Forebyggelse af Spiseforstyrrelser i Danmark



9.0  Fremadrettede tanker

9.1  Forebyggelse

Vil man spiseforstyrrelsesproblemet i Danmark til livs, bør der sættes ind på flere planer:

  • Forebyggelse

  • Opsporing

  • Sygdomsbehandling

Den primære forebyggelse er som bekendt ikke målbar, og den er utaknemmelig at udføre, for der er ikke et tydeligt og konkret synligt resultat.

Man bør spørge sig selv inden man går i gang:

  • Hvad er det egentlig vi vil forebygge?

  • Hvorfor er det så svært at forebygge?

  • Betaler det sig at forebygge?

Vil vi forebygge slankekure? Vil vi forebygge utilfredshed? Utilfredshed med vores kroppe. Utilfredshed med vores liv?

Det er meget svært at forebygge netop disse ting. At tro at man kan fjerne spiseforstyrrelser ved at fjerne slankekure vil i hvert fald være en fejltolkning og en forenkling af problemet.

I det primære forebyggende arbejde må det handle om at støtte, styrke, at gøre børnene og de unge i stand til at tage vare på deres eget liv i kraft af de ressourcer de nu engang har med sig.

Det forebyggende arbejde for det enkelte individ bør bygge på:

  • at udvikle et bredere emotionelt register og styrke kontakten med egne følelser

  • at lære at udtrykke "utilfredshed"

  • at mestre stress

  • at styrke selvfølelse og selvrespekt

  • at fremme autonomien, altså selvstændigheden og funktionelle funktioner i familien

  • at fremme evne til at udtrykke egne behov og følelser

  • at fremme positiv perfektionisme og realistiske krav til sig selv

  • at fremme en positiv kropsoplevelse. Det at blive glad for at bruge sin krop

  • at arbejde med den kritiske holdning til hvordan "andre" påvirker os, at arbejde med sunde spiseaktiviteter og at få en forståelse for hvordan kroppen udvikler sig, - både biologisk og psykologisk[28]   

 

Hvad er det, der skiller dem, der ikke får spiseforstyrrelser, fra dem, der får det?

Er der en forskel?

Er det noget de har i sig, som gør, at de er mere modstandsdygtige over for de påvirkninger eller de vanskelige situationer, de kommer ud for i livet?

Indholdet og måden hvorpå informationerne gives til de unge er meget vigtig at holde sig for øje. De unge søger selv viden og informationer om spiseforstyrrelser og skal nok finde dem, enten ved at gå til forskellige foredrag, på nettet eller fra TV.

En nytænkende måde at formidle budskaberne på kunne være gennem rollespil, skuespil, film m.v., hvilket vil være anbefalelsesværdigt, da det giver et anderledes udgangspunkt for en diskussion blandt de unge og de voksne omkring dem.

Man kan sige, at den sundhedsfremmende strategi bør baseres på tankerne om, hvordan vores børn kan bevare sundheden og glæden ved livet.

9.2  Måltidsrutiner

Gode måltidsrutiner er ligeledes vigtige at få indarbejdet fra barnsben.

Børn klarer sig bedre med skolemad. Sund mad til skolebørnene gør dem kvikkere. Det viser en svensk undersøgelse, der omfatter omkring 1800 skolebørn. I Sverige har skolebørnene mulighed for at få et måltid varm mad midt på dagen, og undersøgelsen viste, at de elever, der klarede sig godt i skolen og følte sig veloplagte, for en stor dels vedkommende fik skolemad. "Ernæringsmæssigt er det helt afgørende, at børnene får sund mad, men det gavner også koncentrationen", siger embedslægen i Århus, Anne Filskov. Den svenske undersøgelse viste desuden, at de børn, der ikke fik mad på skolen, også var dem, der sprang morgenmaden over. I Danmark er der blevet sat 50 millioner kroner af til forsøg med mad i skoler og daginstitutioner over de næste tre år, og der kan søges yderligere støtte i Fødevareministeriet. I Århus har man allerede i fem år haft en skolemadsordning, hvor skolebørnene hver dag kan købe mad for en tier. Gennemsnitligt en tredjedel af de århusianske skolebørn får hver dag mad i denne ordning, der nu også er blevet udvidet med en frugtordning. "Børnene skal jo have noget at spise, mens de er i skole. Så kan vi lige så godt være med til at forebygge de dårlige vaner, der måske kan føre til sygdomme senere", siger skolerådmand Niels Erik Eskildsen[29].

 

Kan madordningsprojektet anskues fra flere vinkler  -  når drejer sig om spiseforstyrrelser?

