11 bud på Det Udviklende Arbejde. Inspirationspublikation til statsinstitutionerne. Centralrådet for Statens Samarbejdsudvalg. (Februar 1996)
Liv, Leg & Lyst Lektier, Løn og Lediggang

[ Indholdsfortegnelse | Forside | Forrige side | Næste side | Bund ]


Liv, Leg & Lyst
Lektier, Løn og Lediggang

 

Af Nils Villemoes

Cand.merc.

Institut for Organisation og Virksomhedsledelse

Handelshøjskolen i Århus

 

Målet

er det vigtigste. Det vigtigste er, at vi betyder noget - for os selv og for andre. Vi kan ikke nøjes med at være sandkorn i Sahara. Vi vil være noget - hver især og sammen. Vi vil have betydning.

Det heldige i den forbindelse er, at et menneske kun kan betyde noget for sig selv, hvis det også betyder noget for andre. Det betyder, at vi er nødt til at anstrenge os!

Et menneske kan betyde noget i kraft af sit boldøje. Det gives der mange eksempler på. Man kan sagtens være "et dumt svin" og alligevel være en person, mange ser op til, fordi man er god til at skyde mål. Man kan også blive populær i kraft af sit udseende, sin intelligens og sine talegaver.

En forretningsmand måler sin betydning i penge. Det svarer faktisk til den fryd, en højdespringer oplever, når han eller hun når op over en meter plus en del mere. Glæden ligger ikke nødvendigvis i, at nogen får det at vide - eller ser det sker. Glæden ligger i, at pinden bliver liggende. "Jeg nåede det!", hvisker højdespringeren til sig selv. Hvilken fryd!

Det er nødvendigt, at vi finder sådanne mål at glæde os over. Hvis vi ikke kan finde dem igennem et arbejde, må vi finde dem uden for arbejdet, men det er svært.

 

Livet

er opdelt i rum - såkaldte tidsrum. Det første rum er det rum, vi forlængst har lagt bag os. Det er fortiden. Dengang og da.

Det konkrete rum er det rum, vi befinder os i. Det er nutiden. Her og nu. Det er det vigtigste rum. Ikke desto mindre har de fleste af os travlt med at komme videre ind i det næste rum: fremtiden. Når og hvis.

Tid er tid, så længe vi måler tiden, men ikke i det øjeblik, vi oplever tid. Fem minutter kan føles som en hel time, mens en dag kan flyve af sted og være forbi, inden man får set sig om. De, der keder sig, lever i en vis forstand længere end de, der hele tiden har det sjovt, men de, der har det sjovt, vil ikke bytte. Det gælder ikke om at leve længst muligt. Det gælder om at opleve mest muligt, mens man lever. Det er her, legen kommer ind.

 

Legen

fyldte hele livet, dengang vi var små. Tiden gik med leg - helt af sig selv. Hver dag var ny, fordi alting var uprøvet. "Hvad laver børnene?", sagde de voksne. "De leger bare!". Bemærk det lille ord "bare", som afslører voksnes holdning til leg.

Leg kan ikke betale sig. Leg er kun for sjov. Derfor kan legen ikke rationaliseres. "Se at blive færdige med den leg, børn, så kan I lige nå én til", siger en voksen, der har glemt, hvordan det var.

Leg minder om fest. Hvis det gjalt om at blive hurtigt færdig, ville vi dele festen op i profitcentre og omkostningssteder: Gruppe 1 spiser. Gruppe 2 drikker. Gruppe 3 synger - alt hvad lungerne kan præstere. Gruppe 4 begynder at rydde op. På den måde kan vi blive færdige på den halve tid - og komme hjem før tiden.

Det er sådan, vi har gjort, hver gang, der var noget arbejde, der skulle udføres. Vi har ordnet og arrangeret det således, at arbejdet er blevet udført på den halve tid. Management. I den forbindelse er legen lidt efter lidt forsvundet ud af de fleste jobs. Det er ikke for sjov, når vi arbejder.

Legen er livets vigtigste drivkraft, fordi leg skaber den lyst, som holder livets hjul i gang. Lysten driver værket, siger vi - og det er så sandt, som det er sagt. Lysten og legen er to sider af samme sag. Uden leg, intet liv. Forsvinder først lysten til leg, mister livet sin pointe. Det gælder ikke mindst i forhold til alt dét, vi kalder arbejde. Hvis vi gør det uden arbejdsglæde, reducerer vi os selv til væsener, der blot fylder tiden ud, fordi "tiden skal jo gå med noget". Så kan vi lige så godt sætte maskiner til at gøre arbejdet. Og det er netop dét, vi i stor udstrækning har gjort.

