop i hjertet, fik på grund af smerter foretaget venstresidig lårbensamputation. Efter operationen blev der konstateret stafylokokker i såret. På grund af dødt væv og infektion, som følge af dårlig blodforsyning til såret, måtte amputationen senere revideres flere gange. Fra patientens side blev der rejst krav om erstatning som følge af den opståede infektion og vævsdød.

Ved Patientforsikringens vurdering blev det lagt til grund, at komplikationerne primært var opstået som følge af patientens stærkt nedsatte blodforsyning på grund af den svære åreforkalkning og ikke som følge af behandlingen. (93-0439) (1993 Årsb.)

2.7. Infektion i forbindelse med hundebid (afvisning – skaden skyldtes hundebid og ikke behandling)

En 37-årig kvinde henvendte sig på skadestuen, efter at være blevet bidt af en hund i venstre hånds 2. finger. På skadestuen blev fingeren sæbebadet samt forsynet med en karstamskinne. Patienten blev herefter stivkrampevaccineret samt sat i en forebyggende antibiotisk behandling.

Ved en ambulant kontrol et par dage senere blev der konstateret betændelse i såret, som herefter blev revideret. Efter yderligere 2 ugers antibiotisk behandling helede såret op. På grund af stivhed i fingeren blev patienten imidlertid senere undersøgt på håndkirurgisk afdeling, hvor man konstaterede en mindre nerveskade og sammentrækning i leddet og sammenvoksninger opstået som følge af infektionen.

Patientforsikringen fandt, at såvel den primære som den sekundære behandling var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Det blev i den forbindelse lagt til grund, at infektion kan opstå, uanset at der gives antibiotisk behandling.

Sagen blev herefter afvist under henvisning til, at den opståede nerveskade og den indskrænkede bevægelighed i leddet måtte anses for en direkte følge af hundebiddet og ikke af den givne behandling eller mangel på samme. (93-0646) (1993 Årsb.)

2.8. Ingen bedring efter behandling (afvisning – smerter en følge af grundlidelsen)

En 56-årig kvinde fik på grund af slidgigt i højre knæ foretaget kikkertundersøgelse, hvorved man konstaterede udtalte slidgigtforandringer. Med henblik på afhjælpning af patientens smerter blev der gennemført en operation uden indsættelse af protese.

Patientens smerteproblemer bestod imidlertid fortsat efter operationen. Man fandt dog ingen årsag til patientens smerter. Da der var tale om stærke vedvarende smerter, blev patienten skrevet på venteliste med henblik på indsættelse af knæprotese.

Da patienten imidlertid også efter indsættelse af knæprotese var generet af smerter, indgav patienten anmeldelse til Patientforsikringen, idet hun mente, at smerterne efter den senest gennemførte operation var en følge af, at den første operation, ifølge hendes opfattelse, var mislykkedes.

Ved Patientforsikringens behandling af sagen blev det lagt til grund, at patientens smerteproblemer med overvejende sandsynlighed var en følge af patientens svære slidgigt, som også før behandlingens iværksættelse, havde givet anledning til bevæge og belastningssmerter i begge knæ. Idet det således ikke var overvejende sandsynligt, at patientens smerter var en følge af behandlingen, blev sagen afvist. (94-0753) (1994 Årsb.)

2.9. Følger efter brud i arm (afvisning – falsk leddannelse skyldtes grundlidelsen)

En 66-årig kvinde pådrog sig efter fald med cykel et næsten uforskudt brud i den øverste del af højre overarm. Dette blev samme dag behandlet med armslynge og efterfølgende genoptræning. Ved røntgenundersøgelse 4 måneder senere fandt man, at bruddet var ophelet, og patienten blev 8 måneder efter ulykkestilfældet afsluttet.

På grund af vedvarende skuldersmerte, herunder falsk leddannelse fandt man 22 måneder efter ulykkestilfældet indikation for indsætning af skulderprotese. Patientens gener bestod i vedvarende smerter, at armen kun kunne løftes 40-45 grader samt nedsat bevægelighed.

Ved Patientforsikringens vurdering blev det lagt til grund, at hele patientens sygeforløb, herunder de efterfølgende gener i form af smerter og falsk leddannelse, med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives grundlidelsen i form af uforskudt brud i øverste del af højre overarm. Det fandtes ikke overvejende sandsynligt, at patienten var blevet påført en skade i forbindelse med behandlingen og undersøgelsen på sygehuset efter ulykkestilfældet. (95-0099) (1995 Årsb.)

2.10. Maden i den "gale" hals (afvisning – døden skyldtes grundlidelsen)

En 71-årig mand fik under indlæggelse på sygehuset et stykke grapefrugt i luftrøret. Patienten, der var blevet bevidstløs og havde fået svag puls, blev anbragt i sideleje, og mundhulen blev undersøgt for eventuelle fremmedlegemer. Der blev herefter omgående tilkaldt yderligere assistance.

Kort tid efter ankom et hjertehold bestående af hjertelæge, anæstesilæge og anæstesisygeplejerske og 2 portører. Der blev gjort klar til intubation med henblik på behandling af vejrtrækningen. I forbindelse med intubationen undersøgte lægen svælget ned til stemmelæberne, men fandt ingen fremmedlegemer. Ved intubationen opstod der vanskeligheder med at blæse luft igennem røret ind i lungerne. Der blev herefter forsøgt intubation yderligere 2 gange. Først ved tredje forsøg på intubation fandtes passage for luft. Under intubationsforsøgene fortsatte den øvrige hjertestopsbehandling.

Trods den givne behandling ophørte hjerteaktionen, og behandlingen blev herefter indstillet. Ved den efterfølgende obduktion fandtes et 3 x 5 cm stort stykke grapefrugt fastkilet i luftrøret lige under strubehovedet.

Patientforsikringen fandt ved sin afgørelse, at patienten i forbindelse med sit hjertestop havde modtaget bedst mulig behandling i den givne situation, idet der umiddelbart efter respirationsstoppet blev iværksat forsøg på kunstig vejrtrækning, og at man ved det efterfølgende hjertestop havde iværksat korrekt hjertestopbehandling.

Det blev endvidere lagt til grund, at det ifølge obduktionsrapporten ikke havde været muligt at konstatere grapestykket, der sad fastkilet umiddelbart under strubehovedet. Sagen blev herefter afvist, idet patientens død ikke var en følge af fejlagtige eller mangelfuld behandling, men derimod en direkte følge af det respirationsstop der opstod, da grapestykket kilede sig fast i luftrøret. (95-0119) (1995 Årsb.)

2.11. Fødselsskade – bristning af ringmuskel (afvisning – bristning skyldtes selve fødselen)

En 30-årig anden gangs fødende kvinde blev indlagt til fødsel. Fødslen skred normalt frem, idet der dog var besvær med forløsningen af barnets forreste skulder. Hun fødte to timer efter indlæggelsen. Efterfølgende konstaterede man en rift i mellemkødet, medinddragende hele endetarmsringmusklen (total sphincterruptur) ned til slimhinden, som var intakt. Enderne af endetarmsringmusklen blev herefter syet.

Ved undersøgelse tre dage senere konstaterede man lidt hævelse svarende til bristningen med god knibefunktion i endetarmsringmusklen. Ved kontrol to måneder efter fødslen fandtes patienten velbefindende og angav at kunne holde på luft og afføring. Gynækologisk undersøgelse viste god substans i endetarmsringmusklen.

Et halvt år senere blev patienten på grund af manglende kontrol over endetarmsringmusklen undersøgt, og der fandtes manglende kontrol af ringmusklen, som var uden mærkbar knibeeffekt. Ved yderligere undersøgelser konstaterede man nedsat knibetryk og ingen følelig ringmuskel fortil. Ultralydsundersøgelse bekræftede defekt i ringmusklen, og der fandtes indikation for operativ rekonstruktion.

Patientforsikringen fandt, at den primære behandling i forbindelse med fødslen og den efterfølgende syning var blevet udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Sagen blev herefter afvist under henvisning til, at bristningen af ringmusklen må antages at skyldes selve fødslen og ikke den foretagne behandling. Sagen blev anket til Patientskadeankenævnet, der tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. (94-0345) (1995 Årsb.)

2.12. Manglende årsagsforbindelse mellem hørenedsættelse og fjernelse af galdeblære

41-årig mand fik foretaget fjernelse af galdeblæren. Ved operationen benyttede man helbedøvelse (universel anæstesi). Operationen forløb uden komplikationer, og patienten blev efter 14 dages indlæggelse udskrevet i velbefindende, uden at der under indlæggelsen havde været tegn på eller klager over hørenedsættelse på højre øre.

Patienten fik tre måneder efter udskrivelsen ved en undersøgelse på høreklinik påvist en hørenedsættelse på højre øre. Patienten oplyste ved denne undersøgelse, at han havde haft normal hørelse de første par dage efter operationen, men at der efter 5-6 dage senere pludselig praktisk talt ingen hørelse var på højre øre.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det bedste i den givne situation, og afviste sagen, idet man ikke fandt det overvejende sandsynligt, at der var en årsagssammenhæng mellem patientens hørenedsættelse og den foretagne galdeoperation.

Patientforsikringen lagde ved sin vurdering afgørende vægt på, at der ikke opstod nogen hørenedsættelse i umiddelbar tilknytning til den foretagne galdeoperation, samt at de medikamenter, der blev benyttet i forbindelse med bedøvelsen, ikke kunne forklare en mulig sammenhæng mellem det senere konstaterede høretab og selve operationen. (95-0793)(1996 Årsb.)

2.13. Aseptisk løsning af hofteprotese

En 63-årig kvinde blev i begyndelsen af oktober 1993 indlagt med henblik på højresidig hoftealloplastik på grund af svær højresidig slidgigt i hoften.

Efterfølgende foretog man operation med indsættelse af cementeret protese med anvendelse af cement af typen Palacos med Gentamycin uden komplikationer. Ved efterfølgende røntgenkontrol fandt man god stilling af protesen, og patienten blev afsluttet.

Ved efterfølgende kontrol i ambulatoriet ca. en måned efter udskrivelsen angav patienten at være smertefri, benene var lige lange, og hun blev henvist til fornyet kontrol efter et halvt år. Ved denne undersøgelse angav patienten lette smerter, men normal gang og hun blev derfor afsluttet. På grund af tiltagende smerter blev patienten senere af egen læge henvist til undersøgelse på en røntgenklinik, hvor man ved røntgenundersøgelse i marts 1995 fandt tegn på løshed af den indsatte protese. Patienten blev herefter henvist til supplerende udredning på sygehus, herunder scintigrafi.

Resultatet af denne undersøgelse viste øget aktivitet langs lårbenskomponenten, og man fandt, at det drejede sig om løshed af protesen, muligvis som følge af infektion.

Patienten blev derpå i efteråret indlagt, og samme dag foretog man udskiftning af protesedelen, som forløb uden komplikationer, og patienten blev herefter udskrevet. Der blev ikke konstateret infektion. Ved kontrol ca. _ år efter operationen var patienten velbefindende uden smerter, og hun blev afsluttet.

Sagen blev afvist efter PFL § 1, stk. 1 og § 2, stk. 1, idet man fandt, at den opståede proteseløsning, med den deraf følgende re-operation og det langvarige sygeforløb, ikke kunne anses for at være en følge af den udførte behandling.

Patientforsikringen lagde ved sin afgørelse vægt på, at man ved den primære operation havde anvendt cement af typen Palacos med Gentamycin, og at der var tale om en aseptisk løsning. Sådanne løsninger indtræder med stigende hyppighed jo længere tid, der er gået efter operationen. Løsningen kan dog også, som i dette tilfælde, indtræde relativt tidligt. Løsningen skyldtes således hverken behandlingen eller den anvendte cementtype, men derimod særlige forhold hos patienten. (96-0251)(1996 Årsb.)

2.14. Patient død af ukendt årsag

En 66-årig mand blev indlagt på grund af mavesmerter, opkastninger og temperaturforhøjelse. I løbet af det første indlæggelsesdøgn var der tiltagende smerter samt temperaturforhøjelse. På mistanke om akut blindtarmsbetændelse foretog man derfor fjernelse af blindtarmen, der viste sig at være normal. Efter operationen var patienten fortsat højfebril, hvorfor man iværksatte antibiotisk behandling.

Patienten udviklede i det følgende døgn blodforgiftning og som komplikation hertil blødningsforstyrrelser med efterfølgende tegn på multiorgansvigt. Patienten blev herefter respiratorbehandlet, og man registrerede en kortvarig bedring af organfunktionerne, men da patienten ikke vågnede efter respiratorbehandling og ophøret af bedøvelse, foretog man ultralydsscanning og fandt nyresten. Ved MR-scanning fandt man tegn på hjernesvind, formentlig som følge af en hjernebetændelse. Man fandt herefter yderligere diagnostisk behandling udsigtsløs, og patienten afgik ved døden en måned senere uden at være kommet til bevidsthed.

Der blev fra de pårørendes side nedlagt forbud mod foretagelse af obduktion, og den egentlige dødsårsag forblev ukendt. Patientforsikringen fandt det ikke overvejende sandsynligt, at patientens død var en følge af, at behandlingen var afveget fra optimal standard, men at døden måtte anses for en følge af patientens alvorlige sygdom.

Sagen er et eksempel på, at bevisbyrden påhviler patienten eller dennes efterladte, og at det skal bevises, at skaden med overvejende sandsynlighed er en følge af behandlingen, og ikke en følge af patientens sygdom. Denne bevisbyrde var ikke løftet. (96-0362)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

3. SPECIALISTMΕLESTOKKEN § 2.1.1

3.1. Perforation af tyndtarm (anerkendelse – perforation kunne have været undgået af erfaren specialist)

En 38-årig kvinde skulle i forbindelse med foretagelse af en abort have foretaget laparoskopisk (via kikkert) sterilisation. Abortindgrebet blev gennemført, og herefter blev sterilisationen gennemført, idet man med elektrokoagulation brændte såvel højre som venstre æggeleder 3 stedet. Patienten blev udskrevet dagen efter indgrebene, men blev senere samme dag indlagt på grund af udtalte mavesmerter.

På mistanke om bughindebetændelse blev der samme dag foretaget operation, hvor der fandtes en 2 cm lang perforation midt på tyndtarmen. Perforationen blev beskrevet som en elektrokoagulationslæsion med en smal bræmme af koaguleret tarm hele vejen rundt.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2.1.1. Der forelå ikke nogen fejl, men det var vurderingen, at perforationen ville være undgået, såfremt den "erfaren specialist" havde foretaget behandlingen. (1992 Årsb.)

3.2. Stemmebåndslammelse efter strumaoperation (anerkendelse – den erfarne specialist ville have identificeret recurensnerven og skånet den)

En 48-årig kvinde fik foretaget en strumaoperation. Efter operationen blev der konstateret hæshed og en senere undersøgelse påviste lammelser af et af stemmebåndene. Lammelsen skyldes en overskæring af nerven til stemmebåndet i forbindelse med strumaoperationen.

Erstatning blev anerkendt efter § 2.1.1., idet overskæring af et stemmebånd i forbindelse med strumaoperation ikke er i overensstemmelse med medicinsk videnskab og erfaring. Den "erfarne specialist" ville have undgået skaden. (1992 Årsb.)

3.3. Komplikationer ved åben galdestensoperation (anerkendelse – den erfarne specialist ville have undgået at lædere galdegangen)

En 29-årig kvinde fik ved laparoskopi fjernet galdeblæren. Under operationen opstod en læsion af galdegangen, hvorefter man overgik til åben operation med henblik på rekonstruktion af galdeafløbet. 17 dage
herefter reopereres patienten på grund af smerter og blødning. Ved denne operation viser det sig, at blødningen stammede fra den rekonstruerede galdegangs-tarmåbning. Blødningen blev standset, og der blev foretaget en ny rekonstruktion med anlæggelse af galdegangstarmåbning.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2.1.1., idet "specialistmålestokken" ikke var opfyldt. (1992 Årsb.)

3.4. Skadestuebehandling – manglende røntgenundersøgelse (anerkendelse – den erfarne specialist ville på baggrund af kliniske tegn have foretaget røntgenundersøgelse)

En 33-årig mand blev efter et fald på ca. 4 meter undersøgt på skadestuen, hvor man undersøgte hans små sår, men ikke foretog røntgenundersøgelse. Efterfølgende viste det sig, at der var afsprængt et lille stykke af venstre knæskal. Ved artroskopi (kikkertundersøgelse) af venstre knæ fandt man et lille knoglestykke skævt tilvokset, hvorfor det blev fjernet.

Sagen anerkendt efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet den bedst mulige lægelige behandling under hensyntagen til de ydre tegn samt det høje fald ville have tilsagt, at der blev foretaget røntgenundersøgelse således, at knogleafsprængningen fra venstre knæskal ville være opdaget. (93-0225) (1993 Årsb.)

3.5. Skadestuebehandling – utilstrækkelig information (anerkendelse – den erfarne specialist ville have informeret om behovet for hurtig operation)

En 22-årig studerende, der var på cykelferie, væltede på sin cykel, og fik klemt 4. fingeren på venstre hånd mellem cykelstyret og asfalten. På skadestuen påvistes delvis ledskred i fingerens midterled samt brud på midterstykket. Bruddet blev behandlet med skinne, og skadelidte blev orienteret om, at han den følgende dag burde kontakte skadestuen, således at han kunne få besked, om der skulle foretages operativ fiksation af bruddet. Skadelidte kontaktede ikke skadestuen, men fortsatte på en planlagt cykeltur. Resultatet blev en stiv finger, og da fingeren ikke kunne reddes ved reoperation eller lignende, blev det besluttet at amputere fingeren i mellemleddet.

Sagen anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet Patientforsikringen vurderede, at den bedst mulige lægelige behandling og information på skadestuen ville have indebåret, at det var blevet udtrykkeligt meddelt skadelidte, at operation samme dags formiddag ville blive nødvendig, og at vigtigheden af at han kontaktede sygehuset, blev indskærpet.

Det blev samtidig pointeret, at der fra den behandlende læges side ikke blev begået nogen fejl eller forsømmelse. Selvom der forelå en betydelig egen skyld fra skadelidtes side, fandt Patientforsikringen dog ikke, at skadelidte havde handlet så groft uagtsomt, at erstatningen burde nedsættes eller bortfalde i henhold til PFL § 7. (92-0172) (1993 Årsb.)

3.6. Skade på nervus axillaris (nerve ved skulderledet) (anerkendelse – den erfarne specialist ville have undgåete at beskadige nerven)

En 32-årig mand blev, som følge af tilbagevendende ledskred i højre skulder efter et tidligere brud på overarmsbenet indlagt til operation. Man foretog en såkaldt Bankartsoperation (operation for ledskred i skulder), som forløb planmæssigt. Efterfølgende blev der konstateret nedsat sensibilitet samt tegn på påvirkning af nervus axillaris med nedsat kraft i skulderen. Dette blev bekræftet ved elektromyografisk undersøgelse.

Sagen anerkendt efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet man ved den bedst mulige lægelige behandling og under hensyntagen til, at der i den kirurgiske litteratur advares imod skader af axillaris nerven, ville have undgået at beskadige nerven. (93-0344) (1993 Årsb.)

3.7. Efterladt udstyr (guidewire – ledetråd af metal) (anerkendelse – den erfarne specialist ville ikke have efterladt guidewiren)

En 26-årig kvinde fik i sommeren 1992 pludselige smerter samt hævelser af den højre knæregion, hvorfor der blev iværksat behandling med ultralyd og laser, uden at dette havde nogen effekt.

Efterfølgende fandt man på højre lårben en svulst, og ved ultralydscanning samt CT-scanning og biopsi konstaterede man Ewings sarkom (ondartet svulst). Der blev iværksat kemoterapibehandling, og på grund af vanskelig intravenøs adgang fandt man indikation for anlæggelse af et permanent centralt venekateter.

Der blev anlagt et venstresidigt såkaldt Hickmann kateter (ernæringskateter til blodåren) efter placering af guidewire under ultralydscanning. Man fandt, at kateteret var velplaceret, men ved røntgenundersøgelse på operationsstuen blev det konstateret, at guidewireren var gledet ind i det centrale kar. Dagen efter opererede man herfor.