På den ene side er projektet kommet i gang, fordi man kan se at for mange børn kommer i skole uden at have fået morgenmad eller uden madpakke, og mange børn og unge går rundt med sodavandsflasker i hånden hele tiden. Det bevirker bl.a. at deres stofskifte/blodsukker kommer i ubalance, de har svært ved at koncentrere sig, de bliver hyperaktive og de ødelægger deres tænder.

Fra politisk side vælger man at løfte opgaven med at ”fodre” vores børn og unge ved hjælp af forskellige skolemadsordninger.

Der er sandsynligvis mange børn, som vil have gavn af denne ordning, men – i den forebyggende tankegang – er der risiko for, at en udpræget forældreopgave flyttes til samfundet.

Vi har i Danmark efterhånden en generel opfattelse af, at samfundet passer og opdrager vores børn. Skolelærere og pædagoger pålægges hele tiden nye områder de skal sætte sig ind i og medtage i deres daglige arbejde.

Forældrene slipper nu for aktivt at forholde sig til problemerne ved spisesituationen om morgenen, de behøver ikke aktivt at tage stilling til eller finde ud af hvad deres børn godt kan lide og ikke kan lide. Det kan måske oven i købet blive en sovepude med hensyn til aftensmåltidet. ”Vi behøver ikke at lave aftensmad, for Julie har fået et ”sundt” måltid på skolen i dag”.

Så for det enkelte barn – især den gruppe, som ikke har mad med i skole, er ordningen sikkert god, men rent samfundsmæssigt kunne den tænkes at underminere familiens måltidsrutiner, hvilket måske øger risikoen for udvikling af spiseforstyrrelser.

Det er en hårfin balancegang. På den ene side at ønske, at folk skal blive mindre optaget af mad, krop og vægt og på den anden side ønske at øge befolkningens viden om sundhed, motion og fedtets langtidsskadelige virkning på kroppen.

REKLAMER FÅR BØRN TIL AT SPISE USUNDT. Flere og flere danske børn bliver fede og usunde, og det skyldes ikke mindst de mange reklamer for usunde og sukkerholdige fødevarer. Forbrugerinformationen har lavet en undersøgelse, der afslører, at ud af 1.600 reklamer for fødevarer beregnet til børn var 1.485 - eller 93 procent - for fødevarer, som enten var for fede eller for sukkerholdige. På den baggrund siger afdelingsforstander i Fødevaredirektoratet, Lars Ovesen, at det er svært at ændre børns spisevaner, når der er en så massiv påvirkning via reklamer. Lars Ovesen er også medlem af EUs ekspertgruppe, der arbejder med samme problematik. Han kan fortælle, at der i gruppen er bred enighed om, at det er et generelt problem i hele Europa. Ekspertgruppen har indstillet til EUs Ministerråd, at der bør laves fælles regler på området, og der tages stilling til det senere på denne måned. Forslaget om lovgivning støttes af Formanden for Ernæringsrådet, Arne Astrup. Han siger, at reklamerne selvfølgelig påvirker forbrugerne, ellers ville producenterne ikke lave dem[30].

 

Reklameindustrien gør sit til, at vi spiser som vi gør.

Skal politikere beslutte, hvilke reklamer vi må se og muligvis påvirkes af? 

Det er nemt at havne som moralens løftede pegefinger, og dermed måske være med til at skabe dårlig samvittighed hos folk, når de ikke følger kampagner og opfordringer om at spise sundt til punkt og prikke.

9.3  Vigtigt at få udbredt information

I det sekundære arbejde vil det være vigtigt at få udbredt information om, hvad en spiseforstyrrelse er, hvordan den arter sig, hvad kendetegnene er osv. Når ikke vi ved nok, risikerer vi, at folk lever med lidelsen i mange år før de får hjælp. Nogle lever i dag med deres spiseforstyrrelse i 8 - 9 -10 år uden at blive ”opdaget”.

Det at informere om spiseforstyrrelser til fagfolk vil også være at forebygge, da det styrker det opsporende arbejde.

Hvis pårørende ligeledes ved, hvad de skal se efter, har de mulighed for at søge  hjælp i tide.

Er måden vi prioriteter vores livsværdier, samtidig med det faktum, at familier i dag oftest er nødsaget til at have to indtægter for at kunne holde hus og hjem i Danmark, en for vores børn (og os selv) god måde at leve på?

Vi kan ikke ændre vores samfundsopbygning, men vi kan se på mulighederne for, hvordan vi kan arbejde hen imod en nedadgående tendens i antallet af konstaterede nye tilfælde af spiseforstyrrelser.

Vi kan stoppe videreudviklingen af spiseforstyrrelsen, når den først er kommet til ”udbrud”, ved straks at kunne tilbyde professionel hjælp når behovet er der.

DISTRIKTSPSYKIATRIEN: To ud af tre distriktspsykiatriske centre kan ikke tilbyde alle psykisk syge psykoterapi, selv om det har dokumenteret effekt[31].