Det nye i situationen er, at alt det arbejde, der er tilbage, kun kan udføres af personer, der synes, at det er sjovt at udføre det. Hvis det ikke er spor sjovt i betydningen interessant og engagerende, er det resultat, der kommer ud af arbejdet, derefter. Den, der skal bruge resultatet - kunden - kan mærke, om den, der har udført det, har gjort dét med glæde. Så hellere være fri. Drejer det sig om service, er det intet værd, hvis leveringen sker som en pligt under tvang.

Barndommens land. Tiden gik - helt af sig selv, men aldrig til spilde. Vi lærte en masse, uden at vide, hvad det var, vi lærte. Når børn keder sig, finder de på en ny leg. På den måde bliver de initiativ-tagende. Senere i livet bliver de iværksættere - måske. Det er ikke noget, man bliver. Det er noget, man gør - ikke nødvendigvis ved at starte egen virksomhed. Man kan sagtens sætte noget i værk som lønmodtager - også selv om man er ansat i et offentligt foretagende.

Iværksætterstøtte er ikke det afgørende i den forbindelse. Det er derimod den stædighed og fantasi, man har med i bagagen. Hitte-på-som-hed og personlig vilje. Det er sådanne egenskaber, der bliver brug for i fremtidens samfund.

 

Lektier

var der pludselig noget, der hed. En skønne dag stod man foran skolens port med sin mor i hånden. Overlærer Madsen tog imod. "Velkommen til skolen", sagde han.

Så fik vi lektier for. Senere lærte jeg, at ordet skole er græsk og betyder "fri". Ikke "fri for" - naturligvis, ej heller "fri fra". "Fri til".

Lektier er ikke det skæggeste, der findes - indtil man opdager, at det er mindst lige så sjovt at lære noget som at lege, hvis man altså først har lært at lære. Problemet er, at man først skal tvinges - mere eller mindre - indtil man opdager, hvor sjovt det er, og så er det som regel ikke sjovt. Legen forsvinder, mens man laver lektier, fordi man ikke kan se meningen med lektierne - før bagefter.

I vores kultur har der altid hersket en klar prioritering med hensyn til lektier og leg. Lektierne først. Det er klart! "Se at blive færdig med de lektier, så du kan komme ud og lege", sagde ens mor, og gentog lige præcis, hvad hendes mor havde sag den gang, hun gentog, hvad hendes mor havde sagt ... osv.

Denne opsplitning af livet i pligt og fornøjelse, hvor det første er forudsætningen for det andet, er nu under kraftig nedbrydning. Det skyldes de nye omstændigheder, vi befinder os i. Tiden er en anden, siger vi, men det er ikke tiden, som sådan, der har forandret sig. Det er omstændighederne.

Det er slut med at lære én gang for alle. Vi er nødt til at lære hele tiden og igen. Hver dag. Dén, der tror, han kan nøjes med dét, han én gang har lært, bliver narret. Der er kun plads på vognen til dem, der hele tiden lærer noget nyt. Det forudsætter, at vi synes, det er sjovt at lære. Derfor er skolen i færd med at lave sig selv om.

Man kan kun lære at lære, hvis man oplever, at det er sjovt at lære. Derfor er fagene i skolen ikke så vigtige mere. Fagene er blevet midler snarere end mål. Fremtidens erhvervsliv har ikke brug for paratviden. Erhvervslivet har brug for personer, der kan stille frække spørgsmål, dvs. anderledes spørgsmål. Svarene har vi allerede i stor udstrækning. De ligge på Nettet. Informationsteknologien kan svare på meget mere, end vi kan finde på at spørge om.

Ud fra den betragtning bliver det mere og mere vigtigt, at legen bringes ind i skolen og derfra videre ud i livets skole, den del af livet, vi nu og da kalder livets alvor, som om den første del af livet blot var for sjov. Det såkaldte arbejdsliv er mindst lige så sjovt som leg, hvis man altså kan se det sjove i at arbejde.

Der er andet i livet, siger vi og antyder på den måde, at livet har mange sider. Der er flere liv, der skal leves. Der er først og fremmest et familieliv. Der er også et foreningsliv, et politisk liv og et fritidsliv. Der er nok at gå op i.

Livet er andet end arbejde. Alligevel spiller arbejdet en afgørende rolle for de fleste, især for alle dem, der ikke har arbejde. Det er gennem arbejdet, vi først og fremmest får betydning - ved at give betydning.