Sagen anerkendt efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet den erfarne specialist ikke ville have efterladt en guidewire, som måtte fjernes ved en operation. (93-0265) (1993 Årsb.)

3.8. Diagnosticering af blindtarmsbetændelse (anerkendelse – kliniske fund burde have ført til operation)

En 26-årig mand henvendte sig den 10. juli, kl. 21.00, med stærke smerter på sygehus. Han fortalte den vagthavende læge, at han aftenen før havde konsulteret vagtlæge, som havde ordineret stikpiller og Panodil, og at han samme dag havde konsulteret sin praktiserende læge, hvor han havde fået ordineret Stesolid for at få maven til at falde til ro. Dette havde dog ikke hjulpet.

Skadelidte blev herefter indlagt akut, idet den undersøgende læge fandt ham forpint med diffus ømhed i bughulen stærkest i højre, nedre del. Den foreløbige diagnose var observation for akut blindtarmsbetændelse. Knap 2 timer senere blev skadelidte undersøgt af en anden læge, som fandt skadelidte urolig og råbende med ømhed overalt i bughulen dog mest i højre, nedre del. Denne læge fandt indikation for akut fjernelse af blindtarmen.

Cirka 1½ time senere aflyste den sidstnævnte læge imidlertid operationen, fordi der var fundet forhøjelse af enzymet serum-amylase til 591 enh./liter, hvor øverste grænse for referenceområdet er 300 enh./liter. Det blev oplyst, at skadelidte ikke havde større alkoholforbrug. Der ordineredes ultralyd-undersøgelse af lever, galdeveje og bugspytkirtel, men ikke som akut undersøgelse. Efter fundet af amylaseforhøjelsen blev det antaget, at der kunne være tale om betændelse i bugspytkirtlen.

Da smerter og ømhed den 11. juli om aftenen (et døgn efter indlæggelsen) utvivlsomt var mest udtalt i højre, nedre del af bughulen, konkluderedes det, at der uden tvivl var tale om akut blindtarmsbetændelse. Herefter blev skadelidte opereret, og der fandtes blindtarmsbetændelse med perforation, og der udviklede sig senere i forløbet betydelige komplikationer med genindlæggelser etc.

Skaden anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at den erfarne specialist ikke ville have aflyst blindtarmsoperationen den 10. juli om aftenen, i det mindste ikke med den givne begrundelse. Den erfarne specialist ville have hæftet sig ved, at lette forhøjelser af amylase i serum har meget ringe diagnostisk betydning, idet de kan forekomme ved de fleste akutte sygelige tilstande i bughulen. Amylaseforhøjelsen kunne således ikke opveje de positive fund af bl.a. ømhed samt slipømhed i højre, nedre del af bughulen. Det var endvidere Patientforsikringens opfattelse, at udskydelsen af operationen med overvejende sandsynlighed var årsag til skaden.

Der var ikke blevet begået fejl fra de behandlende lægers side, idet diagnosen for blindtarmsbetændelse er overordentlig vanskelig at stille. Dette viser sig ved, at en stor del af de blindtarme, som fjernes på mistanke om betændelse, er normale uden betændelsesforandringer. Det er således almindeligt og sædvanligvis forsvarligt, at man observerer patienter med mistanke om blindtarmsbetændelse i op til 1 døgn, før der foretages operation. I det omhandlede tilfælde var begrundelsen for at udskyde operationen imidlertid ikke relevant. (92-0023) (1993 Årsb.)

3.9. Kikkertoperation, lædering af blodkar (afvisning – skaden kunne ikke have været undgået, idet operatøren ikke kunne vide, hvor blodkarret var placeret)

En 43-årig kvinde blev indlagt med henblik på foretagelse af abort og sterilisation. Man foretog provokeret abort samt sterilisation udført ved hjælp af kikkertapparatur. I tilslutning til indgrebet opstod der en blodansamling i bugvæggen og en ultralydsundersøgelse viste en lille mængde væske i bughulen. Da der var et betydeligt fald i blod-
procenten, blev der givet blodtransfusion.

Det blev lægeligt skønnet, at der i forbindelse med indføring af instrumenter igennem bugvæggen blev læderet et blodkar, som gav anledning til blodansamling. En sådan blødning vil almindeligvis ikke kunne erkendes umiddelbart og ville ikke kunne være undgået, idet blodkarrene i bugvæggen ikke kunne ses af operatøren.

Skaden kunne ikke anerkendes efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet operationen blev udført efter bedste specialiststandard. (92-0169) (1993 Årsb.)

3.10. Fødselsskade (afvisning – hjerneskade hos barn måtte tilskrives placentaløsning og ikke behandlingen)

En kvinde blev som følge af kraftig blødning i 36. graviditetsuge indlagt. Ved indlæggelsen fandt man fosterets hjertelyd påvirket, men tilstedeværende. Der blev umiddelbart udført kejsersnit, og kvinden fødte en skindød dreng, som tydeligt havde et stort blodtab. I forbindelse med indgrebet konstaterede man total placentaløsning (moderkageløsning).

Umiddelbart efter drengens fødsel påbegyndte man genoplivningsprocedure med hjertemassage, intubation, ventilation, adrenalin, bikarbonat, blodtransfusion samt glukoseinfusion, hvorpå drengen rettede sig og fik spontan respiration. Efterfølgende konstaterede man, at drengen var hjerneskadet.

Skaden kunne ikke anerkendes efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet behandlingen på fødeafdelingen og på pædiatrisk afdeling blev udført efter bedste specialistmålestok. I øvrigt måtte drengens skade antages at være forårsaget af den totale placentaløsning – og altså ikke af behandlingen. (93-0012) (1993 Årsb.)

3.11. Diagnosticering af cancer (afvisning – den erfarne specialist ville ikke have handlet anderledes)

En 39-årig mand, som nogle år forinden havde fået påvist cancer i tungeroden, hvilket man havde strålebehandlet for, henvendte sig på sygehuset på grund af parestesier (føleforstyrrelser) i form af prikkende fornemmelser i tungen. Ved undersøgelse fandt man normale forhold bortset fra stråleforandringer og lidt fortykkelse og fasthed i vævet svarende til det tidligere cancersted. Efterfølgende foretog man ultralydscanning, der ikke gav nogen konklusiv diagnose. Patienten blev herefter indlagt, og der blev foretaget biopsi af tungeroden samt finnålspunktur. Hverken biopsien eller finnålspunktur viste tegn på sygdom af ondartet karakter. Der var ikke tegn til recidiv af cancer, og man aftalte kontrol efter _ år.

Ved den efterfølgende kontrol havde patienten højresidig tungelammelse, og den tidligere følte fortykkelse var vokset. Patienten blev indlagt, og biopsi samt finnålspunktur viste nu recidiv af cancer i tungeroden.

Skaden kunne ikke anerkendes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, idet behandlingen ved henvendelsen på sygehuset var i overensstemmelse med bedste specialistmålestok. Man lagde vægt på, at der i erkendelse af suspekt fortykkelse af tungen blev udført ultralydscanning, biopsi samt finnålspunktur. Ultralydscanningen var inkonklusiv, og hverken finnålspunkturen eller biopsien viste tegn på sygdom. Forandringen blev herefter opfattet som arvævsdannelser. Genoptagelse af strålebehandling og kemoterapi krævede verificering gennem biopsi, og da en sådan verificering ikke forelå, og alle relevante undersøgelser var foretaget, var det i overensstemmelse med bedste specialiststandard ikke at foretage sig yderligere, men blot at aftale kontrol _ år senere. (93-0320) (1993 Årsb.)

3.12. Nervelæsion (anerkendelse/afvisning – den erfarne specialist ville have undgået at overskære nerven, men erstatningen under 20.000 kr.

En 53-årig kvinde fik foretaget operation for åreknuder på højre ben. I forbindelse med operationen skete en overskæring af følenerven til den udvendige side af venstre underben og fod. Efter operationen havde patienten gener i form af smerter i højre hæl og nedsat følesans.

Patientforsikringens lægekonsulenter vurderede, at den erfarne specialist i patientforsikringslovens forstand ikke ville have overskåret nerven under operationen.

Sagen fandtes således at være erstatningsberettiget efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1. Da den samlede erstatning ikke oversteg minimumsgrænsen på kr. 20.000,–, måtte sagen efterfølgende afvises. (94-0516) (1994 Årsb.)

3.13. Utilstrækkelig undersøgelse på skadestue (anerkendelse – den erfarne specialist ville have foretaget yderligere udredning før hjemsendelse)

En 54-årig mand blev klemt i stalden af en tyr. Dagen efter rettede han henvendelse til skadestuen på grund af smerter mellem skulderbladene og i ryggen. Efter undersøgelse på skadestuen konkluderede man, at det formentlig drejede sig om en mindre lungehindebetændelse. Patienten afgik samme dag ved døden. Efterfølgende undersøgelse viste, at der var tale om en bristning af hovedpulsåren med blødning i hjertesækken.

Patientforsikringen anerkendte sagen efter PFL 2, stk. 1, nr. 1, idet den bedst mulige lægelige behandling havde tilsagt, at man som følge af ulykken med tyren ville have foretaget en grundigere undersøgelse samt fundet anledning til at foretage yderligere afklaring af de diagnostiske forhold inden hjemsendelsen af patienten. (93-0831) (1994 Årsb.)

3.14. Løshed ved ucementerede proteser (anerkendelse – den erfarne specialist ville på baggrund af patientens alder have valgt en cementeret hofteprotese)

En 73-årig kvinde, som efter brud på venstre lårbenshals, udviklede afstødning af lårbenshovedet (caputnecrose) og sammenfald af dette. I februar 1991 blev der indsat ucementeret hofteprotese (Lubinus Rippen). Det fremgår af operationsbeskrivelsen, at knoglekvaliteten var ringe.

I efterforløbet var der smerter, og man mistænkte løsning. Hun blev opereret i juni 1993, hvor begge protesedele fandtes løse. Under fjernelse af hofteskålen opstod der omfattende brud på underliggende del af bækkenet. Der indsattes atter ucementeret femurkomponent (Bimetric) og ucementeret HG hofteskål. Knogledefekten i bækkenet søgtes udbedret ved knogletransplantat og en enkelt skrue. I efterforløbet var der gentagne skred i hofteleddet, som fandtes ganske ustabilt. Endvidere opstod der nogle dage svær lammelse af ischiasnerven.

Hun blev opereret for 3. gang en uge senere, hvor HG-skålen fandtes helt løs. Stort knogletransplantat og atter HG-skål. Der var i efterforløbet fortsat lammelse. Patienten var svært ganginvalideret.

Sagen anerkendtes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet den erfarne specialist på grundlag af patientens alder, køn og dårlige knoglekvalitet ville have valgt cementeret hofteskål. (1994 Årsb.)

3.15. 4 cm benforlængelse efter total hoftealloplastik (anerkendelse – den erfarne specialist ville have undgået en 4 cm forlængelse af benet)

En 76-årig kvinde fik i december 1992 foretaget højresidig total hoftealloplastik (cementeret Exeter) på grund af slidgigt. Efter operationen var der en benforlængelse på det opererede højre ben på 4 cm. Efter re-operationen mindskedes benforlængelsen på højre side til mellem 1-2 cm.

Sagen anerkendtes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet den bedst mulige lægelige behandling ikke ville have resulteret en benforlængelse på 4 cm. (93-0237)

Der kan være flere årsager til, at der kan konstateres en benforlængelse/forkortning efter operationen. For det første kan det generelt være vanskeligt eller endog umuligt under operationen at vurdere det nøjagtige niveau for afsavning af det deforme ledhoved, og dermed den nøjagtige længde af benet efter indsættelse af lårbensprotesen. Det kan ligeledes gøre sig gældende, at der tidligere, f.eks. på grund af brud, er foretaget operation i øverste del af lårbenet med ændrede anatomiske forhold til følge. Dette vanskeliggør yderligere vurdering af det optimale niveau for afsavning af lårbenshoved/hals.

De gængse protesetyper leveres i en række standardstørrelser, som ikke nødvendigvis har den for den enkelte patient optimale længde. Anatomiske misforhold kan af samme årsag ikke altid kompenseres fuldstændigt.

Hvor der er tale om slidgigt i begge hofter med betydelig deformering og forkortelse, vælges gerne en protese, der medfører en forlængelse af det opererede ben til en mere "oprindelig længde". Benlængdeforskellen kan så efterfølgende korrigeres ved operation på den anden hofte.

Som grov tommelfingerregel må man acceptere en afvigende benlængde på op til 2 cm. Ved følger efter komplicerede brud eller operation på grund af følgerne efter medfødt skred af hofteleddet, må endog større afvigelser ofte accepteres. Derfor kan afvigelser i benlængden i en del tilfælde ikke opfattes som en skade som følge af behandlingen, men må derimod opfattes som en følge af patientens grundlidelse.

Når patienterne i disse tilfælde opfatter afvigelser i benlængden som en skade, skyldes det efter Patientforsikringens vurdering, at patienter ofte har meget store forventninger til resultatet af en hofteoperation. En grundig og realistisk information fra de behandlende lægers side om det sandsynlige operationsresultat vil ofte kunne forhindre misforståelser og skuffelser hos de patienter, der efterfølgende må konstatere en afvigelse i benlængden. (1994 Årsb.)

3.16. Cement størknet under indsættelse af hofteprotese (anerkendelse – den erfarne specialist ville have undgået at lave brud på lårbensskaftet.

En 53-årig mand med flerårige symptomer på højresidig hoftearthrose opereredes i april 1993 med indsættelse af såkaldt hybrid protese (cementeret Müller + ucementeret HG hofteskål).

Under indføring af femurkomponenten størknede cementen, inden protesen var kommet i bund. Under forsøg på fjernelse af femurkomponent og cement opstod der brud på lårbensskaftet, og det blev nødvendigt at fiksere brudstedet med plastikbånd. Herefter blev femurkomponenten fastcementeret. Et _ år senere faldt patienten og pådrog sig et brud i lårbenet svarende til det gamle brudsted.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (94-0034) (1994 Årsb.)

3.17. Brækket lårbensknogle ved hofteudskiftningsoperation (anerkendelse – den erfarne specialist ville have undladt at brække lårbenet)

En 61-årig kvinde fik i 1994 indsat total højresidig hoftealloplastik (cementeret Lubinus). I 1991 blev lårbenskomponenten udskiftet på grund af løshed (cementeret Lubinus). Resultatet herefter var i begyndelsen tilfredsstillende, men der fremkom atter løsning, og lårbenskomponenten blev atter udskiftet i august 1992 (cementeret, langskaftet). I tilknytning hertil gik protesespidsen ud igennem lårbenet, og dette nødvendiggjorde re-operation. Klage over 3. operation. Anset for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (93-0117) (1994 Årsb.)

3.18. Forsinket diagnosticering af et brud (afvisning – pga alvorligt kraniebrud var det optimal behandling først at diagnosticere brud på kravebenet 6 dage senere)

En 43-årig mand havde pådraget sig et svært kraniebrud efter at være væltet på cykel. Efterfølgende undersøgelse påviste ansigtsknoglebrud samt blødning i hulrummet mellem hjernens vævshinder. Efter 6 dage blev patientens højre skulder røntgenundersøgt, og man konstaterede et forskudt brud på kravebenet. Herefter anbefalede afdelingen yderligere behandling via fysiurgisk afdeling, men patienten ønskede sig udskrevet og blev udskrevet efter 17 dage regnet fra indlæggelsen. Herefter blev patienten indstillet til operation som følge af forkert opheling af kravebensbruddet. I sin anmeldelse hertil anførte patienten, at der var smerter i højre arm og nedsat funktion. Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1.

Som følge af den primære behandling af patientens alvorlige kraniebrud og dennes dårlige almentilstand kunne det ikke anses for at være i strid med optimal diagnosticering, at bruddet ikke konstateredes umiddelbart, således at behandlingen straks kunne iværksættes. Der fandtes at være foretaget en korrekt behandling af patientens lidelser. (94-0079) (1995 Årsb.)

3.19. Følger efter discusprolaps (afvisning – behandlingen havde været optimal- smertetilstand skyldtes grundlidelsen)

En 33-årig mand blev indlagt med henblik på operation for discusprolaps. Ved operation fjernedes discusprolaps på henholdsvis 3. og 4. lændehvirvel. Da operationen ikke havde nogen effekt, blev patienten genindlagt, og der gennemførtes ny operation 1½ måned efter første operation. Ej heller reoperationen havde den ønskede effekt, og patienten var fortsat smertepræget.

Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet den efterfølgende kroniske smertetilstand ikke er et forløb, der er ukendt efter operation for discusprolaps. Patientforsikringen fandt, at patientens behandling var foregået optimalt.

Patientens gener var således ikke opstået som følge af behandlingen, men måtte antages at være almindeligt kendte gener opstået i tilknytning til operation for discusprolaps. Begge operationer fandtes at være udført efter bedste specialiststandard. (94-0196) (1995 Årsb.)

3.20. Knæprotese (afvisning – operation og genoptræning udført optimalt)

En 53-årig mand, der på grund af tidligere knæulykke i 1988 havde udviklet svær slidgigt i højre knæ, blev indlagt med henblik på højresidig knæalloplastik, da slidgigten nu gav patienten så svære smerter, at han ikke kunne sove om natten, ligesom bevægeligheden var stærkt indskrænket.

Der blev foretaget ukompliceret operation, og efterfølgende røntgenundersøgelse viste korrekt placering af protesen. Der blev herefter iværksat genoptræning. Patienten klagede over fortsatte gener.

Patientforsikringen vurderede, at operationen og genoptræningen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Endvidere fandt Patientforsikringen, at resultatet efter operationen og de gener, som patienten havde anmeldt, fuldstændig svarede til, hvad man kan forvente efter indsættelse af knæprotese. Patientforsikringen afviste således sagen. (95-0876) (1995 Årsb.)

3.21. Forsinket diagnosticering af discusprolaps (anerkendelse – på grundlag af symptomer ville den erfarne specialist have foranlediget overflytning med henblik på operation)

En 35-årig mand med flerårige rygsmerter af skiftende intensitet blev indlagt med nu morfinkrævende smerter og neurologiske udfald. Ved indlæggelsen fandtes god funktion af lukkemuskulaturen, og man valgte at se tiden an.

Senere samme dag var der tiltagende gener og først på natten endvidere sovende fornemmelse i pungen og ballerne. Sygehuset, der ikke rådede over en neurokirurgisk afdeling, konfererede med nærmeste neurokirurgiske afdeling, og blev derfra tilrådet at se tilstanden yderligere an. I det videre forløb havde patienten fortsatte svære smerter med tiltagende problemer med at styre vandladningen.

Om aftenen, den følgende dag, var der tiltagende dødhedsfornemmelse i anogenitial-området (scrotum, penis samt omkring anus), og der blev derfor igen rettet henvendelse til nærmeste neurokirurgiske afdeling. Denne iværksatte herpå akut overflytning, og ved modtagelse af patienten blev der foretaget akut myelografi med efterfølgende operation, hvor der fandtes en stor, fri prolaps. I det videre forløb havde patienten fortsat voldsomme gener som følge af den nerverodsskade, discusprolapsen havde forårsaget.

Patientforsikringen vurderede, at den erfarne specialist under hensyn til de foreliggende symptomer ville have foranlediget, at patienten straks blev overflyttet med henblik på yderligere undersøgelser og eventuel operation, da man første gang blev anmodet om at yde hjælp. Sagen fandtes således at være omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (95-0857) (1995 Årsb.)

3.22. Nervelæsion (anerkendelse – den erfarne specialist ville have anlagt et lodret snit i stedet for et vandret snit)

En 54-årig kvinde fik i forbindelse med indlæggelse foretaget dobbeltsidig temporalis biopsi (arterieprøve i tindingerne). Indgrebet blev foretaget på begge sider med samme metode, idet man lagde et vandret snit foran øverste halvdel af det ydre øre. Indgrebet var vanskeliggjort af en vis ansigtshævelse.

Efter operationen havde patienten betydelig hovedpine og svimmelhed samt følelsesløshed af venstre ansigtshalvdel og manglende lukning af venstre øje.