9.4  Samfundsøkonomi

Når man taler samfundsøkonomi i relation til spiseforstyrrelsesproblematikken, er det vigtigt at kæde bivirkninger og følgesygdomme af selve spiseforstyrrelsen sammen med de økonomiske omkostninger. I dag koster spiseforstyrrelser samfundet penge på grund af:

  • dyr offentlig behandling

  • tandlægeudgifter

  • sygefravær

  • udstødning fra arbejdsmarkedet

  • knogleskørhed - komplicerede benbrud

  • diabetes problemer

  • konsultationer hos speciallæger, psykologer, psykiatere og gynækologer

  • fertilitetsproblemer – hormonbehandlinger for barnløshed

  • hormonpræparater

  • lykkepiller med bivirkninger som kvalme og appetithæmning

  • førtidspensioneringer

Den rigtigt store udgift er imidlertid, at de spiseforstyrrede kvinder, der ikke kan sørge godt for sig selv, alligevel oftest får børn (se bilag D Børn af anoreksimødre i fare). Hvis de ikke kan blive gravide af sig selv, kan de få hjælp med kunstig befrugtning. Erfaringen viser at børn af  kvinder med spiseforstyrrelser ofte selv får problemer, hvad enten det bliver i form af madmisbrug, pillemisbrug, alkoholmisbrug eller stoffer. Der er tale om en social arv. Der er god samfundsøkonomi i at give kvinder en behandling, der fører til fuld helbredelse, ligesom der er god økonomi i at etablere god forebyggende aktivitet.

9.5  Overblik og tværfaglige indsatser

Både kommunalt og på landsplan er det vanskeligt at skaffe overblik over, hvem der gør hvad, hvor kan man få viden, erfaringer og supervision, og hvor der findes behandlingstilbud.

Det er derfor vanskeligt at koordinere viden, erfaringer, økonomi.

I interviewene blev det diskuteret, at det er uklart for medarbejderne, hvor ”ansvaret” ligger. Man bør se på hele forløbet i udviklingen af en spiseforstyrrelse og indse, at personen bevæger sig ind og ud af forskellige ”ansvarsområder”. Disse skift  øger behovet for at gennemføre tværfaglige indsatser.

Disse skift sker på forskellige planer. På det personlige plan, kan man sige ansvaret ligger i kontakten med sundhedsplejersken, skolelægen, evt. psykolog og sagsbehandler. Her bør,  etableringen af et tværfagligt team, der koordinerer den ifølge ”udviklingen af en spiseforstyrrelse” nødvendige hjælp, ske.

Her vil der være tale om at inddrage personale fra både sundheds- og socialforvaltninger. Samarbejdet skal være med til at give et større overblik over den samlede livssituation personen befinder sig i. Min erfaring fra 7 års rådgivning på en anonym telefonlinie siger mig, at disse personer har en vis evne til kun at fortælle det ”man” vil høre, og de får det til at se ud som om alt er under kontrol. Det kan ofte være meget vanskeligt at gennemskue problemstillingen. Men når man kender en persons forhistorie og når man kan kæde disse forhold sammen med enten fysisk forandring eller psykisk ændret adfærd, bør man aktivt gå ind i det, der nu er en sag om en udviklet spiseforstyrrelse.

Vi kan informere de fagfolk, som beskæftiger sig med børn og unge, om kendsgerningerne omkring spiseforstyrrelser, så de kan foretage tidlig opsporing. Vi kan sørge for, at der en forståelse for vigtigheden af faggrænser og ligeledes vigtigheden af erkendelse af egne faglige begrænsninger. Det er nødvendigt, at man i disse teams diskuterer, hvor i forløbet personen er, hvilke forslag til handlingsaktiviteter der bør gives på det givne tidspunkt og hvem der er kvalificeret til den opgave.

Anoreksi: Amterne vil styrke indsatsen mod anoreksi. Det skal være slut med årelang ventetid til behandling for lidelsen. Løsningen bliver opsøgende teams og flere behandlingspladser. Inden for to år oprettes 10-20 procent flere pladser på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Dette udspil bliver dog kritiseret af Anoreksiforeningens formand, Lone Møss, der mener, at amterne hellere skulle bruge ressourcerne på terapeutisk behandling. Udrykningsteams skal også etableres, hvor tanken er, at psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker og læger skal tage fat i de unge, før det er for sent. Dette kræver dog, at netværkene omkring de unge er klar til at tage fat om problemet, når de opdager det. Sundhedsstyrelsen har, uafhængigt af amterne, også planer om at undersøge behandlingstilbud og behandlingsresultater af alvorlige spiseforstyrrelser[32].

