Psykisk syge forældre og deres børn

| Forside | Indhold | Bund | Top | Forrige | Næste |

1.3 Hvordan påvirker psykisk sygdom forældrerollen?

1.3.1 Hvad karakteriserer de enkelte psykiske sygdomme?

Det skizofrene spektrum
De fleste af de patienter, som er knyttet til de distriktspsykiatriske centre, har lidelser, som falder inden for det skizofrene spektrum. Det drejer sig om personer, som enten har en skizofreni eller en skizofren grænsetilstand, som kaldes skizotypi. De to lidelser har nogle symptomer fælles, og der er nogle symptomer, som kun optræder ved skizofreni (længerevarende hallucinationer og længerevarende vrangforestillinger).

De fælles symptomer:
Det drejer sig om symptomer, som enten er iagttagelige af andre, eller som kun opleves af den pågældende selv.

Fælles for de to tilstande er, at evnen til at mobilisere følelser på normal vis ændres. Følelserne afbleges. Der kan ofte være en følelse af tomhed. Det kan medføre en vis grad af nedtrykthed.

Den følelsesmæssige afblegning kan også medføre, at personen reagerer på en uindfølelig og uforståelig måde i en given situation. Det kan dreje sig om opstemthed, hvor andre ville forvente tristhed, eller pludselig vrede uden særlig ydre anledning. Det er uforudsigeligt. Det gør det vanskeligt for andre, herunder børn, at ”læse” pågældende.

Den følelsesmæssige afblegning medfører også, at det er svært for den pågældende at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler. Man er ikke i stand til at etablere en følelsesmæssig samklang med omverdenen.

Den pågældende trækker sig oftest tilbage fra kontakten med andre, bliver autistisk i samspillet med omverdenen. Det vil da være omgivelserne, der skal forsøge at bryde personens tilbøjelighed til følelsesmæssigt at isolere sig.

Hyppigt vil der i større eller mindre grad også være tale om angst. Det kan enten være i form af konstant angst eller som anfald med panikangst. I den sammenhæng må andre personer i familien søge at berolige og trøste.

Der er hyppigt hos personer med skizofreni eller skizotypi problemer med at træffe beslutninger. Ofte optræder der i situationer, hvor der skal handles, modsatrettede følelser og tanker, hvilket besværliggør beslutningstagen. I værste fald kan det føre til handlingslammelse. I sådanne tilfælde må omgivelserne tage over og træffe nogle valg.

Da der samtidig kan optræde koncentrationssvækkelse af anden årsag kan det betyde, at det bliver vanskeligt at udføre målrettet adfærd. Vedkommende har svært ved at overskue og strukturere forskellige situationer og kan få problemer med at skulle klare mere end en ting ad gangen. Det bliver således vanskeligt i et samspil med andre at skulle omstille sig hyppigt og klare flere ting på en gang, således som det typisk ville være tilfældet, når man har med bl.a. børn at gøre.

Det kan også være således, at de her omtalte personer kan have øget sansefølsomhed. Det skal forstås på den måde, at de enten kan høre meget kraftigere end normalt, dvs. øget lydfølsomhed, eller opfatter lyset kraftigere end normalt. De kan blive nødt til at trække sig fra omgivelser, der for dem virker støjende, selvom der kun er tale om et ordinært lydniveau. Det kan give problemer i forhold til bl.a. børn, som kan have en højrøstet adfærd.

Den skizofrene vil kunne have problemer med at sørge for en ordentlig egenomsorg. Vedkommende bliver efterladende med egen personlig pleje og vil også være tilbøjelig til at være efterladende i forhold til dem, som pågældende skal tage sig af.

De psykotiske symptomer:
Personer med skizotypi kan i korte perioder have egentlige psykotiske symptomer. Der er tale om noget forbigående. Disse symptomer vil ligne den skizofrenes psykotiske symptomer.

Den skizofrene har psykotiske symptomer i form af enten hallucinationer eller vrangforestillinger eller begge. Hallucinationerne drejer sig typisk om stemmer, som kan have forskellig karakter. De kan være kommanderende/opfordrende eller de kan være “kommenterende”. Det er som oftest meget pinefuldt at høre stemmer.