Patientforsikringen fandt, at den erfarne specialist i stedet for anlæggelse af et vandret snit i biopsiområdet ville have anlagt et lodret snit, hvorved risikoen for overskæring af nervegrenene ville have været minimeret. Patientforsikringen fandt herefter, at sagen var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet det var overvejende sandsynligt, at den skete nervelæsion kunne være undgået ved optimal behandling. (95-0388) (1995 Årsb.)

3.23. Seponering af anti–epileptisk behandling (anerkendelse – den erfarne specialist ville ikke have ophørt med medicin på et tidspunkt, hvor patientens tilstand var dårlig)

Sagen drejer sig om en 40-årig mand med tidligere diagnosticeret epilepsi, behandlet medicinsk siden 1987. Efter mangeårig behandling med Deprakine blev patienten i 1992 indlagt med et delvist epileptisk anfald, hvorfor man valgte at øge doseringen af Deprakine.

To år efter blev patienten igen indlagt med epilepsi-lignende symptomer. I forbindelse med indlæggelsen fandtes leveren påvirket, og man valgte herefter at ophøre med Deprakine behandlingen. Fire dage efter fik patienten krampeanfald først i højre, derefter i venstre side, og anfaldene efterlod lammelser af venstre side. Man genoptog derfor behandlingen med Deprakine, og patientens krampeanfald aftog.

Patientforsikringen vurderede, at ophør med anti-epileptisk behandling indebar en helbredsmæssig risiko for patienten, hvorfor man ikke burde have valgt at ophøre med behandlingen på et tidspunkt, hvor patientens tilstand i forvejen var ustabil.

Endvidere vurderede Patientforsikringen, at ophøret af den anti-epileptiske behandling burde være sket efter en aftrapningsperiode, særligt da der var tale om en mangeårig behandling.

Patientforsikringen anerkendte på denne baggrund, at behandlingen ikke havde levet op til optimal specialiststandard i henhold til PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (95-0045) (1995 Årsb.)

3.24. Patient død i forbindelse med psykiatrisk behandling

En 43-årig mand blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen var hans tilstand vekslende og efter en uges indlæggelse blev han frivilligt overflyttet til en lukket afdeling, idet han var anspændt, verbalt aggressiv og mente, at der var en bombe på hospitalet.

På et tidspunkt meddelte personalet patienten, at bæltefiksering eventuelt ville kunne komme på tale, hvorefter patienten greb fat i en plejer.

Da personalet opfattede patienten som truende, blev han overmandet, og fastholdt med overkroppen mod et sofasæde, hvorefter en sygeplejerske blev tilkaldt, og gav patienten en injektion med antipsykotisk medicin.

Efter ca. fem minutter løsnede man grebet, og patienten blev da fundet livløs. Efterfølgende genoplivningsforsøg viste sig resultatløs.

Patientforsikringen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at fastholdelsen af patienten, udover en kort periode på få sekunder, var blevet gennemført således, at øjenkontakt, eventuelt verbal kontakt og observation af vejrtrækning kunne have været gennemført, og patientens efterfølgende død dermed med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået. Patientforsikringen fandt herefter sagen for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (95-0766)(1996 Årsb.)

3.25. Perforation af hofteskål i forbindelse med operation af lårbensbrud

I forbindelse med operation for lårbensbrud blev en K-tråd (ledetråd) presset ind i det lille bækken, hvorved bunden af hofteskålen blev perforeret. Patienten fik efterfølgende blodtryksfald og smerter. Akut ultralydsscanning viste en stor blodansamling beliggende bagved bughinden i højre side. Der blev derfor foretaget akut operation, hvor man konstaterede en defekt i arteria iliaca interna (den indre bækkenpulsåre). Denne defekt blev syet, og blodansamlingen blev udtømt. I efterforløbet indtrådte der infektion i bugvægssåret, og denne blev behandlet konservativt med antibiotika og sårskiftninger. Omtrent en måned efter operationen blev patienten udskrevet fra hospitalet.

Patientforsikringen fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man under operationen for lårbensbrud undgik at perforere hofteskålen og den indre bækkenpulsåre. Perforationen af den indre bækkenpulsåre, reoperation samt infektion blev anset for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1.(1996 Årsb.)

3.26. Hæmatom efter lumbalpunktur opstået som følge af blodfortyndende behandling

Sagen drejede sig om en 30-årig kvinde, der siden to års alderen havde haft en ventil på grund af en medfødt misdannelse af hjernehulrummene i lillehjernen (Dandy-Walker malformation). Patienten blev som følge heraf behandlet med blodfortyndende medicin (AK-behandling).

Op til aktuelle indlæggelse havde patienten haft tiltagende problemer med gangbesvær samt inkontinens. Ved indlæggelsen var hun akut medtaget med høj feber, udtalt bevidsthedspåvirkning og nakkestivhed. Der forelå derfor en begrundet mistanke om meningitis, hvorfor der blev foretaget CT-scanning samt lumbalpunktur. Fire dage efter indlæggelse mærkede patienten ændret gang- og blærefunktion. På baggrund af myelografi og MR-scanning foretog man derfor operation for tryk på lændenerverne forårsaget af blodansamling og prolaps i lænderygkanalen.

Patienten blev som følge af blodansamlingen følelsesløs i både hænder og fødder, ligesom hun ikke længere havde kontrol over blære og urin.

Patientforsikringen afviste sagen, idet man vurderede, at det var korrekt at foretage en lumbalpunktur på baggrund af patientens symptomer. Hæmatomdannelsen skyldtes, at hun var i permanent AK-behandling på grund af en forudbestående kompliceret sygdom. Da lumbalpunkturen imidlertid var korrekt udført på en velindiceret grundlag, kunne hæmatomudviklingen og de dermed følgende komplikationer ikke tilskrives behandlingsvalget- eller måden. Sagen var således ikke omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1.

Patientforsikringen fandt heller ikke, at patienten var berettiget til erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 4, idet man lagde vægt på, at hun led af en særdeles alvorlig grundlidelse, der forusatte en kompliceret behandling. Selv ved en vellykket behandling måtte patientens sygdom fortsat bekrives som alvorlig. (96-0241)(1996 Årsb.)

3.27. Hjerteklapprotese placeret forkert

En ung kvinde fik foretaget en hjerteklapoperation med indsættelse af en protese. Man konstaterede efterfølgende, at der var problemer med den arterielle iltmætning, ligesom hjerteklapperne ikke lukkede ordentligt. Ved reoperation den følgende dag fandt man, at den indsatte protese ikke var placeret korrekt, idet man havde syet den fast et forkert sted.

Fejlen blev rettet, men allerede samme dag konstaterede man en kraftig blødning i de anlagte dræn, og patienten måtte derfor atter reopereres.

Efter udskrivelsen klagede patienten over nedsat hukommelse og manglende koncentrationsevne, svarende til følgerne efter en let hjerneskade. Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at skaden var opstået som følge af, at den indsatte protese ikke fra starten var placeret korrekt.

Optimal behandling havde efter Patientforsikringens vurdering desuden tilsagt, at man i forbindelse med operationen havde udvist større omhu med hensyn til placeringen af protesen, og sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1.(96-0285)(1996 Årsb.)

3.28. Sprængt achillessene

En 38-årig mand, der havde sprængt den venstre achillessene, blev behandlet med sammensyning af senen. Der blev samtidig anlagt en spidsfods gipsbandage, der senere efter opretning af foden blev erstattet med en ny gipsbandering.

Efter opretning af foden opstod der smerter i venstre ben og især venstre lår. Da smerterne havde været tiltagende igennem nogen tid, henvendte patienten sig på skadestuen, idet der nu udover smerterne også var en kraftig hævelse på venstre lår. Den undersøgende skadestuelæge fandt, at der måtte være tale om en fibersprængning i venstre lår og hjemsendte patienten.

Patienten afgik herefter ved døden dagen efter som følge af blodpropper i lungepulsårene udgået fra blodpropdannelser i blodkarrene i venstre ben.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk.
1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man ud fra patientens sygehistorie samt symptomer ved skadestuebesøget havde erkendt blodpropdannelserne ved skadestuebesøget, samt at der herefter var blevet iværksat relevant behandling. (1996 Årsb.)

3.29. Nervelæsion

En 55-årig kvinde blev, på grund af åreforkalkning med forsnævring af pulsåren til højre ben, karopereret ved en umiddelbart ukompliceret operation.

I efterforløbet opstod der kraftnedsættelse af den store strækkemuskel på højre ben med sovende fornemmelser fortil på højre lår, og man iværksatte derfor fysioterapeutisk genoptræning.

Ved efterfølgende elektromyolografi konstaterede man, at nerven til højre ben var beskadiget med helt eller delvist tab af sensoriske fibre. Ved samme undersøgelse fandt man, at der, på trods af skaden, med tiden var sket en bedring, men at der dog fortsat var nedsat føleevne.

Patientforsikringen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at man i forbindelse med karoperationen havde været påpasselig ved anvendelsen af sårhage og herunder havde påset, at nervus femoralis ikke var blevet klemt eller trykket af sårhagen. Sagen blev således anset for at være omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1.(96-0981)(1996 Årsb.)

3.30. Blodprop i hjernen

En 42-årig kvinde, der i ca. 20 år havde lidt af en svært behandlelig epilepsi, fik forud for en operation for denne lidelse, foretaget en såkaldt Wada-test (indsprøjtning af bedøvelsesmidlet Amytal i først den ene og derefter den anden hjernehovedpulsåre) til bestemmelse af sprogcentrets lokalisation. I forbindelse med undersøgelsen blev patienten ukontaktbar og ophørte med at trække vejret. MR-scanning viste at patienten havde en blodprop i hjernen, og hun fik som følge heraf svære vedvarende lammelser i både arme og ben. (Méngraden blev fastsat til 120 %).

Patientforsikringen fandt, at sagen var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet det blev lagt til grund, at der ved en fejl var injiceret Amytal, i den bageste pulsåre (arteria vertebralis) og ikke, som det var hensigten, i hjernehovedpulsåren.

Optimal behandling havde tilsagt, at man ved angiografiundersøgelse (røntgenkontrastundersøgelse af karbanerne) under indgrebet havde sikret sig, at kateteret var placeret i hjernehovedpulsåren inden indsprøjtningen af Amytal blev påbegyndt. (96-1052)(1996 Årsb.)

3.31. Kejsersnit foretaget for sent

En gravid kvinde havde i forbindelse med en tidligere graviditet lidt af svær præeclampsi (svangerskabsforgiftning) og som følge heraf og fået sat fødslen i gang før tid med vellykket resultat.

Under en efterfølgende graviditet oplevede kvinden tilsvarende gener, og hun henvendte sig derfor første gang i 36. uge på sygehuset med anmodning om, at man satte fødslen i gang, hvilket man dog ikke fandt indikation for.

Kvinden blev herefter i 39. uge en morgen kl. 05.30 indlagt med veer, og kl. 07.00 anlagde man rygmarvsbedøvelse. En CTG-kurve viste kl. 09.30 langsom hjertelyd hos barnet, hvilket man tilskrev den anlagte rygmarvsbedøvelse. Barnets hjertelyd faldt dog yderligere, og efter at have fundet tegn på, at barnets puls var ophørt, iværksatte man kl. 10.50 kejsersnit.

Der blev ved kejsersnittet forløst en slap og meget medtaget dreng, som efter forgæves forsøg på hjertemassage efter 2 timer afgik ved døden.

Barnets mor anførte over for Patientforsikringen, at barnet efter hendes opfattelse døde som følge af, at man ikke foretog kejsersnit på et tidligere tidspunkt.

Patientforsikringen vurderede ved afgørelsen, at optimal behandling havde tilsagt, at man på baggrund af observationerne den pågældende morgen havde foretaget kejsersnit på et tidligere tidspunkt. Derved ville barnet med overvejende sandsynlighed have overlevet, og sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1. (96-1073)(1996 Årsb.)

3.32. Overset kræftsvulst i nyre

En 60-årig kvinde blev indlagt med højresidige nyresmerter. Ved røntgenundersøgelse af nyrerne fandt man en sten i højre nyre. Patienten blev herefter udskrevet til ambulant kontrol. To måneder senere fik patienten foretaget stenknusning af den højresidige nyresten. På grund af fortsatte smerter blev patienten indlagt, og fornyet røntgenundersøgelse påviste ny sten i højre nyre og gav mistanke om en svulst i venstre nyre. Ultralydsscanning af venstre nyre viste en lille cyste i venstre nyre, men ikke som forventet den tidligere påviste svulst. Patienten blev herefter udskrevet til ambulant kontrol.

Ved selvforanstaltet ultralydsscanning i udlandet ca. 2 måneder senere, fik patienten påvist svulst i venstre nyre. Ved en fornyet ultralydsundersøgelse umiddelbart efter på et andet sygehus i Danmark fandt man en 5-7 cm stor svulst i venstre nyre. Biopsi af nyren viste godartede forhold, og patienten blev herefter tilbudt yderligere udredning i form af nye biopsier. Patienten afslog dette og fik fjernet den venstre nyre på grund af påvist nyrecancer.

Patientforsikringen vurderede, at man, under hensyn til svulstens størrelse og fundet ved urografien (røntgenundersøgelsen), ved optimal behandling ville have konstateret den venstresidige svulst ved ultralydsundersøgelsen. Der var derfor tale om en forsinket diagnosticering af en alvorlig kræftsygdom i venstre nyre.

Patientforsikringen anerkendte således sagen efter PFL § 3, stk. 1 jfr. § 2, stk. 1, nr. 1. (96-1482)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

 

4. SVIGT I TEKNISK APPARATUR § 2.1.2

4.1. Brud på krykkestok (anerkendelse – svigt af krykkestok anvendt på sygehusets område)

I forbindelse med fald på en trappe pådrog en 23-årig mand sig et alvorligt knusningsbrud i højre fodledsregion. Bruddet blev behandlet med bl.a. gipsbandage og mobilisering med krykkestokke.

Under brug af krykkestokkene på sygehuset faldt han, idet den ene af de udleverede krykkestokkes armstykke brækkede af. Ved uheldet trådte patienten hårdt ned på den dårlige fod, hvilket medførte en forskydning af bruddet med reoperation og komplikationer til følge.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet der var tale om fejl/svigt i udstyr udleveret af sygehuset. Da krykken blev anvendt inden for sygehusets område, blev det antaget, at brugen var et led i behandling og genoptræning. (93-0334) (1993 Årsb.)

 

4.2. Forbrænding ved brug af el-kniv (anerkendelse – fejl at elkniv kunne udsende gnister uden aktivering)

På grund af forsnævring af kranspulsårene blev en 48-årig mand indlagt til operation. Under operationen opstod der en blødning i kranspulsårens væg, hvorfor man aflukkede denne akut. Det var herefter nødvendigt at foretage en by-pass-operation, hvorved man bl.a. udtog årer fra underbenet. Såret blev efter lukning eftertørret med sprit. På grund af en gnist fra el-kniven opstod der ild i den spritvædede kniv, og patienten blev påført en forbrænding af benet.

Sagen anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet en el-kniv ikke bør kunne udsende gnister uden aktivering, og man måtte derfor antage, at den var behæftet med fejl. (92-0072) (1993 Årsb.)

4.3. Svigt i røntgenapparat (anerkendelse – fejl i røntgenapparat årsag til mangelfuld placering af låseskrue ved påpladssætning af brud)

En 46-årig mand blev indlagt efter fald i hjemmet, hvorved patienten havde pådraget sig brud på venstre lårben. Ved en efterfølgende operation sammensatte man lårbensbruddet ved hjælp af et marvsøm og låseskruer i patientens lårben.

Under operationen blev der foretaget en gennemlysning af lårbenet. Imidlertid opstod der et svigt i det tekniske apparatur i forbindelse med gennemlysningen. Dette medførte, at en låseskrue ikke kunne placeres præcist. Fejlplaceringen af låseskruen gav anledning til en anelse forskydning og vinkling af bruddet.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet det med overvejende sandsynlighed måtte antages, at man havde opnået en optimal sammensætning af patientens brud på lårbenet, såfremt der ikke havde foreligget svigt i det tekniske apparatur. (94-0678) (1994 Årsb.)

4.4. Defekt varmemadras (anerkendelse – fejl i termostat i varmemadras årsag til forbrænding)

Efter operation i bughulen blev en 68 årig mand anbragt på en varmemadras med en termostat, der senere viste sig at være defekt. Patienten fik en kraftig forbrænding på søde og rygregion

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2.1.2, idet den defekte termostat i varmemadrassen var direkte årsag til patientens kraftige forbrænding. (94-0337) (1994 Årsb.)

4.5. Knoglecement (Boneloc) (anerkendelse – fejl i knoglecement årsag til løsning af protese)

En 59-årig mand fik indopereret en højresidig hofteprotese på grund af slidgigt. 6 måneder efter opstod tiltagende smerter, dels ved belastning af hoften, dels ved bevægelser. Røntgenundersøgelse viste, at protesen havde løsnet sig, hvorfor der blev foretaget en udskiftningsoperation. Forløbet var herefter ukompliceret.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet Patientforsikringen fandt, at skaden i form af løsning af den indsatte protese med overvejende sandsynlighed var påført patienten på grund af fejl i den anvendte cementtype af mærket Boneloc. (94-0210) (1994 Årsb.)

4.6. Løshed ved cementerede proteser (anerkendelse – fejl i Boneloccement årsag til for tidlig løsning af protese)

En 59-årig mand blev den 8. december 1992 opereret med indsættelse af total cementeret hoftealloplastik. Operationen forløb ukompliceret. Efter et halvt år fik patienten tiltagende belastningssmerter. Ved røntgenundersøgelse viste det sig, at smerterne skyldtes løshed i lårbenskomponenten.

Sagen er anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet det fandtes overvejende sandsynligt, at løsheden skyldtes fejl i den anvendte cementtype (Bone-Loc).

Patientforsikringen har senere truffet en tilsvarende afgørelse i en lignende sag. Patientforsikringen er herefter blevet bekendt med, at der tilsyneladende er store problemer med den pågældende cementtype, der i mange tilfælde har medført løshed af protesen. Cementtypen har været anvendt på mange ortopædkirurgiske afdelinger i landet og ved mere end 3.500 operationer.

Da der må antages at være opstået løshed i flere hundrede tilfælde efter disse operationer, forventer Patientforsikringen en meget kraftig vækst i anmeldelsesantallet inden for denne skadetype.

Da en stor gruppe af patienterne er behandlet før PFL’s ikrafttræden, er det sandsynligt, at man fra mange patienters side vil forsøge at komme igennem med et produktansvar over for producenten.

Da der oftest ikke er nogen varige følger af den nødvendige re-operation, vil de erstatningsbeløb, der gennemgående vil blive tale om i disse sager, som regel være af relativt begrænset karakter. (1994 Årsb.)

4.7. Defekt i indbankningsapparatur i forbindelse med hoftealloplastik (anerkendelse – fejl i indbankningsapparatur årsag til brud på lårbenet)

En 73-årig kvinde, der gennem flere år havde lidt af slidgigt i begge hofter, fik i april 1994 foretaget højresidig total alloplastik (cementeret Lubinus SP II).

Da man efter at have fyldt cement i marvkanalen ville indsætte protesen, gik indbankningsapparaturet fra hinanden, og cementen stivnede, før protesen kunne indføres. Under forsøg på at fjerne cementen opstod der brud på lårbenet, som dog straks blev opdaget og behandlet med Partridge-bånd, hvorefter protesen blev fastcementeret.

Sagen anerkendtes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet problemerne med placeringen af lårbensprotesen skyldtes apparatursvigt. (93-0401) (1994 Årsb.)

4.8. Knækket tang (anerkendelse – svigt i operationstang årsag til åben operation og efterfølgende infektion)

En 22-årig værnepligtig mand, pådrog sig en menisklæsion i højre knæ. Under arthroskopisk behandling (kikkertoperation) faldt en bevægelig del af den anvendte operationstang af. Det var herefter nødvendigt at foretage en åben operation for at fjerne metalstykket.

