Billede: Konkurrencestyrelsens logo Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"De minimis reglen – anvendelse, erfaringer og anbefalinger"



Bilag 2

Arbejdsgruppens forslag til vejledning til myndigheder om de minimis reglen.

Denne vejledning henvender sig til myndigheder, der anvender og administrerer støtteordninger efter den såkaldte de minimis-regel.

Vejledningen beskriver de vurderinger, en myndighed skal foretage, når myndigheden skal give virksomheder støtte efter de minimisordningen. Vejledningen giver også anvisninger på, hvordan myndigheden kan kontrollere, om reglen er overholdt.

Vejledningen giver svar på følgende spørgsmål:

  1. 1. Hvad er de minimis reglen?
  2. 2. Er der tale om statsstøtte?
  3. 3. Hvornår kan man bruge de minimis reglen?
  4. 4. Hvordan defineres begrebet ”virksomhed”?
  5. 5. Hvor kan de minimis reglen ikke anvendes?
  6. 6. Hvordan beregnes værdien af støtten?
  7. 7. Hvilke kontrolforanstaltninger skal iværksættes?

1. Hvad er de minimis reglen?

EF-traktaten fastslår, at visse former for offentlig støtte til virksomheder ikke er forenelig med ønsket om et fælles marked. Det gælder fx støtte, der enten begrænser eller truer med at begrænse konkurrencen mellem virksomhederne i medlemslandene.

Derfor skal den form for støtte anmeldes til Europa-Kommissionen og godkendes. Nogle offentlige tilskud påvirker ikke konkurrencen, typisk fordi det drejer sig om relativt mindre beløb. Derfor har Kommissionen udformet en såkaldt de minimis-regel. De minimis reglen går ud på, at mindre støttebeløb ikke skal anmeldes til Kommissionen. Til gengæld er der sat en beløbsgrænse for, hvor meget støtte en enkelt virksomhed kan modtage. En række støtteordninger i Danmark administreres efter denne de minimis regel, og det er derfor vigtigt at kende reglens indhold.

De minimis reglen siger, at statsstøtte under 100.000 EURO (ca. 745.000 kr.) ikke skal godkendes af Kommissionen, inden den sættes i værk.

Støttebeløb under denne størrelse forventes nemlig ikke at have betydning for konkurrencen mellem virksomheder i de enkelte medlemsstater og på den måde påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne. Netop derfor adskiller de minimis reglen sig fra EF-traktatens art. 87, stk. 1. Denne bestemmelse fastslår, at statsstøtte er uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, støtten forvrider konkurrencen og påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne. Se yderligere beskrivelse af traktatens art. 87, stk. 1, nedenfor i afsnit 2.

Af traktatens art. 88 følger, at medlemslandene skal ansøge Kommissionen, hvis de nationale myndigheder ønsker at give statsstøtte over 100.000 EURO.

Men hvis støtten er på under 100.000 EURO, gælder imidlertid bestemmelserne i de minimis reglen. Det betyder, at myndighederne ikke behøver meddele Kommissionen, at støtten ydes.

De minimis reglen er blevet indført, fordi Kommissionen ønskede at forenkle de administrative procedurer i både Kommissionen og medlemsstaterne. Tanken er, at en nedre grænse for, hvilke sager der skal anmeldes, giver Kommissionen bedre mulighed for at koncentrere sig om de sager, hvor støtten har stor betydning for konkurrencen mellem landene.

Efter de minimis reglen kan en virksomhed over tre år modtage op til i alt 100.000 EURO i støtte uden, at støtten anmeldes til Kommissionen.

Tærskelværdien på de 100.000 EURO beregnes over en tre-årig periode, som begynder ved udbetalingen af den første de minimis-støtte.

Både den nationale og en eventuelt EU-finansieret del – fx gennem strukturfondene - af de minimis støtten skal regnes med til tærskelværdien. Beløbsgrænsen for de minimis- støtte begrænser dog ikke støttemodtagerens mulighed for at få anden støtte, der er godkendt af Kommissionen.

Hvis en virksomhed over tre år modtager over 100.000 EURO i alt i de minimis-støtte, kan Kommissionen beslutte, at medlemsstaten skal kræve den for meget udbetalte støtte tilbagebetalt af støttemodtageren.

Hvem kan få støtte efter de minimis reglen?

De minimis reglen omfatter både små og store virksomheder. Reglen gælder dog ikke for virksomheder i en række sektorer, der har været præget af intens konkurrence og/eller overkapacitet. Her vil selv mindre støttebeløb principielt kunne påvirke samhandelsvilkårene.