Og det synes uforståeligt for omgivelserne, at den syge taler med nogle imaginære stemmer, som tilmed kan være dirigerende og styre adfærden.

Når der optræder vrangforestillinger, så vil de hyppigt have karakter af forfølgelsesforestillinger. Forfølgelsesforestillinger gør én utryg. Man bliver anspændt og angst. Man kan føle sig forfulgt bl.a. af personer, som tidligere var venner. Man kan også opleve, at familien er imod og forfølger én. Det kan føre til, at man må forsvare sig imod familien, hvilket jo er helt uforståeligt for de øvrige familiemedlemmer.

Behov for behandling:
Det er vigtigt, at de syge personer bliver opdaget og kommer i behandling så hurtigt som muligt. Det er ret åbenlyst, at det drejer sig om en sygelig tilstand, når der er tale om egentlige psykotiske symptomer.

Men det kan være mere vanskeligt at finde ud af, om der er tale om noget påfaldende, når det drejer sig om mere ”stille” symptomer som fx tilbagetrukkethed, manglende koncentration og overblik og øget sansefølsomhed. Disse symptomer er det imidlertid vigtigt at have øje for, idet de også er invaliderende set i relation til muligheden for at skabe bærbar kontakt til omgivelserne, dvs. familie og venner samt offentlig forvaltning.

Det affektive spektrum
Det affektive spektrum omhandler to tilstande: depression og mani.

Den depressive person er præget af dårligt humør, det forsænkede stemningsleje. Det drejer sig om en konstant tristhed, som dog kan variere i løbet af dagen. Det er typisk svært at komme i gang om morgenen. Men op ad dagen kan der somme tider ske en vis bedring.

Intet kan vække glæde. Der er en gennemgribende håbløshedsfornemmelse.

Der er ingen energi. Man har ikke lyst til nogen ting. I samspillet med andre vil man være præget af tristhed og stilstand.

Det, der tidligere interesserede, er nu uden interesse. Der er ingen interesse for familien. Man har lyst til at isolere sig, fordi det er belastende at være sammen med mange mennesker.

Man overkommer ingenting. Kan intet overskue. Selv den mindste ting synes uoverkommelig.

Man bliver hæmmet i tanke og handling. Går i stå. Mister koncentrationen. Hukommelsen kan også blive dårlig. Man bliver angst. Ofte af anfaldsvis karakter. Der kan opleves stor træthed, men det er svært at finde hvile. Når man lægger sig for at hvile, så bliver man i stedet rastløs i tankerne og kan ikke falde til ro. Nattesøvnen er også påvirket, så man ikke kan falde i søvn eller ikke kan sove igennem eller vågner tidligt. Man er aldrig udhvilet. Der er ingen selvtillid. Der er stor skyldfølelse. Man har mange selvbebrejdelser. Somme tider kan skyldfølelsen og selvbebrejdelserne antage en sådan grad, at de får karakter af depressive vrangforestillinger. Disse forestillinger kan være meget pinefulde. Ikke sjældent er de ledsaget af selvmordstanker og somme tider af selvmordsforsøg.

I samspillet med andre vil det være den gennemgående tristhed, den manglende energi og interesse samt fraværet af lyst til foretage sig noget, som dominerer.

Det er andre, som skal forsøge at bryde pågældendes tristhed og invitere til et samvær.

Den maniske tilstand er omvendt præget af det ovenud gode humør, det hævede stemningsleje. Den maniske er meget energisk. Har mange planer. Vil også forsøge at føre dem ud i livet. Der er i sin yderste konsekvens ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Man har ikke brug for megen søvn. Kan næsten køre i døgndrift. Der er sjældent energimæssige begrænsninger og i mange tilfælde heller ingen oplevede økonomiske begrænsninger. I sin virkelyst kan den maniske person få så store planer, at de tager karakter af egentlige vrangforestillinger. Den maniske vil ikke sjældent blive vred, hvis nogen anden vil forsøge at korrigere vedkommende og begrænse den handlemæssige og økonomiske aktivitet. Den maniske er meget rastløs og kan ikke falde til ro ved noget. Vedkommende må hele tiden videre til noget nyt. Denne konstante rastløshed, de overlødige ideer samt den handlemæssige og økonomiske aktivitet er meget belastende for omgivelserne. For børn vil det være for angstprovokerende med uforudsigeligheden og den konstante uro, til det er rart at være sammen med en manisk person.