I efterforløbet udviklede patienten infektion og blodansamling i knæet, der kunne tilskrives vanskelighederne under operationen.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2 stk. 1, nr. 2, idet den defekte operationstang fandtes at være årsag til, at der opstod infektion i knæet, hvilket medførte en forlænget sygeperiode. (94-1137) (1995 Årsb.

4.9. Teknisk svigt i operationslejes hovedgærde (anerkendelse – uhensigtsmæssig konstruktion af hovedgærde årsag til "whiplashlæsion)

23-årig kvinde blev indlagt for at få fjernet mandler. I forbindelse med operationen skulle patienten flyttes højere op på lejet. Under flytningen af patienten faldt lejets hovedgærde ned på grund af teknisk svigt, så patientens hoved på grund af bedøvelsen faldt passivt bagover.

Operationen forløb uden yderligere komplikationer, men i efterforløbet havde patienten synkebesvær, kvalme samt besvær med at holde fast på ting. Det blev fundet overvejende sandsynligt, at patientens gener var en følge af uheldet ved flytningen af patienten.

Skaden blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2. Det er efterfølgende fastslået, at operationslejets hovedgærde var uhensigtsmæssigt konstrueret, og at skaden skyldtes et svigt i hovedgærdet. (94-0812) (1995 Årsb.)

4.10. Tilbageløb i anlagt dræn (anerkendelse – ventiltilstopning årsag til klorhexidin i lungen med efterfølgende lungebetændelse)

En 50-årig mand blev indlagt på grund af smerter i brystkassen. Det blev konstateret, at patienten havde højresidig lungebetændelse, hvorefter man anlagde et lungedræn.

Under transport af patienten til kontrolrøntgen blev patienten tiltagende dårlig. Portøren, der forestod transporten, observerede, at væsken i slangesystemet i det anlagte dræn løb den gale vej. Drænet blev straks frakoblet, og der blev etableret ilttilførsel på maske, hvorved tilstanden hurtigt blev bedre.

Tekniske undersøgelse viste, at der på grund af ventiltilstopning var blevet indført drænvæske samt klorhexidin i højre lunge. Patienten fik som følge heraf betændelse i lungehinden.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet de tilkomne gener og det forlængede sygeophold fandtes at være en følge af et teknisk svigt af det anlagte dræn. (95-0424) (1995 Årsb.)

 

4.11. Defekt cementsprøjte til hofteoperation (anerkendelse – defekt stempel til cementsprøjte årsag til brud på lårbenet)

En 73-årig kvinde blev indlagt med henblik på isættelse af totalprotese i højre hofte. I forbindelse med indsættelsen af protesen blev der anvendt en engangssprøjte med knoglecement.

Under fyldningen af lårbenskanalen med knoglecement satte stemplet i sprøjten sig fast. Man forsøgte at fremskaffe en ny engangssprøjte, men forinden var den allerede indsprøjtede cement størknet. Man måtte herefter fjerne den isatte cement, og i forbindelse hermed opstod et brud i lårbensknoglen. Denne komplikation medførte et langvarigt sygeforløb samt en forkortning af patientens højre ben på ca. 4 cm.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet det skyldtes fejl eller svigt ved den anvendte engangssprøjte, at stemplet satte sig fast under brugen, således at cementen størknede. (95-0796) (1995 Årsb.)

4.12. Hofteoperation med anvendelse af Boneloc-cement

En 63-årig mand fik i maj 1993 foretaget hofteudskiftningsoperation, hvor man anvendte Boneloc-cement. Efterfølgende kontrolrøntgenundersøgelse viste velplaceret protese uden tegn på løsning.

To år senere blev patienten set ambulant, idet han havde mange gener fra hoften. Røntgenundersøgelse viste tegn på løsning af protesen, og senere foretog man udskiftningsoperation. Efterfølgende var patienten uden smerter, og kunne gå uden brug af stok.

Patientforsikringen fandt, at sagen var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet løsning af protesen, der nødvendiggjorde reoperation med overvejende sandsynlighed var forårsaget af fejl ved den anvendte Boneloc-cement (96-0157). (1996 Årsb.)

I sagen vedrørende løsning af protesedele efter to år, refereret ovenfor i denne beretning, er det afvist at tilkende erstatning for løsninger opstået ved anvendelse af "sædvanlig cement", idet aseptisk løsning antages at skyldes særlige forhold hos patienten og ikke den givne behandling. Idet erfaringen viser en betydelig øget risiko for løsning, når der anvendes Boneloc, er det altså her skønnet, at løsningen med overvejende sandsynlighed skyldes den anvendte cement og dermed den givne behandling, snarere end forhold hos patienten.

4.13. Mikrokateter revnede under indsprøjtning af flydende kunststofmateriale i forbindelse med hjerneoperation

En 39-årig mand fik i 1992 konstateret en medfødt defekt i en arterie i hjernen. På grund af krampeanfald og venstresidig lammelse efter hjerneblødning blev patienten indlagt til behandling.

Med henblik på aflukning af arteriedefekten med kunststof, foretog man et indgreb i hjernen.

Under indgrebet revnede et mikrokateter i forbindelse med indsprøjtning af det flydende kunststofmateriale. Derved strømmede der kunststofmateriale ud i et ikke tilsigtet karområde med aflukning af området til følge. Udflydningen af det indsprøjtede materiale medførte tiltagende hjernestammepåvirkning samt venstresidig ansigtslammelse.

Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at den opståede hjerneskade var en følge af det revnede mikrokateter. Sagen blev herefter anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2. (96-0942)(1996 Årsb.)

4.14. Trykskade forårsaget af blodtomhedsmanchet

En 7-årig pige pådrog sig et brud på højre overarm, og hun blev derfor akut opereret i blodtomhed. Operationen varede ca. 1½ time. Umiddelbart efter indgrebet konstaterede man, at der ved anvendelse af blodtomhedsmanchet var opstået nogle store røde trykmærker, der siden udviklede sig til en stor væskefyldt blæredannelse.

Det viste sig ved en efterfølgende undersøgelse af apparatet, at der var problemer med trykstyringen. Apparatet er siden blevet skiftet ud.

Patientforsikringen fandt, at den opståede skade med overvejende sandsynlighed skyldtes en fejl i den anvendte blodtomhedsmanchet, og sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2. (96-1638)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

 

5. ALTERNATIV METODE ELLER TEKNIK § 2.1.3.

5.1.Operation for prostata-gener (anerkendelse – kunne have anvendt anden ligeværdig operationsteknik uden skyllekateter)

En 64-årig mand blev indlagt akut på grund af prostata-gener. Man foretog skrælning af blærehalskirtlen, og i forbindelse med operationen anlagdes skyllekateter. Efterforløbet kompliceredes af flere blødninger, og man foretog en kikkertundersøgelse af urinblæren med udtømning af store mængder størknet blod fra blæren. Efterfølgende fik patienten tegn på bughindebetændelse, og man konstaterede sammenvoksninger af tarme mod den øverste del af blæren. Ved operationen en uge efter fandtes tyndtarmen perforeret, og man anlagde herefter kunstig tarmåbning, hvorved patientens tilstand bedredes. Perforationen skyldtes skyllekateteret.

Sagen anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet komplikationen kunne være undgået ved anvendelse af en anden, ligeværdig operationsteknik, hvor man ikke anvendte skyllekateter. (93-0023) (1993 Årsb.)

5.2. Operation af discusprolaps med kikkertinstrument (anerkendelse – ved anvendelse af konventionel operationsteknik kunne skaden have været undgået) En 45-årig mand blev opereret for discusprolaps i lænderyggen. Ved operationen blev der foretaget fjernelse af discusvæv med kikkertinstrument, hvilket var en ny teknik til behandling af discusprolaps. Man fjernede discusvæv fra venstre side, men det var ikke muligt at komme ind på højre side, uden at der kom smerter ned i højre ben. Man måtte derfor opgive at komme ind på denne side. Efter operationen var smerterne på venstre side forsvundet, men der var i stedet kommet smerter ned i højre ben. På grundlag af elektromyografisk undersøgelse måtte det konkluderes, at der var opstået en nerverodspåvirkning på højre side. Patienten havde efter operationen styringsbesvær og nedsat kraft i højre ben.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet læsionen af nerverødderne og de deraf følgende smerter samt gangbesvær med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået, hvis man havde anvendt konventionel operationsteknik. De to operationsmetoder blev anset for ligeværdige, idet der ikke forelå videnskabeligt materiale, der kunne godtgøre, at anvendelse af kikkertinstrument til denne form for indgreb skulle være bedre end konventionel teknik. (93-0194) (1993 Årsb.)

5.3. Kikkertoperation (anerkendelse – konventionel kirurgi ved blindtarmsoperation ligeværdig teknik)

En 58-årig kvinde blev indlagt akut i maj 1994 på mistanke om blindtarmsbetændelse. Man foretog en laparoskopisk fjernelse af blindtarmen (operation ved hjælp af et kikkertinstrument). Efterforløbet var kompliceret af feber og hul i tyktarmen. Hullet blev lukket, og der blev anlagt ileostomi (fremlæggelse af tarmen). Patienten havde efterfølgende feber, respirationsbesvær og infektion. Patienten blev syet på ny, hvorefter såret helede. Man foretog senere en lukning af ileostomien.

Patientforsikringen anerkendte skaden efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet patientens komplikationer kunne have været undgået, såfremt hun var blevet opereret på konventionel vis. Konventionel kirurgi må fortsat anses for en ligeværdig og ligeså effektiv metode i tilknytning til operation for blindtarmsbetændelse, som anvendelse af kikkertmetoden. (94-0788) (1994 Årsb.)

5.4. Strækbehandling af brud forårsagede dropfod (anerkendelse – trådstræk i stedet for plasterstræk, hvorved skaden kunne have været undgået)

En 71-årig mand blev i april 1993 indlagt på grund af et højresidigt lårhalsbrud. Ved indlæggelsen var patienten svært medtaget på grund af kronisk alkoholisme, leverforandringer og hjertesygdom, hvorfor operationen med at sætte bruddet sammen først kunne foretages ca. 14 dage efter. 5 dage efter operationen konstateredes det, at patienten havde en slæbende højre fod og objektivt fandtes total højresidig peronæusparese (lammelse i lægmuskulaturen – dropfod).

Det måtte antages, at peronæusparesen var opstået i tidsrummet fra indlæggelsen og indtil 5 dage efter operationen, hvor benet havde været i stræk. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at peronæusparesen med overvejende sandsynlighed var udløst af tryk fra det anlagte plasterstræk, og at man i stedet for plasterstræk kunne have anvendt et såkaldt trådstræk, hvorved man sandsynligvis ville have undgået en trykpåvirkning af nerven i strækbehandlingsperioden. Patientforsikringen anerkendte skaden efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3. (94-0138) (1994 Årsb.)

5.5. Operation for galdesten (anerkendelse – aflukning med end-loop anset for ligeværdig metode til metalclips)

En 40-årig kvinde fik i januar 1994 foretaget laparoskopisk (ved kikkertmetode) fjernelse af galdeblæren på grund af symptomgivende galdesten. Man foretog aflukning af den lille galdegang med metalclips. Efter operationen foretog man en ultralydvejledt tømning af en væskeansamling i bughulen på grund af patientens mange smerter.

6 dage senere foretog man reoperation, hvorved man fandt galdesiven som følge af, at to perifere clips var lukket skævt.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet der ved aflukningen af den lille galdegang kunne have været anvendt en ende-loop (løkke) i stedet for aflukning med metalclips, hvorved komplikationen kunne være undgået. Aflukning med ende-loop og metalclips blev anset for at være ligeværdige metoder. (94-0162) (1994 Årsb.)

 

5.6. Medicinsk eller operativ behandling (anerkendelse – operativt indgreb ligeværdigt til medicinsk behandling)

En 35-årig mand var gennem flere år fulgt ambulant på grund af colitis ulcerosa (en sygdom med betændelse i tyktarm samt endetarm). På grund af en forværring af sygdommen blev patienten i december 1991 sat i behandling med højdosis Prednison, som langsomt nedtrappedes over de følgende måneder. Prednisonbehandlingen måtte dog siden genoptages, og patienten var herefter i vekslende højsteroiddosisbehandling (medicinsk behandling) frem til oktober 1992, hvor man første gang diskuterer muligheden for eventuel operation. Man fortsatte imidlertid Prednisonbehandlingen frem til foråret 1993, hvor man ved et røntgenbillede kunne konstatere henfald af knoglevæv svarende til venstre lårbenshoved. Vævshenfald er en sjælden, men kendt komplikation til steroidbehandling.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet man lagde til grund, at man ud fra en efterfølgende vurdering måtte konkludere, at et operativt indgreb allerede i oktober 1992 fremstod som en ligeværdig behandling, ikke mindst fordi patienten selv var motiveret herfor og på grund af den gentagne genopblussen af sygdommen uanset steroidbehandling. (93-0505) (1994 Årsb.)

5.7. Urinvejsinfektion efter kateteranlæggelse (anerkendelse – to forskellige metoder for kateteranlæggelse anset for ligeværdige)

En 28-årig kvinde blev akut indlagt med mavesmerter og fik konstateret en højresidig hydronefrose (udvidelse af nyrebækkenet på grund af tilstopning af urinafløbet). Man foretog herefter en plastisk operation på overgangen mellem højre nyrebækken og urinleder med samtidig indlæggelse af et kateter (snabelkateter).

Af ukendte årsager gled det indlagte snabelkateter delvist ud, således at der ikke var afløb gennem den aflastende forbindelse. Man anlagde herefter et nyt kateter (JJ-kateter fra nyrebækkenet og ned til blæren). På grund af problemerne med det først anlagte kateter opstod der urinvejsinfektion med gule stafylokokker.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet det ud fra en efterfølgende betragtning kunne konstateres, at en primær anlæggelse af JJ-kateter, i stedet for et kateter til nyrebækkenet med snabel ned i urinlederen, var en ligeværdig behandlingsmetode, hvormed man med overvejende sandsynlighed ville have undgået, at der opstod urinvejsinfektion. (94-0709) (1995 Årsb.)

5.8. Skinnebensbrud med fejlstilling (anerkendelse – gipsbandagering og marvsømning anset for ligeværdige metoder ved påpladssætning af brud)

En 22-årig kvinde fik efter at have pådraget sig et brud på højre skinneben foretaget påpladssætning af bruddet med samtidig anlæggelse af cirkulær gipsbandage. Ved en ambulant kontrol en måned senere blev der konstateret forskydning og vinkling af bruddet, hvorfor man anlagde en ny bandage. På trods heraf helede skinnebensbruddet op med en 10 graders fejlstilling.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3. Der blev herved lagt vægt på, at man ud fra en efterfølgende vurdering med overvejende sandsynlighed kunne have undgået, at bruddet helede op med en 10 graders fejlstilling, såfremt man ved den primære påpladssætning af bruddet, i stedet for at anlægge gipsbandage, havde valgt fiksation af bruddet med et såkaldt marvsøm, hvilket blev anset for en ligeværdig behandlingsmetode. (95-0421) (1995 Årsb.)

5.9. Dupuytrens kontraktur (anerkendelse – anvendelse af Allen skinne og kirschnertråd anset for ligeværdige metoder)

En 62-årig mand blev efter operation for dupuytrens kontraktur (skrumpning i håndfladens senehinde fremkaldende fingerbøjning mod håndfladen) behandlet med en dynamisk skinne (Allen skinne). Ved afslutningen af behandlingen knap 5 måneder senere blev der konstateret en strækkemangel på 90 grader i højre hånds 3. og 4. fingers mellemled.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3. Der var herved lagt vægt på, at man ud fra en efterfølgende vurdering fandt, at man med overvejende sandsynlighed kunne have opnået en mindre strækkemangel, såfremt man i stedet havde anvendt en ligeværdig behandlingsmetode.

I stedet for behandling med Allen skinne kunne man således, umiddelbart efter operationen for dupuytrens kontraktur, have indboret en Kirschnertråd (tynd metaltråd) hen over mellemleddet i de to opererede fingre. (94-0848) (1995 Årsb.)

5.10. Fjernelse af galdeblære (anerkendelse – forskellige metoder ved tillukning af galdeblæren anset for ligeværdige)

En 61-årig kvinde fik foretaget laparoskopisk cholecystectomi (operativ fjernelse af galdeblæren ved kikkertmetode). Efter operationen blev der fundet ca. 1,5 l galde i bughulen, hvorfor man foretog reoperation og konstaterede, at den påsatte clips på galdeblærens udførselsgang var gledet af, samt at galdeblærens udførselsgang var åbenstående. Man oversyede herefter hullet i galdeblærens udførselsgang.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet den opståede skade i form af udsivning af galde til bughulen med deraf følgende bylddannelser og et meget langt og smertefuldt sygeleje, ud fra en efterfølgende vurdering, med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået, såfremt man havde anvendt en anden type clips eller eventuelt en ligatur (ombinding) ved lukning af galdeblærens udførselsgang. (95-1042) (1995 Årsb.)

5.11. Urininkontinens – udblokning ligeværdig med gennemskæring

En mand havde i 1981 fået fjernet blærehalsen på grund af en forsnævring. Efter i en årrække at have haft problemer, blev patienten atter undersøgt i 1992. Undersøgelserne viste, at blæren nu var blevet mindre, og urinstrømningshastigheden ringere.

Under cystoskopi (kikkertundersøgelse af blæren med prøvetagning af blæreslimhinden) gennemskar man en forsnævring i urinrøret lige under den ydre lukke-muskel. Der var tillige besvær med at føre instrumentet igennem urinrørets prostatadel, hvorfor det atter blev nødvendigt at skære sig igennem. De planlagte vævsprøver måtte imidlertid opgives på grund af dårlige oversigtsforhold.

Efter dette indgreb blev patienten inkontinent (manglende beherskelse af vandladning), ligesom han fortsat havde en lille blærekapacitet.

Patientforsikringen fandt, at selve indgrebet var velindiceret, idet der forelå en anatomisk hindring for den planlagte cystoskopi, som var nødvendig for at få en mere præcis diagnose på skrumpeblæreproblematikken.

Under hensyn til at operationen var en anden gangs operation i området, fandt patientforsikringen, at den opståede komplikation (urininkontinens) med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved udblokning af urinrøret frem for en gennemskæring med el-kniv. På den baggrund anerkendte Patientforsikringen sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3. Udblokning og anvendelse af elkniv måtte i dette tilfælde anses for ligeværdige metoder. (95-1072)(1996 Årsb.)

5.12. Cementeret hofteprotese ligeværdigt alternativ til ucementeret hofteprotese

En 49-årig mand fik som følge af tiltagende slidgigt i venstre hofte foretaget operation med indsættelse af en ucementeret hofteprotese. Patienten oplevede efterfølgende stærke lårsmerter, og man foretog derfor røntgenundersøgelse, som viste forkalkning og reaktion omkring den indsatte hofteprotese. Patienten blev herefter reopereret med fjernelse af protesen samt indsættelse af en ny, denne gang cementeret protese.

Patientforsikringen vurderede, at de opståede gener var en velkendt komplikation til ucementeret hoftealloplastik. Patientforsikringen fandt det dog overvejende sandsynligt, at skaden kunne være undgået, hvis man ved den primære operation havde anvendt en cementeret protese, som i det konkrete tilfælde må anses for at være et ligeværdigt alternativ til den ucementerede protese. Sagen blev derfor anerkendt efter PFL
§ 2, stk. 1, nr. 3. (95-1452)(1996 Årsb.)

5.13. Ekstern fiksation ligeværdig med osteosyntese af skinnebensbrud

En 33-årig kvinde pådrog sig i oktober 1988 et kompliceret brud på venstre skinneben. Patienten blev herefter opereret med osteosyntese, men efterfølgende udviklede hun falsk leddannelse på brudstedet, og hun blev derfor reopereret i juni 1991.

Efter denne operation fandt man atter fejlstilling i bruddet, nu med 20 graders varusstilling.

I september 1992 foretog man en operation af højre fod på grund af fejlstilling af tæerne som følge af et oprindeligt brud i oktober 1988. Efter operationen var der fortsat tendens til fejlstilling af tæerne.