Følgende sektorer er ikke omfattet af reglen og virksomheder i disse sektorer kan ikke modtage de minimis-støtte: kul- og stålindustrien, skibsværftsindustrien, landbrugs- og fiskerisektoren samt transportsektoren.

Kommissionen er i øjeblikket ved at forberede en de minimis forordning til afløsning af den gældende meddelelse. Landbrugs-, fiskeri- og transportsektoren samt kul- og stålindustrien vil heller ikke i den nye forordning være omfattet af de minimis reglen. Derimod vil de nye regler betyde, at skibsbygningsindustrien fremover vil kunne opnå de minimis-støtte.

Også eksportstøtte er i dag undtaget fra de minimis reglens anvendelsesområde. Det skyldes, at eksportsstøtte i sagens natur sigter mod at påvirke samhandelsvilkårene. Denne bestemmelse vil ikke blive ændret i den nye forordning.

Når en myndighed overvejer at tildele støtte til virksomheder efter de minimis-ordningen, er det først og fremmest nødvendigt at fastslå, om støtten overhovedet kan defineres som statsstøtte. For at finde ud af det, skal man kende EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Den opstiller en definition på, hvad der kan betragtes som statsstøtte. I næste afsnit gennemgås denne bestemmelse. Hvis der ikke er tale om statsstøtte, gælder der ingen begrænsninger for udbetaling af støtte efter disse regler.

2. Er der tale om statsstøtte?

Udgangspunktet for reglerne om statsstøtte findes i EF-traktaten. Den siger, at statsstøtte skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen inden udbetaling af støtte. Imidlertid er det ikke al offentlig støtte til virksomheder, som i EF-traktatens forstand defineres som statsstøtte.

EF-traktatens art. 87, stk. 1, peger på fire kriterier, som alle skal være opfyldt for, at der er tale om statsstøtte. Artiklen har følgende ordlyd:

”Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandlen mellem Medlemsstaterne.”

De fire kriterier, som ifølge traktaten skal være opfyldt, kan opsummeres sådan:

a) Der skal være tale om støtte.
Det er uden betydning, om virksomheden modtager støtten direkte i form af tilskud eller indirekte. Indirekte støtte kan fx være, at virksomhedens ansatte uddannes på statens regning.

Det afgørende er, at støtten har positiv økonomisk effekt for støttemodtageren. Støttens formål har ikke betydning for afgørelsen af, om der er tale om statsstøtte. Derimod har formålet betydning for, om støtten kan godkendes af Kommissionen. De støtteformål, der kan godkendes, opregnes i artikel 87, stk. 2 og 3, og er endvidere præciseret i en række meddelelser og rammebestemmelser fra Kommissionen. Som eksempel kan nævnes EF-rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling.

Traktatens støttebegreb omfatter støtte i enhver tænkelig form. Foruden direkte virksomhedstilskud omfatter støttebegrebet også lån, køb eller salg på fordelagtige vilkår, hel eller delvis skattefritagelse, afgiftslettelser mv.

Nedenfor gives en række eksempler på sådanne øvrige støtteformer, som indebærer en økonomisk fordel for en virksomhed og dermed også falder ind under støttebegrebet:

  • En virksomhed køber offentligt ejet jord til en pris, der ligger under markedsprisen;

  • En virksomhed modtager konsulentbistand betalt af staten;

  • En virksomhed deltager i et offentligt betalt forskningsprojekt og opnår i den forbindelse rettigheder i form af patent på udnyttelse af projektets resultater;

  • En virksomhed modtager et banklån på vilkår, som virksomheden ellers ikke ville kunne opnå, og som staten garanterer for;

  • En virksomhed får tilført risikovillig kapital fra staten på gunstigere vilkår, end en privat investor ville have accepteret.

b) Støtten skal ydes ved hjælp af statsmidler (her også kaldet offentlige midler).
Ved statsmidler eller offentlige midler forstås midler, som stat, kommune eller amter råder over. Begrebet offentlige midler omfatter også midler, der uddeles af en privat fond eller en institution, hvis en offentlig myndighed har udpeget fonden eller institutionen til at administrere støtten.

c) Støtten skal kun ydes til visse virksomheder eller produktioner.
Støtten skal være selektiv, dvs. begrænset til nogle brancher eller nogle virksomheder. Støtten vil være selektiv i det omfang, myndighederne har beføjelse til beslutte, hvem der kan få støtte, og/eller hvor stor støtten skal være. Traktatens statsstøttebegreb omfatter imidlertid ikke generelle støtteordninger, der er åbne for alle virksomheder på lige vilkår.

d) Støtten skal forvride eller true med at forvride konkurrencen og påvirke samhandlen.
Denne betingelse betyder, at der kun er tale om statsstøtte, hvis virksomhederne gennem støtten opnår en bedre stilling end deres konkurrenter. Samtidig er det et krav, at støtten skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Der skal med andre ord normalt være handel over grænserne i EU (og til lande uden for EU) med den slags produkter eller ydelser, virksomheden producerer.