 

Skal man i hver kommune have en ”spiseforstyrrelsesspecialist” ?

Der kunne oprettes rådgivningsteams i hvert amt, bestående af læge, psykolog, socialrådgiver, ”brugere” og forældre. Disse teams skal udføre ambulant behandling samt yde støtte og rådgivning til personer med spiseforstyrrelser, forældre og andre interesserede. Der skulle dannes forældregrupper, hvor man kunne hjælpe forældre således, at de bliver bedre til at tackle situationen i hjemmet og bliver stærkere forældreressourcer. Så de kan være med i det tværfaglige behandlingsarbejde af deres barn.

Hvis man fra politisk side (både sundheds- og socialpolitisk) virkelig vil gå ind i denne problemstilling, bør man forsøge at skabe et samlet overblik over hele området.

Det vil i den forbindelse være nødvendigt at samarbejde på tværs af faggrænser.

Der bør etableres et fællesforum bestående af parter for alle de forskellige interessenter, der beskæftiger sig med spiseforstyrrelsesproblematikken på den ene eller anden måde.

  • Sundhedsministeriet

  • Socialministeriet

  • Sundhedsstyrelsen

  • H:S

  • Sygehusvæsnet (resten af landet)

  • Privatpraktiserende psykologer

  • Privatpraktiserende psykoterapeuter, zoneterapeuter, akupunktører

  • Amtsrådsforeningen

  • Kommunernes Landsforening

  • Patientforeninger

  • Forældrerepræsentanter

9.6  Pengene følger klienten

Den måde ”pengene følger klienten” er også blevet diskuteret. Interviewene med kommunerne og nøglepersonerne gav anledning til at lufte denne problemstilling. Det fremgik, at det kan være meget frustrerende som sagsbehandler at følge en klient i årevis, give diverse tilbud om psykologhjælp, henvise til læger og hospitaler, og ikke altid kunne konstatere en forbedring i tilstanden. Ofte viser erfaringerne at situationen nogle gange ligefrem forværres over den lange periode der går. At skulle erkende at alt det gode man forsøger at gøre nogle gange bare slet ikke virker. Det kan være svært! Hvad stiller man så op? Prøver man andre muligheder? Hvilke muligheder findes der? Hvor finder man dem?

Eksempel på hvad det koster at have en patient liggende på hospital kontra ambulant behandling, hvis man sætter ind i tide:

1

Eksempel:
Indlæggelse i
3 år og 7 mdr.
under overvågning

Pris pr. døgn
for en
hospitalsseng
ca. 3.500,-

Samlet pris
kr. 4.567.500,-

Yderligere omkostninger:
invalidepension
revalidering
tabt arbejdsfortjeneste

 

2

En hospitalsseng
i et år

Pris pr. døgn
for en
hospitalsseng
ca. 3.500,-

kr. 1.460.000,- 

 

3

En
psykologtime

Pris pr. time
kr. 600,-

For kr.
1.460.000,-
kan man få 
2.500 timers terapi

2.500 timer = 104 år

 

En anonym far fortæller:Det er  typisk unge piger, der rammes af spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi. Men det kan også være hårdt at være forældre, fordi mødet med det offentlige ikke altid er ideelt. I Aktuelt i dag fortæller en mor fra Viborg Jom mødet med det offentlige behandlersystem, da hendes datter led af spiseforstyrrelser. Det var meget svært for dem at få behandling, og da de selv fandt en psykoterapeut kunne de ikke få omkostningerne dækket. Jeg synes, der er ufattelig lidt viden om spiseforstyrrelser hos psykiatere. Og de praktiserende læger burde også vide noget mere. Det kan ikke passe, at man skal stå så magtesløs, når man er syg, siger kvinden, der af hensyn til datteren optræder anonymt[33].

 

I rådgivningssamtaler er det kommet frem, at forældre oplever, at der går ”kassetænkning” i hjælpen til deres børn. De møder ikke forståelse for problemets alvor, hverken hos kommunen eller hos den praktiserende læge. De oplever, at fordi en hospitalsindlæggelse betales af amtet, skal deres børn nærmest blive ”så syge”, at det er nødvendigt at indlægge dem, før man gør noget. Al hjælp inden da betales nemlig af kommunen.


[28] AnneMarie Palm, ContraSult

[29] Radioavisen. A. Danielsen, R. Egelund og I. K. Hermansen, Politiken, 1. sektion, forsiden + 4, 2001

[30] C. Lindhardt, Politiken, 1. sektion, forside, 2001

[31] http://www.netdoktor.dk/nyheder/index.asp?y=2001

[32] M. Sørensen, S. Damgaard Jepsen og F. Steen Pedersen, Berlingske Tidende, 1. sektion, 2, 2001

33] Aktuelt  5. december 2000.