I marts 1994 re-opererede man venstre skinneben, idet man oprettede fra ca. 20 grader varus til tre grader varus. Patienten var stillet i udsigt, at operationen ville medføre en yderligere lille forkortelse af benet, idet der måtte udtages en knoglekile for at rette benet op. Da patienten var særdeles bekymret over denne yderligere forkortning, blev det sammen med patienten planlagt, at man korrigerede vending af en udsavet knoglekile, og at fixationen blev sikret med osteosyntese.

Efterforløbet blev imidlertid kompliceret af, at den indsatte knoglekile ikke ville hele hvilket medførte, at den indsatte stabiliserende metalskinne knækkede. Det blev derfor nødvendigt at foretage fornyet operation med fjernelse af knoglestykket og osteosyntese med en skinne. Efter denne operation udmålte man fejlstillingen til at være formindsket til cirka otte grader mod tidligere cirka 20 grader.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, idet man fandt, at såfremt man havde anvendt ekstern fixation i stedet for den benyttede osteosyntese, ville man have undgået den indtrufne komplikation med brud på metalskinnen, idet en sådan ikke anvendes i forbindelse med ekstern fixation.

(94-0655)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

 

6. RIMELIGHEDSREGLEN § 2.1.4.

6.1. Hjerneskade efter hjertestop under operation (anerkendelse)

En 11-årig dreng indlægges til operation for en tilstoppet tårekanal. I forbindelse med
bedøvelsen indtraf der komplikationer med udvikling af hjerterytmeforstyrrelse og blodtryksforhøjelse med efterfølgende kredsløbskollaps og klinisk hjertestop. Barnet blev genoplivet og efter en kort periode med respiratorbehandling vågnede han op. Efterfølgende kan det konstateres, at barnet er blevet intellektuelt motorisk, sprogligt og hukommelsesmæssigt svækket. Patientforsikringen vurderede, at skaden ikke kunne være undgået selv med den bedst mulige behandling.

Da komplikationerne (skaden) var sjælden og lå ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i forhold til det planlagte indgreb, fandtes tilfældet erstatningsberettiget i henhold til PFL § 2.1.4. (1992 Årsb.)

6.2. Infektion efter operation for stritører (anerkendelse)

En 30-årig kvinde fik foretaget operation for dobbeltsidig stritøre. Operationen forløb uden komplikationer, og patienten blev udskrevet samme dag til fjernelse af stingene på 10. dagen efter operationen.

5 dage senere blev patienten genindlagt med konstante smerter i begge ører. Ved podning fandt man, at patienten havde pådraget sig infektion med gule stafylokokker i begge ører. Infektionen blev behandlet med sårrevision, skiftninger samt antibiotika. Slutresultatet blev en betydelig deformering af ørerne.

Ved afgørelsen af sagen blev det lagt til grund, at patienten var blevet inficeret med den pågældende bakterie under operationen, og at den ikke stammede fra patienten.

Da infektionen med den pågældende bakterie er sjældent forekommende ved operationer af ørerne, og komplikationen (deformering af ørerne) blev anset for alvorlig set i relation til det patienten blev indlagt for (stritører), blev sagen anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. ( 93-0175) (1993 Årsb.)

6.3. Infektion (Gasgangræn) i lukket håndledsbrud (anerkendelse)

En 49-årig kvinde faldt over en fortovskant og pådrog sig et lukket brud på højre håndled. Dagen efter blev der foretaget operativ påpladssætning og fastgørelse med skinner og skruer. Patienten blev herefter hjemsendt.

Kort efter operationen udviklede patienten infektion (gasgangræn) i operationssåret og under armen. Ved indlæggelsen på sygehuset måtte man konstatere, at situationen var livstruende, og det blev nødvendigt at foretage amputation af højre arm, for at standse infektionens udbredelse.

Det var efterfølgende umuligt at afgøre, hvorvidt bakterien hidrørte fra patienten selv eller sygehuset, men under hensyn til, at der oprindeligt var tale om et lukket brud, anså Patientforsikringen det for overvejende sandsynligt, at hun var blevet inficeret i forbindelse med den operative påpladssætning af håndleddet. Skaden blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. (93-0010) (1993 Årsb.)

6.4. Lejringsskade i form af dropfod ved hofteoperation (anerkendelse)

En 38-årig mand fik foretaget operation med indsættelse af total kunstig hofte på venstre side på grund af slidgigt. Umiddelbart efter operationen blev der påvist lammelse af lægbensnerven med venstresidig dropfod til følge.

Ved behandling af sagen blev det lagt til grund, at lammelsen var opstået som følge af tryk på lægbensnerven under operationen, samt at vedvarende mén efter denne komplikation forekommer i mindre end 1% af de gennemførte hofteoperationer.

Skaden anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet den opfylder kravet til sjældenhed og relativ alvor i forhold til patientens grundsygdom. (92-0103) (1993 Årsb.)

6.5. Vævsskade i forbindelse med kemoterapi (anerkendelse)

En 53-årig kvinde, som led af en kræftsygdom, var i kemoterapi. Under indgift i højre underarm af stoffet Epirubecin løb en del af stoffet ved siden af åren med deraf følgende voldsom irritation af hud og underhud.

Det var som følge heraf nødvendigt samme dag at fjerne et hudområde på 12 x 20 cm på højre underarm og at pålægge hudtransplantat fra venstre lår. Der blev efterfølgende konstateret svær bevægelsesindskrænkning af armen på grund af affektionens størrelse.

Skaden anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4 under hensyn til at der var tale om en velkendt, men sjælden komplikation med usædvanlige følgetilstande i form af bevægelsesindskrænkning i armen og kosmetiske gener. Selvom patienten led af en alvorlig grundsygdom (kræft), som ubehandlet indebar risiko for patientens død, fandt Patientforsikringen ikke, at den givne kemobehandling var af en sådan betydning for patientens mulighed for helbredelse, at patienten med rimelighed måtte tåle de alvorlige komplikationer, som var en følge af behandlingen. (92-0127) (1993 Årsb.)

* Praksis er efterfølgende blevet modificeret således, at kemoskaden nu skal være ganske betydelig og kræftsygdommen ikke "uhelbredelig", for at skaden er omfattet af § 2.1.4.

6.6. Blodprop i hjernen efter bypass-operation (afvisning – grundsygdommens alvor)

En 63-årig mand fik efter at have fået påvist en næsten total aflukning af pulsåren til hjernen på venstre side og en indsnævring af pulsåren på højre side på ca. 30% foretaget en halskaroperation med fjernelse af blodpropdannelse i venstre hovedpulsåre til hjernen.

Teknisk forløb operationen tilfredsstillende, men efter operationen vågnede patienten op med højresidig lammelse og talebesvær. CT-scanning tydede på dannelse af en blodprop i hjernen formentlig opstået som følge af, at noget materiale fra indersiden af pulsåren under operationen havde revet sig løs og dannet en blodprop i venstre hjernehalvdel.

Ved behandling af sagen blev det lagt til grund, at patientens grundlidelse ubehandlet var alvorligt livstruende, og at patienten som følge heraf måtte acceptere den isoleret set alvorlige komplikation af behandlingen. Endvidere blev det lagt til grund, at der er en ikke ubetydelig risiko for en sådan komplikation ved det pågældende indgreb.

Kravet om komplikationens relative alvor i forhold til grundsygdommen kunne herefter ikke anses for opfyldt, og sagen blev afvist med henvisning til PFL § 2, stk. 1, nr. 4. (92-0018) (1993 Årsb.)

6.7. Tandskade opstået ved fald som følge af epilepsi-behandling (anerkendelse)

En 42-årig kvinde var indlagt for epilepsi med henblik på anfaldskontrol og forbedret medicinering.

På trods af oplysning om, at kvinden forud for indlæggelsen havde haft mange anfald, var der kun observeret 2 atypiske anfald i løbet af den første måned af indlæggelsen. For at stille en rigtig diagnose besluttede lægerne herefter at reducere den givne medicin. Fra den 11. januar til den 16. januar afviklede man således det ene præparat (Valproat), hvilket der ikke skete noget ved. Herefter reducerede man det andet præparat (Oxcarbzepin) med 30% i perioden fra 18. januar til 20. januar.

Den 20. januar indtrådte der herefter et anfald så hurtigt, at plejepersonalet ikke kunne nå at gribe ind. Skadelidte faldt og slog hovedet ned mod en bordkant og faldt videre mod gulvet. I forbindelse med faldet slog skadelidte 3 fortænder ud, som man forsøgte at sætte på plads, men uden held. Tænderne blev herefter syet fast, og der indsattes en midlertidig protese.

Patientforsikringen fandt ikke, at tilfældet kunne henføres til PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet man i forbindelse med aftrapningen af den antiepileptiske behandling havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier herfor, og idet det er normal fremgangsmåde, at man – i tilfælde af tvivl om diagnosen epilepsi – aftrapper den antiepileptiske medicin helt eller delvis for at fremprovokere abnorme EEG-forandringer eller eventuelle anfaldsfænomener.

Det er i praksis umuligt at sikre sig imod fald som det omhandlede.

Der var imidlertid ikke tvivl om, at skaden skyldtes behandlingen, og sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet der var tale om en sjældent omfattende skade, som gik ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle. (93-0093) (1993 Årsb.)

6.8. Døvhed efter øreoperation (anerkendelse)

En 20-årig mand blev i november 1993 opereret for otosclerose (knoglenydannelse, der ofte fører til høretab som følge af fiksation af stigbøjlen) på venstre øre. For at skabe høreforbedring i øret, prikkede man et lille hul i den fortykkede fodplade og indsatte et teflonstempel. Dette blev sat fra hullet i fodpladen op omkring det lange ben af armbolten. Operationen forløb uden komplikationer, og patienten havde umiddelbart en høreforbedring. Efter operationen blev han imidlertid svimmel og kastede op.

4 dage efter operationen gjorde patienten opmærksom på, at han ikke havde hørelse på det opererede øre. Han blev dog udskrevet samme dag, men genindlagt en uge efter med henblik på at få bekræftet en eventuel fejlplacering af teflonstemplet. Ved et operativt indgreb i januar 1994 fandt man ingen forklaring på patientens hørenedsættelse, og han fik oplyst, at hørelsen efter al sandsynlighed var gået tabt på venstre øre.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen i form af døvhed på venstre øre var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, idet der sædvanligvis opnås en betydelig forbedring af hørelsen ved indsættelse af teflonstempel. Der blev endvidere lagt vægt på, at komplikationen var meget sjælden, idet den ses i mindre end 1% af tilfældene, hvor der opereres for otosclerose med indsættelse af teflonstempel. (94-0208) (1994 Årsb.)

6.9. Dropfod efter indsættelse af cementeret hofteprotese (anerkendelse)

En 69-årig kvinde blev opereret med indsættelse af cementeret hofteprotese på grund af svær slidgigt. Umiddelbart efter operationen konstateredes lammelse af peronæus nerven (lægbensnerven). Det ansås for overvejende sandsynligt, at nervelammelsen skyldtes enten tryk eller knæk på nerven i tilknytning til operationen.

Patienten ansås herefter berettiget til erstatning efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet skaden ansås for sjælden og alvorlig i forhold til grundlidelsen. (1994 Årsb.)

 

6.10. Infektion opstået i tilslutning til førstegangs hoftealloplastik (anerkendelse)

En 62-årig kvinde fik på grund af slidgigt i højre hofte indsat en såkaldt hybridprotese (cementeret Müller + ucementeret HG hofteskål). Forløbet var ukompliceret, og patienten blev hurtigt udskrevet til hjemmet.

I forbindelse med suturfjernelse konstateredes imidlertid tegn på dyb infektion, der viste sig at være forårsaget af stafylokokker. Der blev revideret og indlagt gentamycinkæder (lokalt antibioticum), og patienten blev sat i langtidsbehandling med Diclocil (antibioticum).

*Sagen blev anset for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen er sjælden og alvorlig i forhold til grundlidelsens art. (1994 årsb.)

*hvis der derimod er tale om en reoperation med indsættelse af ny hofteprotese, er risikoen for infektion for stor til anerkendelse efter § 2.1.4.

6.11. Påvirket nyrefunktion og blindhed efter hjerteoperation (afvisning – grundsygdommens alvor)

En 59-årig mand fik i juni 1993 foretaget en hjerteoperation, hvor der dels blev foretaget en by-pass og dels indsat en kunstig hjerteklap. I forbindelse med operationen udviklede patienten blodtryksfald og blødning, hvorved reoperation, med åbning af brysthulen yderligere to gange inden for samme døgn, blev nødvendig. Efter operationen havde patienten påvirket nyrefunktion, som dog vendte tilbage til det normale. Patienten udviklede endvidere svært nedsat syn på højre øje og blindhed på venstre øje.

Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet Patientforsikringen vurderede, at patientens synsnedsættelse og blindhed med overvejende sandsynlighed skyldtes det svære blodtryksfald i tilslutning til de operative indgreb i kombination med forkalkning i hjernens kar. Det blev endvidere lagt til grund, at patientens grundsygdom var overordentlig alvorlig og at den ubehandlet var livstruende. Patientens skader blev således ikke anset for tilstrækkeligt alvorlige set i forhold til grundsygdommen. (93-0642) (1994 Årsb.)

6.12. Dropfod efter førstegangs hofteoperation (anerkendelse)

En 45-årig kvinde blev i januar 1993 indlagt med henblik på en hofteoperation. Patienten havde forudbestående følger efter polio, forhøjet blodtryk og nyrefunktionsnedsættelse. På grund af tidligere operation i området var hofteoperationen meget vanskelig. Man indsatte protesekomponenterne på en sådan måde, at patientens benforkortning på 4,5 cm. blev ophævet, hvilket bevirkede, at ischiasnerven, der lå på bagsiden af hoften, blev strakt. Nogle af nervefibrene inden i nerven kunne ikke holde til dette og holdt op med at fungere, således at resultatet blev en lammelse af fodens opadbøjningsevne.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet en lammelse af fodens opadbøjning var en komplikation, der var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle set i forhold til sin grundlidelse. (94-0670) (1994 Årsb.)

6.13. Infektion i achillessenen (anerkendelse)

En 37-årig mand blev opereret ambulant i december 1993 for kronisk betændelse af achillessenen på hælens bagside. Ved operationen blev der fjernet arvæv omkring achillessenen. I efterforløbet viste der sig tegn på infektion i arvævet, og man foretog derfor en spaltning, hvorefter hælsenen lå frit i operationsområdet. Et senere podningssvar viste, at arvævet var inficeret med gule stafylokokker, som man behandlede med antibiotika. Patienten fik senere foretaget en hudtransplantation over højre achillessene med efterfølgende gipsbandagering. Idet der var manglende indheling af transplantatet blev der i marts 1994 foretaget en ny operation med sårrevision, således at såret kunne hele helt fra bunden. Ved en undersøgelse i maj 1994 var såret helet, men der var stadig en lille skorpe på den centrale del af såret og udtalt arvævsdannelse omkring achillessenen. Man konstaterede ligeledes 5-10 graders nedsat bøjeevne i fodleddet, hvilket man fandt skyldtes arvævsdannelsen.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen i form af infektion med gule staphylokokker måtte anses for sjælden og alvorlig. (94-0585) (1994 Årsb.)

6.14. Efter arteriepunktur forværring af leddegigt (afvisning – grundsygdommens alvor)

En 50-årig kvinde havde gennem længere tid lidt af kronisk leddegigt og en svær kronisk lungesygdom, og som følge af åndenød og nedsat lungefunktion blev hun i december 1993 undersøgt på et hospital, hvor man foretog en arteriepunktur (punktur af pulsåren) i den højre lyske med henblik på at undersøge, om der kom tilstrækkelig ilt fra lungerne over i blodet. Det var på grund af leddegigten ikke muligt at foretage punkturen i patientens håndled. Patienten udviklede herefter smerter fra lysken strålende ned i højre ben og hun angav, at generne, som følge af ledsygdommen, var blevet forværret i betragtelig grad efter arteriepunkturen. Ved en undersøgelse på skadestuen fandt man normale forhold bortset fra ømhed i patientens højre lyske, og man konkluderede, at der måtte være tale om muskelsmerter. På dette grundlag iværksatte man ultralydbehandling, og det blev i en journalkontinuation anført, at behandlingen af patientens højre ben havde hjulpet godt.

Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet man, uanset at der var sket en forværring af patientens smertetilstand, skønnede, at de tilstødte komplikationer i forbindelse med arteriepunkturen, ikke kunne anses for relativt mere alvorlige set i forhold til patientens grundlidelse. (94-0129) (1994 Årsb.)

6.15. Kæbeskade efter operation med fjernelse af mandler (anerkendelse)

En 51-årig kvinde fik på grund af tilbagevendende halsbetændelse foretaget operativ fjernelse af mandlerne, i hvilken forbindelse der blev anvendt mundspærre.

Efter operationen klagede patienten over smerter og knæk i venstre kæbeled samt konstante smerter svarende til den store tyggemuskel i kinden på begge sider. Endvidere var der gener i form af såvel tindings- som nakkehovedpine, let nedsat bevægelighed i underkæben, problemer med at koordinere tunge og tyggefunktion samt fornemmelse af øget spytproduktion.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, og der blev i den forbindelse lagt vægt på, at et operativt efterforløb præget af store smertegener og nedsat kæbefunktion er særdeles sjældent, idet et sådant efterforløb alene optræder i tilknytning til en ganske lille del af de operative fjernelser af mandler.

Endvidere blev det vurderet, at patientens omfangsrige gener efter operationen, af hvilke flere var af varig karakter, gik ud over, hvad patienten burde tåle af skader opstået i tilslutning til en relativ simpel og sædvanligvis ukompliceret operation med fjernelse af mandlerne. (95-0145) (1995 Årsb.)

6.16. Stråleskade efter kræftbehandling (afvisning – for hyppigt forekommende)

En 60-årig kvinde blev i en periode på ca. to måneder strålebehandlet, efter at hun havde fået konstateret cancer i svælget.

Efter strålebehandlingen havde hun gener i form af mundtørhed, manglende spytsekretion og manglende smagssans, hvilket bl.a. gav anledning til talebesvær og problemer med at indtage føde.

Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet der blev lagt vægt på, at patientens gener efter strålebehandlingen var almindeligt kendte bivirkninger til strålebehandling, og at bivirkningerne er særdeles hyppigt forekommende, idet de næsten altid opstår i tilslutning til strålebehandling i større eller mindre grad. Det blev endvidere vurderet, at patientens gener ikke gik udover, hvad hun burde tåle ved behandlingen af hendes alvorlige grundlidelse (cancer i svælget). (95-0646) (1995 Årsb.)

6.17. Nedsat håndfunktion efter hjerteoperation (afvisning – grundsygdommens alvor)

En 55-årig mand, havde gennem en længere periode været fulgt ambulant på grund af hyperkolesterolæmi (øget kolesterolindhold i blodet), og angina pectoris (hjertekramper). Ved ekkokardiografi var der opstået mistanke om et tidligere myokardieinfarkt (blodprop i hjertet). Patienten blev i sommeren 1994 henvist til coronararteriografi der viste god venstre ventrikelfunktion, men en svær coronar sygdom hos patienten. Det blev derfor besluttet at foretage coronar by-pass operation, og denne blev udført i juni 1994.

Efter operationen havde patienten en vedvarende sovende fornemmelse på ydersiden af venstre hånd, og i forbindelse med nedtrapningen af den smertestillende medicin ændrede generne sig til egentligt jagende smerter i venstre hånds yderdel samt venstre albue. Disse smerter fortog sig langsomt, idet patienten dog endte med varige gener i form af en lammende snurrende fornemmelse i venstre hånds yderside, nedsat følesans ved berøring, overfølsomhed over for kulde samt nedsat kraft generelt i venstre hånd.

Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet der blev lagt vægt på, at patientens forudbestående svære koronarsygdom var en meget alvorlig og livstruende sygdom, og at en by-pass operation, der i det konkrete tilfælde var eneste mulighed for at behandle patienten, er et alvorligt indgreb, der indebærer en række risici. Eksempelvis er dødelighedsrisikoen meget høj i forhold til langt de fleste andre operationer. Det blev endvidere vurderet, at lejringsbetingede nerveskader, som den patienten blev påført under operationen, ikke går udover, hvad patienten bør tåle, under hensyntagen til den alvorlige grundsygdom og omfanget af den hjerteoperation han gennemgik. (94-0999) (1995 Årsb.)