Det er uden betydning, om virksomheden reelt eksporterer sine produkter eller ydelser. Det afgørende er dels, at der er handel mellem medlemsstaterne med produktet eller ydelsen, dels at støtten styrker den støttemodtagende virksomhed i forhold til konkurrenterne.

Samhandelen kan være påvirket, selv om modtageren kun sælger sine produkter eller ydelser inden for samme land. Det kunne være i tilfælde, hvor støtten styrker virksomhedens position på hjemmemarkedet i forhold til udenlandske konkurrenter på samme marked.

EF-traktatens art. 87, stk. 1 omfatter kun offentlig støtte, der opfylder alle ovenstående betingelser.

Støtte, der opfylder alle fire betingelser, skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen, inden den sættes i værk. Det er medlemsstaten, der skal sørge for at indhente Kommissionens godkendelse af støtten.

Statsstøtte, der udbetales uden at være godkendt af Kommissionen, er ulovlig. Kommissionen kan i værste fald pålægge myndigheden at kræve ikke-godkendt støtte tilbagebetalt fra virksomhederne.

Hvis støtten ikke opfylder de fire kriterier, er der ikke tale om statsstøtte i EF-traktatens forstand. I så fald er det ikke nødvendigt at anvende de minimis reglen.

Hvis støtten derimod opfylder alle kriterierne og er på under 100.000 EURO, kan myndigheden overveje, om de minimis reglen skal anvendes.

Næste afsnit handler om de overvejelser, myndigheder skal gøre sig, inden de beslutter, om en støtte skal falde ind under de minimis reglen.

3. Hvornår kan man bruge de minimis reglen?

Bør en støtteordning anmeldes til Kommissionen eller kan den administreres under de minimis reglen? Valget afhænger af støtteordningens formål, forventningerne til projekternes økonomiske størrelse og målgruppen for støtteordningen.

Formål

Myndigheden bør vurdere, om ordningens formål kan godkendes af Kommissionen. Der eksisterer på en række områder rammebestemmelser, hvori Kommissionen beskriver sin praksis for godkendelse - det gælder fx støtte til små og mellemstore virksomheder, forskning og udvikling, miljøbeskyttelse og uddannelse. De findes på Kommissionens hjemmeside: http://europa.eu.int/comm/competition/index_da.html. Det bør således med udgangspunkt i de relevante rammebestemmelser overvejes, om ordningen efter sit formål kan forventes at blive godkendt af Kommissionen, og om de krav, som opstilles for godkendelse, kan forenes med ordningens formål.

Forventet økonomisk størrelse

Vurderingen af, om en ordning skal administreres efter de minimis reglen, afhænger også af projekternes forventede økonomiske størrelse. Det bør således overvejes, om man opnår den ønskede effekt af ordningen til trods for den beløbsbegrænsning, der gælder ved anvendelsen af de minimis reglen.

Samtidig bør man være opmærksom på, at der normalt sættes begrænsninger i støtteintensiteten for ordninger, som anmeldes til og godkendes af Kommissionen, dvs. at kun en vis del af omkostningerne ved et projekt kan støttes. Hvis det er nødvendigt at støtte op til 100 % af de samlede omkostninger, er de minimis reglen således en mulighed, mens man bør overveje at anmelde ordningen, hvis en mindre støtteandel er tilstrækkelig. Støtteintensiteterne fremgår af Kommissionens rammebestemmelser, fx Rammebestemmelser for støtte til uddannelse.

Målgruppen

Myndigheden skal være opmærksom på, at anvendelse af de minimis reglen afskærer virksomheder i visse sektorer, se nedenfor. Ved ordninger med et bredere sigte og dermed også en bredere målgruppe, som fx på beskæftigelsesområdet, bør det derfor overvejes, om man ved anvendelsen af de minimis reglen uhensigtsmæssigt udelukker nogle sektorer, som ellers med fordel ville kunne benytte ordningen.

Samtidig kan det være relevant at se på Konkurrencestyrelsens liste over ordninger, som allerede administreres efter de minimis reglen. Man bør således overveje, om ordningen henvender sig til en målgruppe, som allerede må forventes at have modtaget de minimis støtte fra andre ordninger. Herved kan man risikere, at støtten må sættes ned, fordi virksomheden inden for den 3-årige periode har modtaget anden de minimis støtte.

Inden en myndighed beslutter at anvende de minimis reglen er det også vigtigt at definere begrebet virksomhed. Det handler næste afsnit om.