Der findes tilstande med symptomer fra både depressionen og manien. Disse tilstande opstår, når man svinger fra den ene tilstand til den anden, enten fra mani til depression eller omvendt. Tilstandene kaldes blandingstilstande.

Når man både har depression og mani kalder man den lidelse for en bipolær affektiv sindslidelse (tidligere maniodepressiv sygdom).

Nogle har udelukkende depressioner, dvs. en unipolær affektiv sindslidelse.

Der findes også tilstande, som har symptomer fra både det affektive og det skizofrene spektrum. Disse tilstande kaldes skizo-affektive sindslidelser.

Personlighedsforstyrrelser
I bogen refererer vi også til en gruppe forældre, som har en personlighedsforstyrrelse. Det vil i væsentlig grad dreje sig om den følelsesmæssigt ustabile personlighedsstruktur.

Denne personlighedsstruktur er præget af en manglende evne til at skabe stabile relationer til andre mennesker. Der svinges mellem positive og negative følelser. Det er svært at skulle forholde sig til den konstante svingning mellem de to yderpositioner.

Samtidig med at den følelsesmæssigt ustabile person har svært ved at forholde sig til andre personer på nævnte vis, så har pågældende også meget svært ved at skulle skilles fra betydningsfulde andre personer. Det kan også medføre store svingninger i tilstanden, ofte resulterende i nedtrykthed. Humørmæssigt vil der være tale om hurtige skift – meget hurtigere end det ses ved den bipolære affektive lidelse. Snart er den pågældende glad, snart ked af det og snart vred. Ofte er der en tomheds- og ensomhedsfølelse. Der vil kunne optræde følelsesmæssige gennembrud på impulsiv vis. Denne impulsive adfærd kan være rettet både udad og indad. Udad vil det tage form af kraftige vredesudbrud. Indad har den impulsive adfærd ofte karakter af noget selvdestruktivt. Endda ofte med selvmord for øje. Det er velkendt, at personer med denne personlighedsstruktur har hyppige selvmordsforsøg.

I modsætning til de affektive tilstande, hvor tilstandsbilledet er mere konstant over et tidsrum, så er den følelsesmæssigt ustabile personlighedsstruktur præget af en konstant skiften. Svingningerne er uforudsigelige. Og de er ofte uforståelige. Det gør det fx for et barn vanskeligt at skulle forholde sig til en person med denne personlighedsstruktur.

Vi har valgt at dele det samlede antal interviewede op i tre grupper: 1) personer tilhørende det skizofrene spektrum (det drejer sig om skizofreni, skizotypi, andre psykoser, skizoaffektiv lidelse); 2) personer tilhørende det affektive spektrum (det drejer sig om depressioner alene og manio-depressiv lidelse); 3) personer med personlighedsforstyrrelse (det er overvejende personer med følelsesmæssig ustabil personlighedsstruktur).

Misbrug
Blandt en del af de psykiatriske patienter er der også et sidemisbrug foranlediget af den psykiske lidelse. Det drejer sig om stoffer, hash, piller af forskellige slags og/eller alkohol.

Der er i denne forbindelse tale om en slags ”selvmedicinering” for at berolige sig. Misbrug kan påvirke den misbrugende i større eller mindre grad. Typisk vil et misbrug medføre, at den misbrugende vil være mere fjern og fraværende i kontakten. Humørmæssigt kan der være store svingninger. Fra opstemthed til pludselig tristhed og gråd. Temperamentsmæssigt kan der også være store svingninger. Misbrugeren vil mange gange reagere med vrede og irritation, når noget går vedkommende på. Måske også uden umiddelbar synlig grund. Det bliver dominerende i dagligdagen at få fat på misbrugsstoffet. Det betyder, at opmærksomheden går fra de andre personer, som man er sammen med i familien.