6.18. Hornhindelæsion

En 57-årig kvinde fik på grund af en lidelse med fremstående øjne (exophthalmus e struma) foretaget en aflastende operation af højre øje. Dagen efter operationen fandt man, at der under operationen var opstået en overfladisk hornhindelæsion i det ikke-opererede venstre øje. Læsionen udviklede sig herefter til hornhindebetændelse med et langt og smertefuldt forløb.

En efterfølgende speciallægeundersøgelse viste senere, at der som følge af den afløbne hornhindebetændelse var fremkommet et centralt beliggende ar på hornhinden, som medførte, at patienten havde fået et stærkt nedsat syn på venstre øje.

Det var ikke muligt nærmere at fastlægge årsagen til læsionen, idet det fremgik, at retningslinierne for beskyttelse af øjet havde været fulgt. Imidlertid måtte det på grund af den tidsmæssige sammenhæng lægges til grund, at læsionen med overvejende sandsynlighed var opstået under operationen.

Sagen blev herefter anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet den opståede hornhindelæsion i det ikke-opererede venstre øje og den deraf følgende synsnedsættelse på dette øje var en sjælden og alvorlig komplikation i forhold til patientens grundsygdom og det gennemførte operative indgreb. Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. (95-0561)(1996 Årsb.)

6.19. Meningitis efter anlæggelse af epiduralkateter

Kvinde fik i forbindelse med operation for brok i urinblæren og endetarmen (cystocele og rectocele) anlagt rygmarvskateter til smertebehandling. Dagen efter operationen gled kateteret ud, og patienten fik to dage efter operationen anlagt et nyt epiduralkateter.

I løbet af de følgende dage fik patienten kulderystelser, temperaturstigninger, rygsmerter, hovedpine og nedsat kraft i højre ben. Epiduralkateteret blev fjernet, og man fandt i den forbindelse tegn på infektion ved indstiksstedet. Patienten blev herefter sat i behandling med antibiotika.

På grund af nedsat sensibilitet (følelse) nedadtil på højre side af maven og nedsat kraft i højre ben blev der foretaget myelografi og MR-scanning. På baggrund af disse undersøgelser konkluderede man, at der var tale om en spinal epidural absces (byld i spinalkanalen) samt meningitis. Patienten blev herefter sat i intensiv antibiotisk behandling.

Tilstanden bedredes hurtigt, men patienten fik varige gener i form af daglig hovedpine med vekslende intensitet, overfølsomhed overfor lys og lyd, træthed og koncentrationsbesvær.

Under hensyntagen til, at komplikationerne er relativt alvorlige og sjældne sammenholdt med, at patienten var indlagt til behandling for en relativ godartet sygdom ved en forholdsvis enkel operation, fandt Patientforsikringen, at betingelserne i PFL § 2, stk. 1, nr. 4, var opfyldt.

Der er her tale om en sag, hvor der indtræder en alvorlig og invaliderende komplikation, og hvor grundsygdommen var relativ harmløs. Sagen ligger således i kerneområdet for bestemmelsens anvendelses-
område. (95-0487)(1996 Årsb.)

6.20. Hjerneskade opstået i forbindelse med operativ fjernelse af drøblen

Efter at en 41-årig mand gennem flere år havde haft gener i form af kraftig snorken, fik han foretaget operativ fjernelse af drøblen. Patienten var efter indgrebet tiltagende konfus, ligesom han oplevede et voldsomt krampeanfald. Man konkluderede efter nærmere undersøgelse, at der var tale om hjernebetændelse.

Patienten klagede efterfølgende over, at han siden operationen havde lidt af stærk hovedpine, smerter i nakke og skuldre, nedsat koncentrationsevne, hukommelsesproblemer og øget træthed. Patientforsikringen vurderede ved sin afgørelse, at den opståede hjernebetændelse med overvejende sandsynlighed var en følge af den forudgående operation, samt at hjernebetændelsen var årsagen til patientens efterfølgende klager, som blev anset for at svare til en let demens.

Det var Patientforsikringens vurdering, at hjernebetændelse med heraf følgende gener svarende til let demens er en såvel sjælden som alvorlig skade til en operativ fjernelse af drøblen, og sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. (95-1470) (1996 Årsb.)

6.21. Blodprop i hjernen – alvorlighed

En ung mand fik i juni 1995 foretaget operation på højre øre (en tympanoplastik, type 2). Operationen forløb komplikationsfrit, og patienten blev udskrevet den efterfølgende dag.

Imidlertid blev patienten ni dage senere fundet ukontaktbar på gulvet, og patienten blev herefter indlagt akut på sygehuset. En CT-scanning viste, at patienten havde fået en blodprop i hjernen (arteria cerebri media) på venstre side.

Efterfølgende havde patienten en lammet og spastisk højre hånd.

Patientforsikringen fandt, at sagen var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet det blev lagt til grund, at der var årsagssammenhæng mellem øreoperationen og blodproppen i hjernen, idet operationen måtte antages at have aktiveret patientens tromboseberedskab (koagulations-beredskab).

Der blev i den forbindelse lagt vægt på såvel den tidsmæssige sammenhæng som det forhold, at patienten som følge af sin alder og helbredstilstand i øvrigt ikke var særligt disponeret for at danne blodpropper.

Patientforsikringen fandt, at komplikationen i form af blodprop i hjernen var mere omfattende end, hvad han med rimelighed måtte tåle, og da den opståede skade var både særdeles sjælden efter et indgreb som det udførte, og relativ alvorlig i forhold til hans grundlidelse, blev sagen anerkendt. (96-0309)(1996 Årsb.)

6.22. Blodansamling efter rygmarvsbedøvelse.

En 79-årig kvinde havde pådraget sig et lårbensbrud ved fald på gaden, og hun blev derfor opereret i rygmarvsbedøvelse med osteosyntese af bruddet.

Efter operationen fik patienten tiltagende gener i venstre ben, og ved CT-scanning påviste man en blodansamling beliggende ud for rygmarvens hårde hinde, hvorfor man foretog akut operation med udtømning af blodansamlingen.

Efterfølgende konstaterede man, at der forelå svære lammelser i begge patientens ben, og at hun ikke kunne kontrollere funktionerne i tarm og blære.

Patientforsikringen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet blodansamlingen i rygmarvskanalen, der var forårsaget af den anlagte rygmarvsbedøvelse, havde medført særdeles svære følger, og idet en sådan komplikation forekommer relativt sjældent i forbindelse med rygmarvsbedøvelser. (96-0515) (1996 Årsb.)

6.23. Infektion efter Cloward-operation med efterfølgende tetraplegi

Efter at have fået foretaget en Cloward-operation med indsættelse af knoglepropper i halshvirvlerne oplevede en 53-årig mand problemer med at koordinere benene. En CT-scanning viste, at der var opstået infektion omkring de indsatte knoglepropper, og man foretog derfor fornyet operativt indgreb med udtømning af pus og fjernelse af knoglepropperne.

Dagen efter konstaterede man, at patienten havde udviklet en svær lammelse i begge ben og højre arm samt kraftpåvirkning i venstre arm (tetraplegi), og han blev derfor reopereret. Ved udskrivelsen var patienten fortsat præget af lammelse i såvel arme som ben.

Patientforsikringen vurderede, at infektion med påvirkning af rygmarven og heraf følgende svær lammelse i begge ben samt højre arm er en såvel sjælden som alvorlig skade til en Cloward-operation. Sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. (96-0911)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

 

7. ULYKKER PΕ SYGEHUSET § 3.2.

7.1. Fald ud af hospitalsseng (afvisning – ingen fejl fra sygehusets side)

En ældre mand faldt i forbindelse med at han tidligt en morgen steg ud af sengen. Det blev konstateret, at der i forbindelse med faldet var sket en afsprængning i venstre knæ. Sagen blev afvist, da skaden ikke var omfattet af PFL § 3, stk. 2, idet uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, der kunne begrunde et erstatningsansvar – der forelå et hændeligt uheld. (1992 Årsb.)

7.2. Fald på vej til toilet (afvisning – ingen fejl fra sygehusets side)

En ældre kvinde faldt, da hun på strømpefødder var på vej til toilettet. Ved faldet pådrog hun sig et brud på højre lårhals. I dette tilfælde var der ikke begået fejl fra sygehusets side, og sagen blev afvist efter § 3, stk. 2. (1992 Årsb.)

7.3. Tilskadekomst i forbindelse med røntgenundersøgelse (afvisning – ingen fejl fra sygehusets side)

En 35-årig kvinde steg efter røntgenundersøgelse selv ned fra lejet, men da hendes fødder ikke nåede den til lejet fastmonterede fodskammel, faldt hun forover, hvorved hun pådrog sig et brud på venstre håndled.

Selvom ulykken skete umiddelbart efter en undersøgelse, fandt Patientforsikringen ikke, at skadeårsagen havde en sådan tilknytning til selve røntgenundersøgelsen, at det var meningsfuldt at anvende det særlige ansvarsgrundlag i PFL § 2.1.1.

Patientforsikringen vurderede i øvrigt, at uheldet ikke skyldtes fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, og der blev ikke tilkendt erstatning. Der blev lagt vægt på, at belysningen i undersøgelsesrummet var skruet op til maksimal lysstyrke, hvilket var den normale procedure ved undersøgelser af den pågældende art, og at patienten var steget ned ved egen hjælp, hvor der dog stod en radiograf klar til at yde fornøden assistance. (93-0063) (1993 Årsb.)

7.4. Tilskadekomst under fysiurgisk genoptræning (afvisning – ingen fejl fra sygehusets side)

En 80-årig kvinde var til ambulant genoptræning på et hold. Genoptræningen foregik i en gymnastiksal i sygehusets fysioterapi, indrettet til formålet, og der var i gymnastiksalen parketgulv, som var behandlet med mat lak og velegnet til formålet. Gulvet blev dagligt vasket med eddikevand, for at det ikke skulle blive glat.

Da patienten var ved at blive instrueret i sidelæns gang, hang hendes ene gummisål fast i gulvet, således at hun fik overbalance og faldt, hvorved hun pådrog sig hoftebrud.

Selv om patienten var under en form for behandling (genoptræning), fandt Patientforsikringen det ikke meningsfuldt at anvende erstatningsgrundlaget i PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (specialistmålestokken), men tilfældet måtte vurderes efter almindelige erstatningsregler, jf. PFL § 3, stk. 2.

Patientforsikringen fandt i øvrigt ikke, at der fra sygehusets eller personalets side var begået fejl, som kunne give ret til erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler. (93-0105) (1993 Årsb.)

7.5. Fald på vådt gulv (anerkendelse – ansvarspådragende at efterlade vand på gangareal)

En 78-årig kvinde, der var indlagt på mistanke om pacemakersvigt, gik fra sin stue ud på gangen, hvor der var spildt vand på gulvet. Det var uvist, hvorfra vandet stammede eller hvem, der havde spildt. Idet patienten ikke var opmærksom på vandet, gled hun og pådrog sig skinnebensbrud samt læsion af nakken. Skaden blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, og patienten fik erstatning. (92-0093) (1993 Årsb.)

7.6. Fald under ombygning på sygehus (anerkendelse – iltslange burde have været hængt op under loft i stedet for lagt langs gulv)

En 70-årig mand, der var indlagt for kronisk bronkitis, kom gående på sygehusgangen med et gangstativ og faldt i en iltslange, som lå på gulvet i forbindelse med en ombygning af sygehuset. Som følge af faldet brækkede patienten højre lårben, og man foretog derfor samme dag operativ påpladssætning af lårbensbruddet. Senere konstaterede man, at bruddet i højre lårben var skredet, hvorfor man indsatte en højresidig hofteprotese. Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, idet iltslangen burde have været hængt op under loftet og ikke være placeret på gulvarealet på sygehusgangen. (94-0409) 1994 Årsb.)

7.7. Fald ud af hospitalsseng (anerkendelse – fjernelse af sengehest og ingen fast vagt ansvarspådragende for sygehuset)

En 59-årig kvinde var indlagt som følge af pludselig opstået temperaturforhøjelse og ringe kontaktbarhed, og hendes funktionsniveau var ved indlæggelsen præget af svære sendiabetiske komplikationer og herunder blindhed. Hun var i forbindelse med indlæggelsen urolig og sengeflygtig, hvorfor man opsatte sengehest. Personalet fandt hende på et tidspunkt om natten siddende i sengen med benene ud gennem sengehestens tremmer.

Da personalet senere på natten fandt, at patienten var faldet til ro, skønnede man, at en eventuel sengeflugt ville være mindre risikobetonet uden sengehest, og man fjernede derfor sengehesten, idet faldafstanden til gulvet i så fald ville være mindre, end hvis man lod sengehesten forblive påmonteret. Endnu senere på natten faldt patienten ud ad hospitalssengen, og pådrog sig som følge heraf brud i lænden.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, idet fjernelsen af sengehesten havde forøget risikoen for, at patienten kunne falde ud ad sengen og pådrage sig kvæstelser.

Endelig fandt Patientforsikringen, ud fra de interne retningslinier på sygehuset, hvor man sædvanligvis har en fast vagt ved patienter, der er alvorligt syge, sengeflygtige og konfuse, at det måtte anses for en fejl i den konkrete situation, at man undlod at sætte en fast vagt ved sygehussengen. (94-0430) (1994 Årsb.)

7.8. Selvmordsforsøg fra 1. sal (afvisning – ikke ansvarspådragende at overlade psykiatrisk patient i pårørendes varetægt på afdelingen)

En 32-årig kvinde blev på grund af depression indlagt på psykiatrisk afdeling, og der var i forbindelse med indlæggelsen tilknyttet en fast vagt til opsyn af patienten.

I forbindelse med besøg af patientens ægtefælle havde den faste vagt forladt rummet, og da vagten vendte tilbage og åbnede døren til værelset, løb patienten forbi ham direkte mod vinduet i opholdsstuen, der af en medpatient var blevet åbnet, og herefter sprang patienten ud ad vinduet fra 1. sal og pådrog sig ved faldet, brud på hælben, fodrodsknogler og ledskred svarende til 1. tå.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet hospitalet havde etableret et tilstrækkeligt tilsyn, og idet hospitalet ikke burde have opdaget, at en medpatient havde åbnet et vindue i opholdsstuen. Der blev ved denne vurdering lagt vægt på, at hospitalets interne retningslinier angiver, at den faste vagt skal være i fysisk tæt kontakt med patienten, men at pårørende kan få tilladelse til at være alene med patienten. (94-0092) (1994 Årsb.)

7.9. Fald på badeværelsesgulv (afvisning – hændeligt uheld)

En 75-årig kvinde var indlagt til behandling af cancer i lever og bughinde og fik som led i denne behandling kemoterapi og blodtransfusion. Man opfattede kvinden som alment træt, men efter blodtransfusion fik patienten på et tidspunkt flere kræfter og ønskede derfor at komme i brusebad.

Personalet fulgte kvinden ud på badeværelset, og instruerede om forholdene, herunder om mulighed for at tilkalde hjælp ved brug af en klokkesnor, men på trods heraf blev kvinden, efter et kort tidsrum, fundet liggende på badeværelsesgulvet, idet hun var faldet, og havde pådraget sig et brud på højre bækkenknogle.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet der fra sygehusets personales side var gjort alt for at forebygge et sådant uheld, idet patienten under hele forløbet havde mulighed for at tilkalde hjælp, og idet uheldet efter det oplyste fra patienten, skete da patienten efter brusebadet stod på et ben på det våde gulv for at tage tøj på. (93-0576) (1994 Årsb.)

7.10. Fald i forbindelse med fysiurgisk genoptræning (afvisning – ikke ansvarspådragende forhold for sygehuset)

En 55-årig kvinde deltog under indlæggelsen på sygehuset i et motionsprogram på fysiurgisk afdeling, hvori indgik, at patienterne skulle hoppe fra måtte til måtte. I forbindelse hermed gled patienten og snublede over en af måtternes kant, hvorved patienten ved faldet tog for med højre arm. På grund af smerter i højre håndled foretog man røntgenundersøgelse af patienten, hvorved man påviste et brud.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet patienten selv var i stand til at deltage i motionsprogrammet, og herunder var fuldt mobiliseret og ikke krævede individuel støtte fra fysioterapeuten. Faldet måtte således betragtes som et hændeligt uheld. (93-0721) (1994 Årsb.)

7.11. Fald under toiletbesøg (anerkendelse – ansvarspådragende for sygehuset, at personale ikke udviste tilstrækkelig agtpågivenhed)

En 72-årig kvinde, der gennem længere tid havde døjet med svimmelhed og sortnen for øjnene, hvilket i flere tilfælde havde medført faldulykker, blev akut indlagt med konstateret blodtryk på 200/130. Dagen efter blev patienten ledsaget af en sygeplejer til toilettet, hvorefter sygeplejeren lod patienten være alene i forbindelse med toiletbesøget. Under toiletbesøget blev patienten svimmel, hvorefter hun faldt og pådrog sig et højresidigt lårbensbrud. Patienten blev senere opereret for lårbensbruddet, og efterfølgende gennemgik hun genoptræning.

Sygehuset var ikke i stand til at fremkomme med nærmere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med toiletbesøget og faldulykken. Patientforsikringen lagde herefter i overensstemmelse med de almindelige bevisbyrderegler patientens ubestridte forklaring til grund ved vurdering af sagen.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, idet den sygeplejer, der ledsagede patienten i forbindelse med toiletbesøget ikke har udvist den fornødne agtpågivenhed i forbindelse med opgavens udførelse. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at patientens væsentligt forhøjede blodtryk, hendes udprægede svimmelhedstendens og hendes angst for at skulle færdes alene tilsagde, at hun var blevet ledsaget også under selve toiletbesøget og ikke blot i forbindelse med transporten til og fra toilettet. (94-1172) (1995 Årsb.)

7.12. Fald på badeværelsesgulv (afvisning – ej ansvarspådragende at lade patienten være alene på toilettet)

En 80-årig kvinde, der var svært invalideret efter blodprop i hjernen med efterfølgende venstresidig lammelse og talebesvær, blev af sygehusets plejepersonale i forbindelse med toiletbesøg kørt i kørestol og hjulpet over på toilettet med kørestolen placeret foran sig, hvorefter hun fik klokkesnoren placeret i den ikke-lammede hånd. Derefter fik patienten lov til at være alene, og ved tilsyn 2-3 minutter efter fandt man patienten liggende på gulvet. Som følge af faldet havde patienten pådraget sig et brud på venstre lårbenshals.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at det var sygehusets sædvanlige praksis at lade patienter være alene uden opsyn under toiletbesøg, idet man fandt, at opsyn under toiletbesøg var generende og uværdigt, hvorfor opsyn burde undgås i de tilfælde, hvor det skønnedes muligt. Personalets faglige skøn fandtes herefter at have været forsvarligt. (94-0800) (1995 Årsb.)

7.13. Fald ud af hospitalsseng (anerkendelse – sengeflugt kunne med stor sandsynlighed forudsiges)

En 79-årig kvinde blev indlagt efter pludseligt opstået temperaturforøgelse samt ringe kontaktbarhed og man konstaterede ved indlæggelsen, at patientens funktionsniveau var præget af svære sendiabetiske komplikationer, herunder blindhed samt uro og sengeflygtighed, hvorfor man opsatte en sengehest på hospitalssengen. Senere i indlæggelsesdøgnet fandt personalet patienten siddende i sengen med benene ud gennem sengehestens tremmer. Personalet fandt dog, endnu senere på indlæggelsesdøgnet, at patienten var faldet til ro, og skønnede således, at en eventuel sengeflugt uden sengehest ville være mindre risikobetonet, idet faldafstanden til gulvet i så fald ville være mindre. Man fjernede derfor sengehesten. Natten efter indlæggelsesdøgnet faldt patienten ud af sengen og pådrog sig brud i lænden.