 

Arbejdet

bærer lønnen i sig selv, sagde min far. Det var ikke noget, han havde fundet på. Det var noget, hans bedstefar - min oldefar - havde sagt til sin søn, som sagde det videre til min far, som sagde det videre til mig. Men jeg siger det ikke til mine børn.

De er ikke så nemme at nare, men det er ikke årsagen. De har opdaget, at det passer! Derfor arbejder de mindst lige så meget, som deres bedstefar gjorde i sin tid. De arbejder ikke kun, fordi de får løn for at arbejde. De arbejder først og fremmest, fordi det er sjovt. Det er for kedeligt at holde fri i længere tid ad gangen. Tænk at gå derhjemme i en to-værelses og vente på, at den eneste ene skal komme hjem.

Man kan naturligvis gå ture, rydde op, gå på biblioteket, få børn, dyrke sport, lære at spille harmonika, passe sine gamle forældre, besøge naboen hver formiddag. Der er meget, man kan give sig til, men det meste af det alt sammen er kedeligt i længden, og det giver ingen betydning!

Derfor har vi indrettet økonomien således, at der skal to indtægter til at trække én økonomi. Hvis mændene var gået hjem til kødgryderne, den gang kvinderne gik ud på arbejdsmarkedet, ville én løn have været mere end tilstrækkeligt i dag. Men sådan har vi ikke indrettet os. I stedet for har økonomien indrettet sig efter den måde, arbejdet er organiseret på, hvorefter vi nu bruger økonomien som begrundelse for, at situationen er som den er. Ud fra den erkendelse, er der tydeligvis andre kræfter end de økonomiske på spil, når vi arbejder.

Vi arbejder af ren og skær vane. Vi arbejder, fordi vore forældre arbejdede den gang, vi lærte dem at kende. Vi efteraber. Det er på den måde samfundet bliver ved med at være, som det altid har været. Indtil det bliver lavet om.

Vi arbejder naturligvis, fordi det kan betale sig. Men vi bruger også økonomien som en slags begrundelse, dvs. en undskyldning. I virkeligheden kan vi godt lide at arbejde.

Selvfølgelig kan vi ikke lide at møde på arbejdet mandag morgen. Det er klart! "Bare det snart var weekend", siger de fleste, men de vil ikke have fri. Så har de jo ikke fredagen at se frem til. Det er derfor, vi arbejder.

Vi arbejder, fordi det er den eneste måde, vi kan få lov at holde fri på. "Nu kan jeg vist godt tillade mig at holde fri", siger en mand, der netop er blevet færdig med at slå sin plæne. Det kalder han også at arbejde, selv om han selv bestemmer, om arbejdet skal laves og ikke får en øre for at udføre det.

Vi arbejder først og sidst, fordi det er den nemmeste adgang til at få betydning i forhold til andre mennesker og dermed i forhold til os selv.

Når vi gør noget for hinanden - og får penge for at gøre det - kommer vi i kontakt med hinanden uden at komme så tæt på, at det bliver for meget af det gode. Næstekærlighed er der ikke tale om. Vi er blot kunder hos hinanden. Det har den fordel, at vi kan sige fra, hvis vi ikke ønsker hinandens service. Nej tak!

Når vi får passet vore børn på institutioner, kan vi stille større krav, end vi stiller til os selv. Vi er kunder. Den dag, vi selv havner på en institution, oplever vi, hvordan det er. Sammenlignet med fortidens aftægtskontrakter, har vores facon den fordel, at vi ikke behøver være taknemmelige. Når man betaler,kan man tillade sig at stille krav.

Vi er blevet kunder i forhold til hinanden - på skift - og det er heldigt nok. Det betyder, at vi er nødt til at anstrenge os. Vi bytter roller - og betydning. Først giver du mig service. Så giver jeg dig service retur. Den service du får, svarer til den service, du giver. På den måde opdrager vi hinanden - og får betydning. Vi giver betydning - og får betydning.

Problemet er, at der ikke er kunder nok i det moderne samfund - i forhold til den enorme kapacitet, vi efterhånden har udviklet. Sådan har det aldrig været før! I 50’erne herskede varermangel og mangel på råstoffer. I 70’erne var det arbejdskraft - og energi, der var mangel på. I 90’erne er det kunder, vi har brug for. Der er ikke kunder nok i samfundet. Det er derfor, vi er nødt til at skabe beskæftigelse.