I familien opstår der let angst, idet man ikke ved, hvad der foregår. Den misbrugende vil typisk forsøge at benægte sit misbrug. Derved bliver det meget svært for pårørende at påvirke den pågældendes adfærd. Børn kan i den forbindelse komme til at agere som små voksne, der skal være forældre over for deres mor og far.

Misbruget giver ofte en yderligere forværring af den grundlæggende psykiske sygdom.

1.3.2 Hvordan påvirkes forældrefunktionen?

Mor/barn forholdet ved skizofreni
Grundsymptomerne ved sygdomme indenfor det skizofrene spektrum har alle indflydelse på mor/barn relationen og er til stede livet igennem i vekslende omfang.

Autismen medfører, at moderen har store vanskeligheder med at opfatte barnets daglige behov og svært ved at reagere med indlevelse på dets følelser og adfærd. Hun har svært ved følelsesmæssigt at “svinge med” og deltage som en voksen omsorgsgiver og opdrager i sit barns sociale initiativer og behov. Hun er ikke i stand til at hjælpe barnet med at regulere følelser og aktivitetsniveau i samspillet. Forandringerne i følelseslivet medfører, at moderens emotionelle udtryk bliver stillestående, og glædesløst. Det kan være svært for barnet at vide, hvad moderen tænker og føler, og om hun lægger mærke til, at barnet er der. Tankeforstyrrelser vanskeliggør yderligere moderens samvær med barnet. Det kan virke uoverskueligt for hende at forholde sig til almindelige dagligdags begivenheder i barnets liv. At strukturere sin egen og barnets dagligdag kan være et uoverkommeligt krav. Stillet overfor den konkrete situation mister hun overblik og koncentration. Hun afledes let af andre tanker og kan have svært ved at adskille fantasi og virkelighed, og svært ved at se verden fra andre synsvinkler end sin egen.

Der ses ofte sociale udviklingsforstyrrelser hos børnene som følge af mødrenes store vanskeligheder med kontakt, stimulation og opdragelse. Børnenes tilknytningsmønster i 1-2 års alderen er oftest utrygt: De synes ude af stand til opfatte deres mor som en nærværende og omsorgsfuld person, hvis hjælp de kan regne med, når de føler sig usikre og bange. Børnene har ofte vanskeligheder med at fastholde opmærksomhed og koncentrationen og kan have svært ved at indgå i en naturlig social kontakt med andre børn og voksne.

Børnene kan under opvæksten reagere forskelligt. Nogle, især drenge, får adfærdsproblemer og indlæringsvanskeligheder, andre tilpasser sig forholdene i hjemmet og overtager mange praktiske opgaver alt for tidligt. En del børn vokser op i plejefamilier og skal magte spændingsfeltet mellem den normale tilknytning til plejeforældrene og ambivalens og loyalitet overfor de biologiske forældre (Lier 1999, Lier og Aarkrog 1999).

Mor/barn forholdet ved depression
Depressioner hos kvinder efter en fødsel forekommer hos 8-15%. De opstår indenfor de første måneder efter fødslen, og varer fra få måneder til over 6 måneder for ca. 50%’s vedkommende. Mødrene har høj risiko for recidiv, formentlig 2-3 gange større risiko end ved depressioner uden relation til en fødsel. Mange depressive mødre kommer ikke til sundhedsvæsenets kendskab, fordi de prøver at komme gennem problemerne uden at søge professionel hjælp. Depression hos mødre til såvel mindre – som større børn er således langtfra ualmindelig og kan have alvorlige konsekvenser for kvindens sociale funktion i familien, og for barnets psykiske udvikling.

Depressionens indflydelse på mor/barn relationen
Depressionen i spæd- og småbørnsalderen belaster mor/barnforholdet i en i forvejen sårbar fase.

En del af mødrene er i stand til, trods depressionen, at opretholde et naturligt samspil med barnet. Dette gælder især mødre med lettere depressioner og med god støtte fra familien. For andre mødre, ofte med en i forvejen sårbar personlighed, bliver samspillet med barnet markant påvirket af de depressive symptomer. Følgende beskrivelse gælder den sidstnævnte gruppe.