Sagen blev anerkendt efter PFL 3, stk. 2, idet patientens tilstand umiddelbart forud for faldulykken indebar, at sengeflugt med stor sandsynlighed kunne forudsiges, samt at personalet, da man fjernede sengehesten, burde have indset risikoen for sengeflugt og de dermed mulige konsekvenser. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at selve fjernelsen af sengehesten har øget risikoen for, at patienten kunne falde ud af sengen og pådrage sig kvæstelser, samt at en fjernelse af sengehesten ikke har været en tilstrækkelig foranstaltning til imødegåelse af risikoen herfor.

Da det samtidig af personalet på sygehuset er blevet oplyst, at man havde en fast ordning med vagt ved patienter, der var alvorligt syge, sengeflygtige og konfuse, er det tillige Patientforsikringens opfattelse, at det er en fejl, at man undlod at sætte en fast vagt ved patientens seng. (94-0430) (1995 Årsb.)

 

7.14. Fald ud af hospitalsseng (afvisning – patienten havde selv løsnet kaldesnor fra natskjorten, således at hjælp ikke blev hidkaldt)

En 76-årig mand fik konstateret cancer i tyktarmen og fik derfor foretaget tarmresektion, hvorefter han blev indlagt på intensiv afdeling til justering af optimal smertebehandling. I forbindelse hermed var patienten tilsluttet afdelingens elektroniske alarmsystem, og snoren til patientkaldesystemet var fæstnet til patientens skjorte med en sikkerhedsnål. Sengehesten var slået op på begge sider. Om natten efter operationen faldt patienten ud ad hospitalssengen, hvorved han pådrog sig et brud på venstre lårbenshals.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet patienten umiddelbart før vagtskiftet kl. 23.30 var vågen og klar, og idet patienten ikke havde fået medicin, der eventuelt kunne medføre konfusion.

Der blev ved vurderingen tillige lagt vægt på, at sengekaldet ikke blev aktiveret, idet patienten selv havde løsnet det fra skjorten og undlod at trække i snoren. Endvidere fandt man, at observationsforholdene på uheldstidspunktet var tilstrækkelige, da man havde placeret patienten på en enestue med stort vindue og åben dør, der begge vender ud til afdeling og gangareal, ligesom stuen var placeret over for afdelingens kontrolrum, der har glasvæg i begge sider. (94-1073) (1995 Årsb.)

7.15. Fald i svingdør til hovedindgang (afvisning – teknisk undersøgelse af svingdør påviste ingen tekniske fejl)

En 62-årig kvindelig patient skulle passere igennem en svingdør ved sygehusets hovedindgang. På vej gennem svingdøren blev hun opmærksom på, at denne bevægede sig hurtigere end normalt, og da hun ikke havde mulighed for at følge med svingdørens bevægelse rundt, mistede hun balancen og faldt, hvorved hun pådrog sig et brud på venstre lårbenshals.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet teknisk undersøgelse foranlediget umiddelbart efter patientens faldulykke, ikke påviste tekniske fejl ved svingdørens funktion. (95-0736) (1995 Årsb.)

7.16. Garderobeskab på sygehusafdeling væltede ned over patient

83-årig kvinde havde været til kontrolundersøgelse af en godartet svulst. Ved udskrivelsen tog patienten sit tøj ud af et af sygehusafdelingens standard garderobeskabe. I forbindelse hermed væltede garderobeskabet ned over patienten. Patienten blev herefter indlagt med brud i bækkenet ved skambenet på højre side, samt til observation for brud i selve bækkenknoglen. Derudover fik patienten blodansamling i panden og på højre skinneben. Man havde endvidere mistanke om brud i nogle ryghvirvler. Efter længere tids behandling kunne patienten udskrives, men er som følge af ulykken blevet gangbesværet og går nu ved hjælp af rollator.

Patientforsikringen fandt, at sygehuset havde pådraget sig et erstatningsansvar for den skade, der opstod ved ulykkestilfældet, da garderobeskabet væltede. Patientforsikringen lagde vægt på, at garderobeskabet var løst placeret, således at skabet ved meget ringe belastning kunne vælte. Efter ulykken er afdelingens garderobeskabe nu blevet sat fast med beslag i væggene.

Den opståede skade blev således fundet at være omfattet af PFL § 3, stk. 2. (95-0842) (1996 Årsb.)

7.17. Selvmordsforsøg

En 22 årig mand blev i maj 1995 indlagt på gule papirer på grund af forfølgelsesforestillinger. Han blev sat i medicinsk behandling og udskrevet efter tre uger. Patienten afbrød umiddelbart efter udskrivelsen sin medicinske behandling, hvorfor han blev genindlagt på gule papirer i september måned 1995, atter på grund af forfølgelsesforestillinger. Han blev medicinsk tvangsbehandlet. Efter tre ugers behandling blev den medicinske behandling ændret, idet patienten følte en tomhedsfølelse samt uro i benene. Patienten begyndte snart igen at klage over tomhedsfølelse og angst. Man fandt ikke tilstandsændringen så stor, at udgangstilladelsen blev inddraget. I november 1995 sprang patienten under udgang ud fra en bro og pådrog sig et brud på rygsøjlen, som bevirkede, at han blev totalt lammet i hele kroppen.

Af journalmateriale fremgik det, at patienten ikke tidligere havde haft suicidale (selvmords-) impulser. Panikanfald syntes ikke at have været stærkt fremtrædende. Patienten syntes heller ikke have foretaget impulshandlinger udover de to gange under den første indlæggelse, hvor han forlod afdelingen. På tidspunktet for springet fra broen havde patienten været i behandling med neuroleptika (tre forskellige præparater) i mere end en måned.

Patientforsikringen vurderede, at uheldet ud fra de foreliggende oplysninger ikke kan henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, der begrunder et erstatningsansvar.

Der blev herved lagt vægt på, at der efter Patientforsikringens vurdering ikke var grundlag for at antage, at patientens tilstand på forhånd burde have givet anledning til øget overvågning eller inddragelse af udgangstilladelsen med henblik på at imødegå risikoen for selvmordsforsøg. Sagen er under anke. (96-0258)(1996 Årsb.)

7.18. Kravlede ud af sengen trods sengehest

En 83-årig kvinde blev indlagt til genoptræning efter en hjerneblødning. Da hun i løbet af indlæggelsen af og til havde været lidt konfus, satte man en sengehest op, ligesom man satte en klokkesnor fast på hendes natskjorte.

Tidligt en morgen forsøgte patienten imidlertid at komme ud af sengen ved at kravle ud mellem sengekanten og den opsatte sengehest. Hun kom herved til at hænge fast i sengehesten med venstre arm, og pådrog sig således et brud på venstre overarm. Det fremgik endvidere af sagen, at patienten inden forsøget på at kravle ud af sengen havde taget natskjorten af.

På baggrund af oplysningerne i sagen vurderede Patientforsikringen, at det opståede uheld ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, der begrundede et erstatningsansvar, og sagen blev derfor afvist efter PFL § 3, stk. 2.

Det blev herved lagt til grund, at det er sædvanligt at anvende sengeheste, og at patienten ikke havde frembudt symptomer,

der begrundede fast vagt. (96-0876) (1996 Årsb.)

7.19. Fald ud af hospitalsseng

En 77-årig mand fik foretaget et operativt indgreb for forstørret blærehalskirtel i rygmarvsbedøvelse og umiddelbart forløb selve det operative indgreb ukompliceret.

I forløbet efter operationen faldt patienten ud af hospitalssengen og pådrog sig et forskudt brud på venstre overarmsknogle. Derfor foretog man operativt indgreb med osteosyntese og efterfølgende gipsbandagering.

I efterforløbet behandlede man en tilstødt infektion, og senere endnu konstaterede man ved røntgenundersøgelse, at bruddet ikke ville hele optimalt. Derfor blev patienten udstyret med en permanent bandage til armen.

Patientforsikringen anerkendte sagen efter PFL § 3, stk. 2, idet man i det umiddelbare postoperative forløb i overensstemmelse med hospitalets ikke-skriftlige praksis burde have anvendt sengehest ved hospitalssengen, hvorved man havde mindsket risikoen for fald ud af sengen væsentligt. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en ældre og nyopereret patient, der i et vist forløb efter operationen måtte forventes fortsat at være under påvirkning af selve rygmarvsbedøvelsen i kombination med den ledsagende medicinering. (96-1260)(1996 Årsb.)

Top af bilag 15

 

8. ERSTATNINGSBEREGNING

8.1. Fødselsskade – 100 % varigt mén og erhvervsevnetab (EAL § 4 og 8)

Patientforsikringen traf afgørelse om, at den hjerneskade, som et barn pådrog sig under en fødsel, måtte anses for omfattet af patientforsikringslovens erstatningsbestemmelser.

I tilfælde, hvor nyfødte børn pådrager sig hjerneskade, er det meget vanskeligt at vurdere omfanget af skaden, før barnet er 4-6 år. I dette tilfælde fandt Patientforsikringen det imidlertid allerede 1 år efter fødslen dokumenteret, at barnet var påført såvel et varigt mén som erhvervsevnetab på minimum 100%. Barnet tilkendtes herefter 268.500 kr. i godtgørelse for varigt mén og 1.114.000 kr. i erstatning for tab af erhvervsevnen. Da erstatningsansvarsloven i særlige tilfælde giver mulighed for at fastsætte en forhøjet ménerstatning, er sagen foreløbig stillet i bero, indtil barnet er fyldt 7 år. (92-059) (1993 Årsb.)

8.2. Reduktion i varigt mén ved død (EAL § 18)

En patient pådrog sig i forbindelse med en hofteoperation i marts 1993 en fuldstændig lammelse af lægbensnerven. Skaden blev anset for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 4.

I marts 1993 tilkendte Patientforsikringen patienten en a conto-erstatning for varigt mén svarende til 10% eller 27.850 kr. Sagen afventede herefter, at tilstanden skulle blive stationær. Patienten afgik imidlertid ved døden i juni 1993. Døden skyldtes andre årsager.

Ved fastsættelsen af den endelige erstatning over for afdødes arvinger, blev der – under hensyn til at patienten var afgået ved døden af andre årsager – foretaget en nedsættelse af den endelig ménerstatning, således at boets samlede krav måtte anses for opfyldt med den udbetalte aconto-erstatning. (92-0103) (1993 Årsb.)

8.3. Tab af forsørger (EAL § 13 og 14)

En kvinde afgik ved døden et halvt år efter et kejsersnit som følge af svære komplikationer i tilknytning til kejsersnittet. Patientens ægtefælle og det nyfødte barn, som var rask, tilkendtes herefter erstatning for tab for forsørger. Erstatningen til ægtefællen udgjorde tilsammen med begravelsesomkostninger 372.500 kr. Den samlede erstatning til barnet udgjorde ca. 145.000 kr. (92-0044) (1993 Årsb.)

8.4. Mellemkommende død

En 62-årig kvinde afgik ved døden efter i længere tid at have ligget i respirator med svær hjerneskade efter et hjertestop. Det blev antaget, at hjertestoppet skyldtes en uhensigtsmæssig medicinering. Sagen var anmeldt forinden patienten afgik ved døden, og det var ligeledes meddelt, at patienten var berettiget til erstatning, da hun afgik ved døden. Patientens krav på godtgørelse for svie og smerte faldt herefter i arv og udgjorde i alt 31.000 kr., ligesom boets begravelsesomkostninger blev erstattet.

Ægtefællens erstatning for tab af forsørger skulle under hensyn til patientens alder nedsættes med ca. 60%, således at erstatningen udgjorde 135.351 kr. (92-0126) (1993 Årsb.)

8.5. Hensyntagen til forudbestående mén ved fastsættelse af varigt mén

En patient pådrog sig under operation en varig skade på lægbensnerven (en såkaldt dropfod). En sådan skade medfører sædvanligvis et varigt mén på 10-15%. Da patienten imidlertid forud var amputeret over knæet på det andet ben, fastsattes det varige mén i dette tilfælde til 25%, eller i alt 69.625 kr. Patienten var som følge af sine forudbestående lidelser i forvejen uden erhvervsevne, og der tilkendtes derfor ikke erstatning herfor. (92-0157) (1993 Årsb.)

8.6. Godtgørelse for svie og smerte (EAL
§ 3)

En 59-årig kvinde fik på mistanke om cancer fjernet det ene øje. Da det ved efterfølgende undersøgelse af det fjernede væv viste sig, at der ikke var tale om en ondartet cancer, der havde begrundet fjernelse af øjet, blevet patienten tilkendt erstatning. Méngraden fastsattes til 30%. Méngraden omfatter tab af et øje samt vansir.

Da sygeforløbet ikke kunne anses for forlænget ud over den sygeperiode, patienten ville have haft ved en korrekt behandling, var hun ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte. Erstatningen for ménet udgjorde i alt 83.550 kr. (92-0175) (1993 Årsb.)

8.7. Andet tab (EAL § 1)

En patient fik tilkendt erstatning som "andet tab" for udgifter til indkøb af en speciel polstret lænestol til i alt 4.435 kr.

Baggrunden for Patientforsikringens afgørelse var, at patientens varige gener, bl.a. i form af manglende balance og dårlig gang samt delvis lammelse af sædemuskulaturen, tvang patienten til at udføre en væsentlig del af sit arbejde som præst i siddende stilling. Indkøbet og brugen af stolen var en medvirkende årsag til, at patienten var i stand til at genoptage sit arbejde i fuld omfang. Der var derfor ikke behov for at yde erstatning for tab af erhvervsevne.

I samme sag havde patienten udgifter til laksoberaldråber (et syntetisk fremstillet afføringsmiddel). Udgiften var ifølge lægelige oplysninger i sagen af varig karakter. Udgiften kunne opgøres til 130 kr. pr. måned, hvilket svarer til en årlig udgift på i alt 1.560 kr.

Patientforsikringen fandt udgiften lægeligt indiceret og opgjort til et rimeligt beløb og kapitaliserede herefter den årlige udgift med 6 svarende til Patientforsikringens praksis, hvorefter der kunne udbetales erstatning for denne post med i alt 9.360 kr. een gang for alle. (94-0454) (1994 Årsb.)

8.8.Helbredelsesudgifter efter stationærtidspunktet (EAL § 1)

Som eksempel på den betydning stationærtidspunktet kan have for erstatningsudmålingen, kan nævnes en sag, hvor Patientforsikringen traf den afgørelse, at patienten var medicinsk stationær 1 måned efter en bugvægsbrok-operation, selvom det fremgik, at der måske på et senere tidspunkt skulle foretages endnu en operation for bugvægsbrok. Patientforsikringens lægekonsulenter vurderede, ud fra de foreliggende oplysninger, at prognosen for senere indgreb var ringe, da bugvægsbrokken var gendannet efter den første operation. Dette medførte i den aktuelle sag, at der ud over erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte blev udbetalt godtgørelse for varigt mén på 25%, i alt 71.625 kr., samt i øvrigt erstatning for erhvervsevnetab på 202.500 kr. Da man måtte anse helbredelsesforanstaltninger efter stationærtidspunktet for udsigtsløse, kunne der ikke tilkendes erstatning for afholdte udgifter til bl.a. fysioterapi. Det skal nævnes, at disse behandlinger først var ordineret efter stationærtidspunktet. (94-084) (1994 Årsb.)

8.9. Afledet krav

Patientforsikringen har i 1994 i flere sager fra skadelidtes arbejdsgiver modtaget et såkaldt "afledet" krav. Det forekommer i
de situationer, hvor arbejdsgiveren i sygeperioden, som følge af patientskaden, har udbetalt fuld løn til patienten. Samtidig
har arbejdsgiveren kunnet dokumentere
at have ansat vikar, som har udført patientens arbejde i dennes fravær. Patientforsikringen har i disse sager måttet afvise at yde erstatning til arbejdsgiveren, idet der efter patientforsikringsloven ikke kan ydes erstatning for regreskrav, Jf. PFL’s § 5, stk. 1. EAL’s § 17, stk. 2, om afledede krav, finder således ikke anvendelse efter reglerne i
PFL.

8.10. Advokatudgifter (EAL § 1)

Det er i PFL’s motiver forudsat, at den omstændighed at Patientforsikringen selv skal tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for sagens afgørelse, bør sikre, at patienten ikke behøver at engagere f.eks. en advokat til at varetage sine interesser. Det er således forudsat, at udgifter til advokathjælp ikke kan kræves dækket i medfør af PFL. Der har dog været sager, hvor patientens tilstand har været af en sådan karakter, at det simpelthen har været nødvendigt for denne at engagere en advokat til at varetage sine interesser. I sådanne tilfælde har Patientforsikringen dækket advokatomkostningerne skønsmæssigt under posten i EAL § 1, andet tab. (93-0124) (1994 Årsb.)

Det kan også forekomme, at Patientforsikringen ikke får fremskaffet de nødvendige og korrekte oplysninger til belysning af sagen. Hvis patienten kontakter en advokat, som fremskaffer nye faktiske eller retlige oplysninger, som medfører et andet resultat, end den afgørelse Patientforsikringen har truffet, betaler Patientforsikringen advokatudgifterne efter et konkret skøn. Advokaten har i sådanne tilfælde bidraget til en korrekt oplysning af sagen, hvorfor det findes rimeligt at honorere denne bistand.

8.11. Mermén og mererhvervsevnetab

Som eksempel på hvor vanskeligt det kan være at fastsætte merménet og mererhvervsevnetabet, kan nævnes en sag, hvor Patientforsikringen traf afgørelse om, at patienten, efter en rygoperation med komplikationer i form af en svær discit (betændelsestilstand i rygmarven), var berettiget til en erhvervsevnetabserstatning på 35%. Der var ingen tvivl om, at patienten, efter patientskaden, reelt nu var uden erhvervsevne. Dog blev det tillagt stor betydning, at patienten allerede før skaden var generet af rygproblemer. Efter en lægelig vurdering var patientens rygtilstand så dårlig forud for operationen, at der selv ved optimalt operationsresultat ville være et betydeligt mén og i endnu højere grad et stort erhvervsevnetab. Erhvervsevnetabet blev på denne baggrund således fastsat til 65%, hvorefter erhvervsevnetabserstatningen som følge af patientskaden, som nævnt blev udmålt til 35%. (94-0397) (1994 Årsb.)

8.12. Transportudgifter (EAL § 1)

En ægtefælle til en patient havde afholdt udgifter til transport og ophold på Rigshospitalets patienthotel i forbindelse med patientens behandling for en efterfølgende opstået infektionstilstand. Patientforsikringen tilkendte erstatning for dokumenterede udgifter til ægtefællen for transport med i alt kr. 2.115,00 samt ophold på Rigshospitalets patienthotel med kr. 700,00.

Der blev lagt vægt på, at patientens tilstand i en længere periode var alvorlig, og at ægtefællens nære tilstedeværelse derfor måtte antages at have haft en vis betydning for patientens helbredelse.

På den baggrund fandt Patientforsikringen det rimeligt at yde erstatning for de afholdte udgifter selv om udgangspunktet er, at det kun er den skadelidtes egne udgifter, der kan erstattes. (95-0735) (1995 Årsb.)

8.13. Transportudgifter (EAL § 1)

En 38 årig kvinde blev indlagt på mistanke om galdesten. Der opstod herefter komplikationer i forbindelse med bedøvelsen forud for galdestensoperationen, således at patienten udviklede lungebetændelse og betændelse i bugspytkirtlen. Under indlæggelsen på sygehuset modtog patienten besøg af sin mor og søster i alt 82 gange svarende til hver dag i hele sygeperioden.

Patienten anmodede herefter om erstatning for udgifter til transport, godt 1.800 kr. svarende til 22 km pr. besøg. Beløbet var ikke dokumenteret.

Patientforsikringen afviste kravet med den begrundelse, at der var tale om udgifter, som de pårørende selv måtte bære, og som derfor ikke kunne kræves erstattet af patienten. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at der ikke er retspraksis for at dække transportudgifter til en voksen persons moder og søster i forbindelse med et langvarigt sygeleje. Denne praksis er tiltrådt af Patientskadeankenævnet. (93-0465) (1995 Årsb.)

 

8.14. Andet tab (EAL § 1)

Efter en i øvrigt vellykket diskusprolapsoperation blev en 51 årig mand genindlagt med svære rygsmerter, der blev diagnosticeret som discitis (betændelsestilstand i ryggen). Som følge heraf måtte patienten igennem et langvarigt hospitalsophold.