 

Beskæftigelse

er noget andet end arbejde, ligesom arbejde ikke altid er arbejde. De gamle grækere havde faktisk to ord for arbejde.

Går vi længere tilbage i tiden - helt tilbage til begyndelsen - fandtes der overhovedet ikke noget arbejde. De første mennesker gik omkring i en dejlig have uden spor at tage sig til. De var arbejdsløse. Men de følte aldrig pligtens tunge åg. Hver dag gik med at opleve - og overleve. De samlede bær og vilde frugter, men det var ikke arbejde. De fik ikke løn for det. Først i det århundred, vi nu er rask i færd med at forlade, kom det egentlige og rigtige arbejde til verden.

I løbet af den første halvdel af det 20. århundredes første halvdel vænnede menneskeheden sig til at arbejde. Skulder ved skulder på fabrik, langs et samlebånd. Blip. Båt. Stempel ud. Stemple ind.

Inden vi så os om, forsvandt det arbejde igen. Det er derfor, vi bliver nødt til at udvikle en ny holdning til begrebet arbejde - og en ny form for arbejde. Det skal ske, inden vi kommer ind i det næste århundred.

Baggrunden er den simple, at der ikke er arbejde nok i gængs forstand til alle. Det er derfor, vi har opfundet noget, vi kalder beskæftigelse i stedet for. Beskæftigelse er naturligvis også en form for arbejde, men det er ikke rigtigt arbejde. Det er en form for betydningsfuldt tidsfordriv, som får mennesker til at mødes og give hinanden betydning. Vi producerer ikke. Vi informerer hinanden, servicerer hinanden, underviser hinanden, rådgiver hinanden. Når vi går hjem, er det ikke altid let at se, hvad vi har lavet. Dét, vi laver, er abstrakt og diffust. Men det giver betydning.

Et andet og mindst lige så vigtigt formål med beskæftigelse er at sprede fornøden købekraft. Samfundets produktive dele er blevet så effektive, at mindre end halvdelen af os kan producere alt dét, der er brug for. Det gælder først og fremmest konkrete varer. Det gælder også viden. Og det gælder underholdning.

Den situation gør mennesker mere og mere afhængige af hinanden. De, der ikke arbejder, skal være med til at forbruge dét, der produceres. Vi har simpelthen ikke råd til at undvære hinanden som kunder. Her kommer den nye form for beskæftigelse ind i billedet. Vi kan ikke bare fordele købekraften i form af borgerløn. Så mister mennesket sin værdighed og dermed sin betydning. Vi er nødt til at udvikle en ny holdning til såvel økonomi som til arbejde.

Vi bliver også nødt til at holde mere fri, nu og da - stå mere på ski - og det er sjovere end at stå på fabrik, så længe det ikke kan betragtes som et arbejde. Tænk, hvis vi fik løn for at stå på ski. Så ville vi snart gå i strejke. I virkeligheden er det industrien, der er flyttet ud i det fri. Fritidsindustrien. Samlebåndet trækker turisterne op på bakken, de der skal kan køre ned. Og op igen. Og ned. Den nye organisation producerer træthed og sundhed. Det er simpelthen hårdt arbejde, men det har vi ikke opdaget endnu. Tænk, hvis Arbejdstilsynet kom forbi ...

 

Organisation

er den måde, vi har indrettet os på. Forskellen mellem os og dyrene - én af dem - er, at vi kan se den måde, vi har organiseret os på. Vi har systemer i lange baner. Mapper i reol. Forretningsgange, politikker, regler og procedurer. Det betyder, at vi kan se, hvordan vi har indrettet os. Netop derfor kan vi forholde os til vore systemer - og lave dem om, hvis vi vil. Det kan dyrene ikke.

Vi kan tage mapperne ned af reolen. Hver mappe er udstyret med et hul i ryggen, så man let kan stikke højre hånds pegefinger ind i hullet og tage mappen ud, én efter én. Gør det!

Spørg så dig selv og dine kollegaer, hvorfor reglerne i mappen er, som de er. Hvilke sammenhænge der er mellem reglerne på den ene side og den målsætning, som på den anden - bøjet i neon - hænger og blafre over jeres institution? Det er denne sammenhæng, der giver jer betydning! Se om der er flere sammenhænge. Det er der sikkert.

Fedt at være ansat i en organisation, hvor der er sammenhæng mellem dét, man går og siger, man vil - dét, man vil - og dét man gør for at nå dertil. At være ansat et sådan sted giver betydning - og det er vigtigt!


[ Indholdsfortegnelse | Forside | Forrige side | Næste side | Top ]