Depressionens kernesymptomer har alle indflydelse på moderens udstråling og adfærd i forhold til barnet: Tristheden (det forsænkede stemningsleje) præget af tomhed og glædesløshed medfører, at barnets kontakforsøg og smil ikke gengældes og fastholdes og bliver til en fornøjelig og stimulerende oplevelse. Samværet bliver domineret af moderens tristhed, som barnet ofte lærer at tilpasse sig. Langsomheden (den psykomotorisk hæmning) forstærker moderens manglende vitalitet. Hun reagerer trægt på barnet. Følelsen af uoverkommelighed begrænser perioderne af aktivt samvær både kvalitativt og kvantitivt. Barnet bliver “valgt fra”. Koncentrationsproblemer, rådvildhed og angst forstærker yderligere moderens magtesløshed, specielt i situationer, hvor hun skal overskue flere dagligdags begivenheder på en gang. Mange mødre reagerer med irritation og afvisning af børnene, ofte på en for barnet uforudsigelig måde.

Hvis moderens depression er længerevarende, vænner barnet sig til hendes lave aktivitetsniveau. Det leger selv, kræver ikke moderens opmærksomhed og bliver et barn, der selv styrer sine aktiviteter, uden den voksnes opdragende indflydelse. Barnets forventninger om kontakt kan i stedet være rettet mod faderen eller anden rask person i familien, eller helt mangle social retning.

Follow-up undersøgelser af børnenes udvikling har påvist en betydelig risiko for en variation af emotionelle og adfærdsmæssige vanskeligheder senere i barndommen. Oftest drejer det sig om depression (især piger) og adfærdsproblemer (især drenge), skyldfølelse og negativ selvopfattelse (Lier & Aarkrog 1999).

Mor/barn relationen ved følelsesmæssig ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline type)
Moderens egen opvækst og hendes barndomsrelationer til egne forældre har næsten altid været konfliktfyldte. I forholdet til barnet er hendes moderfunktioner præget af mangelfulde modeller for omsorg. Ofte er hun alene med barnet, eller bor med skiftende partnere. Hendes oplevelse af sig selv som mor er præget af usikkerhed og angst for impulsgennembrud – fx for at komme til at slå eller skade barnet i vrede. På grund af hendes komplicerede forhold til mor/barn relationen, har hun svært ved at tolke sit barn. Hun kan se med ængstelse på sig selv som en muligvis følelseskold mor, som barnet umuligt kan elske.

Relationen påvirkes, på en for barnet uforudsigelig måde, af de komplicerede, ofte ambivalente følelser, der vækkes i moderen ved samværet. Samtidig kan hun være varm og følelsesmæssigt nærværende, når situationen er konfliktfri for hende. Set fra barnets side er moderen impulsiv og uforudsigelig, både i hendes positive og negative reaktioner. Afhængig af balancen mellem positive og negative oplevelser og af barnets temperament, bliver dets adfærd præget af en vagtsom afventen, med få spontane sociale initiativer overfor moderen og svage signaler om egne ønsker og behov – eller omvendt prøver barnet med mange midler at fange moderens opmærksomhed og kræve respons, hvorved der kan opstå utallige sammenstød mellem dem.

Undersøgelser af mødrenes og deres børns tilknytningsmønster har vist at mødrenes utrygge mønster overføres til deres børn. Moderen, der som del af sin problematik er meget følsom overfor barnets afvisning, bliver provokeret og tilsvarende usikker og afvisende, måske vred og irriteret på barnet.

I småbørnsalderen svinger mødrene ofte mellem at være eftergivende, opgivende og ude af stand til at sætte relevante grænser for børnene, vekslende med en rigid og straffende adfærd. Der er stor risiko for, at børnenes udvikling bliver påvirket, med senere emotionelle vanskeligheder og adfærdsproblemer til følge. Der er således tale om en ond cirkel med risiko for at moderens vanskelige opvækst gentages i hendes barns.

| Forside | Indhold | Bund | Top | Forrige | Næste |