Patienten, der var enlig, havde ikke mulighed for under indlæggelsen at få sin hund passet af pårørende eller venner. Patientforsikringen fandt på den baggrund grundlag for at tilkende erstatning for udgift til hundepension i de 123 indlæggelsesdage. Der tilkendtes herefter en erstatning på i alt kr. 8.610,00. Patientforsikringen fandt, at beløbet kunne tilkendes som erstatning under posten andet tab. (94-1021) (1995 Årsb.)

8.15. Afspadseringstimer (EAL § 2)

På grund af slidgigt i storetåen fik en 36 årig kvinde foretaget en såkaldt Keller operation. Efter operationen konstateredes det imidlertid, at der var opstået en patientskade, idet man ved operationen havde læderet følenerverne til 1. og 2. tå.

I forbindelse med fastsættelsen af det varige mén som følge af patientskaden, anmodede Patientforsikringen om at få foretaget en speciallægeundersøgelse. Patienten, der havde anvendt afspadseringstimer i forbindelse med speciallægeundersøgelsen, rejste efterfølgende krav om erstatning for afspadseringstimerne.

Patientforsikringen afslog at yde erstatning for de afholdte afspadseringstimer. Således tilkom der ikke patienten erstatning herfor efter EAL § 1 eller 2.

Patientforsikringen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå et økonomisk tab, idet afspadseringstimerne ikke var forbundet med afkortning i lønnen. Patientskadeankenævnet har efterfølgende tiltrådt Patientforsikringens afgørelse. (94-0078) (1995 Årsb.)

8.16. Svie og smerte (EAL § 3)

En 71 årig kvinde blev på grund af et voldsomt stigende blodtryk indlagt på et sygehus, hvor man ordinerede chlorpromazin intravenøst i doser af 2,5 mg. Ved en fejl blev der i stedet givet 25 mg intravenøst. Dette bevirkede et kraftigt blodtryksfald, der medførte varigt svære talevanskeligheder og manglende koordinering og styringsbesvær af kroppen. Patienten var herefter henvist til brug af kørestol. Skaden var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1.

Patientforsikringen skulle herefter tage stilling til, om der som følge af kørestolsbrugen tilkom patienten godtgørelse for svie og smerte med taksten for sengeliggende dage eller med taksten for ikke sengeliggende sygedage.

Patientforsikringen fandt ved sin afgørelse, at der ikke kunne tilkendes godtgørelse for svie og smerte med den høje sengeliggende takst. Der blev herved lagt vægt på, at der ikke findes holdepunkter i forarbejderne til erstatningsansvarsloven eller i retspraksis for, at taksten for sengeliggende dage skal anvendes i perioder, hvor patienten er udskrevet, og hvor der ikke er tale om egentligt sengeleje, men hvor patienten sidder i kørestol.

Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at man med EAL § 3 har ønsket et forenklet og skematisk udmålingssystem med meget begrænsede muligheder for at tage individuelle hensyn. Det er således ikke muligt at forhøje godtgørelsen for svie og smerte i tilfælde, hvor der er tale om meget smertefulde operationer, forbrændinger eller lignende. Tilsvarende kan der heller ikke foretages en nedsættelse f.eks. af godtgørelsen, hvor en patient som følge af bevidstløshed ikke har smerter.

Patientforsikringen fandt på den baggrund, at det er mest i overensstemmelse med motiverne bag loven at anlægge en sproglig fortolkning af bestemmelsen i EAL § 3. Herved undgås det vanskelige afgrænsningsspørgsmål af, hvornår en kørestolsbruger skal betragtes som henholdsvis sengeliggende eller oppegående.

Patientskadeankenævnet har efterfølgende tiltrådt Patientforsikringens afgørelse af, at der ikke tilkom patienten godtgørelse for svie og smerte med taksten for sengeliggende sygedage, men derimod med taksten for ikke-sengeliggende sygedage. (92-0062) (1995 Årsb.)

8.17. Svie og smerte (EAL § 3)

En ældre kvinde, der var indlagt på grund af forhøjet blodtryk, faldt under indlæggelsen og brækkede sit højre lårben. Skaden var omfattet af PFL § 3, stk. 2.

I forbindelse med opgørelse af erstatningskravet tilkendte Patientforsikringen godtgørelse for svie og smerte i hele sygeperioden. Der blev således ikke foretaget fradrag for den forventede sygeperiode som følge af patientens grundlidelse i form af følgerne af forhøjet blodtryk.

Som udgangspunkt tilkender Patientforsikringen kun erstatning og godtgørelse for den merskade, der er en følge af patientskaden. Der kan derfor som udgangspunkt ikke ydes erstatning eller godtgørelse for følgerne af grundlidelsen. Det er således Patientforsikringens sædvanlige praksis, at godtgørelsen for svie og smerte ikke omfatter den periode, hvor patienten under alle omstændigheder ville være syg som følge af grundsygdommen.

I den konkrete afgørelse var der imidlertid lagt vægt på, at der ikke var sammenhæng mellem omfanget eller arten af patientens grundlidelse i form af følgerne af forhøjet blodtryk og den anerkendte patientskade, brud på højre lårbenshals. (94-1172) (1995 Årsb.)

8.18. Forlængelse af uddannelse, hvor erhvervsevnetabserstatning er fastsat efter EAL § 8

En 26-årig kvinde pådrog sig ledskred i den ene skulder, hvilket primært blev behandlet med påpladssætning og bandagering. Patienten blev siden genoptrænet, men ved røntgenundersøgelse ca. 5 måneder efter skadens indtræden konstaterede man, at der fortsat var ledskred i skulderen. Patientforsikringen fandt, at det fortsatte ledskred burde være erkendt tidligere, hvorfor patienten fandtes berettiget til erstatning, jfr. PFL. § 2, stk. 1, nr. 1.

Patienten blev herefter tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 25 %.

Patienten var på skadetidspunktet under uddannelse, men hun havde i hele perioden fra skadens indtræden frem til stationærtidspunktet været ansat på fuld tid. Patientskaden havde bevirket en forlængelse af patientens uddannelse på omkring 1½ år, idet hun som følge af flere reoperationer hverken kunne passe sine studier eller sine eksamner. Patienten rejste på denne baggrund krav om erstatning for tab af erhvervsevne efter reglerne i EAL § 5-7 samt erstatning for forlængelse af uddannelse efter EAL § 1.

Patientforsikringen fandt imidlertid, at patientens uddannelse reelt var udtryk for en hovedbeskæftigelse, og at patientens tilværelse primært var tilrettelagt med henblik på at opnå denne uddannelse. Erstatning for tab af erhvervsevne skulle derfor fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 8, selv om patienten havde fuldtidsbeskæftigelse ved siden af uddannelsen. (Se afsnit 7.1 om forskellen mellem beregning af erhvervsevnetab efter §§ 5-7 og § 8).

Patientforsikringen fandt samtidigt, at patienten med tilkendelsen af erstatning for erhvervsevnetab efter EAL § 8 var fyldestgjort for såvel forlængelsen af uddannelse som senere indtjeningsevne. Patientforsikringen henviste i denne forbindelse til praksis vedrørende erstatning for erhvervsevnetab, og patienten kunne derfor ikke tilkendes yderligere erstatning for forlængelse af uddannelse.

Patientforsikringens afgørelse blev siden tiltrådt af Patientskadeankenævnet.

Med Patientskadeankenævnets tiltrædelse af Patientforsikringen afgørelse i denne sag, må spørgsmålet, om hvorvidt der kan ydes erstatning for forlængelse af uddannelse, samtidig med at der ydes erstatning for erhvervsevnetab, anses for afklaret. Det er i denne sammenhæng uden betydning, hvorvidt erhvervsevnetabets størrelse fastsættes efter reglerne i EAL §§ 5 til 7 eller efter reglerne i EAL § 8. (93-0028)(1996 Årsb.)

8.19. Forringede skolepræstationer

I denne sag fik patienten i forbindelse med fjernelse af en knude i halsen beskadiget tungenerven, og han måtte derfor i en periode gå til talepædagog.

Patienten, som netop var fyldt 17 år, oplyste over for Patientforsikringen, at han som følge af skaden var blevet mere tilbageholdende i skolen, idet han havde sværere ved at udtrykke sig. Han havde derfor efter sin egen opfattelse fået forringede skolepræstationer, og han rejste derfor krav om erstatning herfor.

Erstatningen blev dog afvist, idet der ikke var tale om et økonomisk målbart tab eller tab af skoleår.

Den varige forringelse af hans evne til at udtrykke sig blev desuden anset for at være indeholdt i godtgørelsen for varigt mén som følge af skaden, og i eventuel erstatning for tab af erhvervsevne. Méngraden blev fastsat til 10%, og der var således ikke grundlag for tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning efter EAL § 8. (95-0921)

Såfremt der havde været tale om, at skolegangen var blevet forlænget med et eller flere skoleår, er der ifølge retspraksis mulighed for efter EAL § 1 at yde en mindre erstatning for tab af skoleår. (1996 Årsb.)

8.20. Resterhvervsevne

En 37-årig kvinde, som på grund af en medfødt ryglidelse var blevet tilkendt tidsbegrænset mellemste førtidspension forud for patientskadens indtræden, fik foretaget en stabiliserende rygoperation. Umiddelbart efter operationen blev der konstateret nervelammelse af begge ben. Patienten gennemgik herefter genoptræning, hvilket bevirkede en bedring af helbredstilstanden, men der var på stationærtidspunktet stadig betydelig bevægeindskrænkning. Skaden fandtes omfattet af PFL. § 2, stk. 1, nr. 4.

Patienten fik tilkendt godtgørelse for varigt mén efter erstatningsansvarslovens § 4 svarende til en méngrad på 50 %. Patientforsikringen skulle herefter tage stilling til, om der tilkom patienten erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarslovens §§ 5-7. Det fremgik af sagens oplysninger, at patienten tidligere havde ernæret sig som kommunal dagplejemor, dog ikke på tidspunktet for patientskadens indtræden. Patientforsikringen vurderede imidlertid, at patienten kunne have påtaget sig arbejde som kommunal dagplejemor på deltid, såfremt patientskaden ikke var indtruffet.

Patientforsikringen fandt således, at patienten havde en resterhvervsevne forud for patientskadens indtræden. Erhvervsevnetabet vedrørende denne resterhvervsevne fandtes at måtte sættes til 100 %. Man fandt, at der skønsmæssigt måtte ansættes en årsløn som kommunal dagplejemor på deltid til 68.000 kr.

Den samlede erhvervsevnetabserstatning udgjorde således 68.000 kr. x 6 x 100 % = 408.000 kr. (95-0411) (1996 Årsb.)

8.21. Udgifter til healing og zoneterapi

En 47-årig kvinde fik ved en operation lammelser og følenedsættelse i armen. Patienten havde efterfølgende udgifter til bl.a. healing og zoneterapi, som patienten krævede erstatning for. Kravet blev afvist, idet Patientforsikringen ikke fandt, at udgifter til healing og zoneterapi var omfattet af EAL § 1 om helbredelsesudgifter og andet tab, idet healing og zoneterapi ikke har en dokumenteret helbredende effekt på den pågældende lidelse.

Patienten ankede Patientforsikringens afgørelse, men Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den begrundelse, at man ikke fandt, at udgifter til healing og zoneterapi var rimelige nødvendige foranstaltninger, som havde haft til formål at søge patienten helbredt for patientskaden, eller som havde stået i forbindelse med hendes helbredelse for patientskaden.

Efter Patientforsikringens praksis er det af afgørende betydning, at udgifter til behandling, som patienten har haft, vedrører behandling, der ud fra en sædvanlig videnskabelig bedømmelse må anses for relevant i relation til behandlingen af den konkrete sygdom. I modsat fald tilkendes der som udgangspunkt ingen erstatning. (93-0686)(1996 Årsb.)

 

8.22. Svær hjerneskade – 120% mén

Et barn var efter en svær fødsel blevet hjerneskadet, blind, psykomotorisk retarderet, spastisk og epileptisk. Patientforsikringen vurderede det varige mén til 120%. Méngodtgørelsen udgjorde kr. 343.800.

Erhvervsevnetabet skulle opgøres i henhold til EAL § 8, hvorefter erstatningen fastsættes som en procentdel af méngodtgørelsen. Erhvervsevnetabserstatningen udgjorde 400% af en méngodtgørelse svarende til 100% (kr. 286.500) eller i alt kr. 1.114.000. Tilstanden var stationær umiddelbart fra fødslen. Således udgjorde den samlede erstatning kr. 1.448.200. (96-0103)

Sagen er et eksempel på, hvad den maksimale erstatning til et barn andrager. Når méngraden fastsættes til 120%, udgør erhvervsevnetabet efter EAL’s § 8 ifølge lovteksten 400%, men kun af et mén på 100%.(1996 Årsb.)

8.23. Nedsættelse af forsøgertab på grund af forudbestående lidelse

En 56-årig mand blev i april 1993 opereret for recidiv af cancer i højre nyreloge.

Ved operationen fandt man en cancertumor fikseret ind mod rygsøjlen, hvilket betød, at operativ fjernelse af recidivet måtte opgives. Patienten blev i maj 1993 tilbudt strålebehandling med henblik på helbredelse.

Som følge af strålebehandlingen udviklede patienten stråleskader i form af kroniske, blødende mavesårsforandringer, resulterende i gentagne operationer. I november 1993 afgik patienten ved døden.

Forsørgertabserstatningen blev reduceret med 50% som følge af, at det efter en lægelig vurdering måtte forventes, at patienten på grund af sin grundsygdom kun ville have levet i en ganske kort tid, selv om der ikke var givet strålebehandling.

Sagen er et eksempel på, at der i ganske særlige tilfælde kan ske i reduktion i forsørgertabserstatningen. (95-1497)(1996 Årsb.)

8.24. Erstatning for uddannelsesbidrag efter børnelovens § 14, stk. 3

En 38-årig mand afgik ved døden som følge af en patientskade

Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man på et tidligere tidspunkt havde erkendt, at han havde blodpropdannelse i venstre ben, og herefter iværksatte relevant behandling.

Patientforsikringen opgjorde herefter forsørgertabserstatningen til afdødes ægtefælle og 3 børn.

Børnene var på skadetidspunktet alle under 18 år. Afdødes ægtefælle rejste derfor yderligere krav om erstatning for et eventuelt uddannelsesbidrag til børnenes uddannelse efter det fyldte 18. år i henhold til børnelovens § 14, stk. 3.

Patientforsikringen fandt ved sin afgørelse, at der ikke kunne tilkendes erstatning for et eventuelt uddannelsesbidrag
efter børnelovens § 14, stk. 3, idet der efter Patientforsikringens opfattelse efter erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 ikke længere kan kræves erstatning for uddannelsesbidrag for børn, der på skadetidspunktet var under 18 år.

Patientforsikringens afgørelse beror blandt andet på selve formuleringen af EAL § 14, hvoraf det fremgår, at der ved erstatningsfastsættelsen alene skal tages stilling til, hvad afdøde på skadetidspunket kunne være pålagt at betale i bidrag.

Da afdødes børn alle var under 18 år ville deres nu afdøde far ikke på skadetidspunktet kunne være pålagt at betale uddannelsesbidrag efter børnelovens § 14, stk. 3. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at lovteksten ikke åbner mulighed for at udskyde spørgsmålet om pålæggelse af uddannelsesbidrag til et senere tidspunkt, idet erstatningen ifølge lovteksten skal fastsættes på skadetidspunktet, og EAL § 11 ikke giver mulighed for, at sagen senere kan genoptages med henblik på at give supplerende erstatning som hjælp til at gennemføre en uddannelse.

Patientforsikringen fandt på den baggrund, at der i det konkrete tilfælde hverken var hjemmel til at give erstatning for
uddannelsesbidrag, eller til at udskyde afgørelsen heraf til et senere tidspunkt. Patientforsikringen afviste herefter at yde erstatning for et eventuelt uddannelsesbidrag til afdødes efterladte børn. (93-0487) (1996 Årsb.)

8.25. Østre Landsrets dom vedrørende advokatudgifter og sengeliggende sygedage

Patientforsikringen har i en afgørelse vedrørende en patient, der blev fejlbehandlet, afvist at tilkende erstatning for patientens udgifter til advokathjælp.

Patientskaden manifesterede sig primært ved svære fysiske gener som følge af hjerneskade.

Efter en nærmere gennemgang af det lægelige materiale i sagen fandt Patientforsikringen ikke, at der kunne tilkendes erstatning for patientens udgifter til advokathjælp, da der under henvisning til bemærkningerne ikke var hjemmel hertil. På denne baggrund blev advokatens bistand ikke fundet nødvendig for at sikre en forsvarlig oplysning af sagen.

Advokaten ankede sagen til Patientskadeankenævnet, der stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Efterfølgende blev sagen af Advokatsamfundet, som mandatar for patienten, indbragt for Østre Landsret, der ved dom af 13. november 1996 (13. afdeling, nr. B-1890-95), stadfæstede Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets afgørelser.

I dommen henvises det til, at det i forarbejderne til patientforsikringsloven (FT 1990/1991 tillæg A, spalte 3307) er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser, idet patientforsikringsordningen bygger på, at Patientforsikringen i samarbejde med patienten skal fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for en forsvarlig behandling af sagen. Der blev endvidere i præmisserne lagt vægt på, at Patientforsikringens afgørelser kan indbringes for det statslige Patientskadeankenævn, hvis afgørelser er bindende for Patientforsikringen.

Patientforsikringen har tidligere i årsberetningen for 1994 redegjort nærmere for sin praksis vedrørende betaling af advokatomkostninger, og det blev i den forbindelse påpeget, at sådanne omkostninger, med udgangspunkt i forarbejderne til patientforsikringsloven, ikke kan forventes dækket.

Advokatudgifter vil dog kunne betales i de tilfælde, hvor skaden afskærer patienten fra at kunne fremskaffe nødvendige oplysninger således, at Patientforsikringen heller ikke kan opfylde sin pligt til at oplyse sagen. Ligeles vil advokatudgifter kunne betales i tilfælde, hvor en advokat efterfølgende fremskaffer nye retlige oplysninger, der medfører, at Patientforsikringen må genoptage sagen og ændre sin tidligere afgørelse.

Østre Landsrets dom understøtter således Patientforsikringens praksis vedrørende betaling af advokatomkostninger.

Østre Landsret præciserede ved samme afgørelse, at der alene kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte svarende til taksten for sengeliggende sygedage, såfremt
patienten i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd har været "sengeliggende". I den aktuelle sag havde patienten som følge af patientskaden et væsentligt indskrænket funktionsniveau, idet hun efter skaden alene kunne bevæge sig omkring med støtte fra ægtefællen eller i kørestol.

Østre Landsret fandt dog, i overensstemmelse med Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets afgørelser, at dette ikke kunne begrunde, at der skulle ydes godtgørelse for svie og smerte svarende til den sengeliggende takst, idet patienten trods sine svære gener, ikke var egentligt sengeliggende i sygeperioden.

Dommen er refereret i UfR. 97.226

Top af bilag 15

 

9. LΖGEMIDDELSKADE § 3.2.

9.1. Lægemiddelskade – narkosemidlet Dormicum

En 66-årig mand blev indlagt med henblik på cystoskopi (kikkertundersøgelse af blæ-ren) til kontrol for tidligere fjernede blærepolypper.

I forbindelse med indgrebet blev der givet narkosemidler i form af Dormicum (5 mg) og Haldid (0,15 mg). Patienten blev udskrevet samme dag efter undersøgelsen. Patienten mistede efter ca. en måned alt håret.

Patientforsikringens lægekonsulenter fandt, at der i forbindelse med undersøgelsen blev givet en korrekt dosering af narkosemidlet. Undersøgelsen fandtes at være udført efter bedste specialiststandard, og sagen måtte herefter afvises efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1.

Hårtabet var mest sandsynligt forårsaget af egenskaber ved de anvendte lægemidler, men ifølge PFL § 3, stk. 3, dækker loven ikke skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der anvendes ved behandling, undersøgelse eller lignende. (93-0621)

Top af bilag 15