4. Hvordan defineres begrebet ”virksomhed”?

De minimis reglen fastslår, at den samlede støtte til virksomheden ikke må overstige i alt 100.000 EURO over en tre-årig periode. Det er derfor vigtigt at definere begrebet ”virksomhed”. Der kan fx være tale om koncerner bestående af et moderselskab og et eller flere datterselskaber. Her skal det afgrænses, hvilke enheder der skal regnes med til virksomheden. Det er forudsætningen for at vurdere, om de minimis-grænsen på 100.000 EURO gælder for hvert enkelt selskab i koncernen eller for koncernen som helhed.

Det vil i det enkelte tilfælde bero på en konkret vurdering, om der er tale om en eller flere virksomheder, og dermed hvor meget støtte der må gives i alt.

Selve de minimis reglen siger ikke noget om, hvordan begrebet ”virksomhed” skal afgrænses.

Det kan derfor være relevant at søge støtte i den almindelige fællesskabsretlige definition af virksomhedsbegrebet.

Ifølge denne definition fra Kommissionen foreligger der således en virksomhed, når følgende kriterier er opfyldt:

  • der er tale om en juridisk defineret organisation/selvstændig juridisk enhed
  • som har et fuldstændigt/særskilt regnskab
  • som er underlagt en ledelse, der alt efter forholdene er en juridisk person eller en fysisk person, og
  • som er oprettet med henblik på at udøve en eller flere aktiviteter med produktion af varer eller tjenesteydelser på et eller flere steder.

Kravet om et fuldstændigt regnskab indebærer, at virksomheden skal registrere alle sine økonomiske og finansielle transaktioner i løbet af regnskabsperioden samt opstille status over aktiver og passiver. Der er derimod ikke krav om, at regnskabet offentliggøres eller indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Disse betragtninger om virksomhedsbegrebet betyder, at juridiske personer (fx aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber og fonde) kan betragtes som virksomheder i de minimis reglens forstand. Det gælder uanset, om de er offentligt ejede eller privatejede.

Sådanne virksomheder vil dermed hver især kunne modtage op til 100.000 EURO i støtte efter de minimis reglen. Det samme gælder for enkeltmandsvirksomheder og offentlige virksomheder.

Når der er tale om virksomheder, som er organiseret i koncerner, divisioner, filialer og lignende, rejses igen spørgsmålet om afgrænsningen af begrebet ”en virksomhed”.

Som et eksempel på en virksomhed, der er organiseret i flere enheder, kan nævnes en koncern med et moderselskab og et eller flere datterselskaber. I denne situation vil koncernens enheder typisk hver især skulle betragtes som virksomheder. Hvert selskab i koncernen vil dermed have ret til at modtage op til 100.000 EURO i støtte over tre år.

Underenheder - fx divisioner, filialer og kontorer af aktie- og anpartsselskaber - er derimod normalt ikke selvstændige juridiske enheder, fordi de ikke som sådan kan udskilles fra hovedselskabet. Divisioner, filialer og kontorer er derfor ikke selvstændige virksomheder. I stedet skal de betragtes som en del af den virksomhed, de indgår i. Det samme gælder for underenheder af andre selskabsformer, fx andelsselskaber, interessentskaber og kommanditskaber.

De minimis reglens støtteloft på 100.000 EURO gælder i disse tilfælde for hele selskabet, og ikke for den enkelte division, filial etc.

Myndighederne skal også være opmærksomme på, at der er områder, hvor de minimis reglen ikke kan anvendes. Det handler næste afsnit om.

5. Hvor kan de minimis reglen ikke anvendes?

EKSF-traktaten (Traktaten for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab)

EKSF-traktaten opregner nogle typer af brændselsstoffer, jern, stål og skrot, der falder uden for de minimis reglens anvendelsesområde.

Derimod finder de minimis reglen anvendelse inden for de jern- og stålsektorer, der ligger uden for EKSF-traktaten. Det drejer sig bl.a. om sektorer, hvor stål undergår en første bearbejdning, inden det bearbejdes til færdigvare. Bl.a. rørværker, trådtrækning og stangtrækning samt smedning udgør undersektorer, der beskæftiger sig med første bearbejdning af stål.

Skibsbygningsindustrien

Skibsbygningsindustrien omfatter skibsbygning, nybygning, reparation, istandsættelse eller ombygning af selvdrevne, søgående handelsskibe.

Transportsektoren

Transportsektoren omfatter passager- og godstransport med jernbane, ad vej og til søs samt luftfart. Disse områder antages derfor at være undtaget fra de minimis reglens anvendelsesområde.

Diverse former for hjælpevirksomhed i forbindelse med transport, som f.eks. parkeringsanlæg og lufthavne, falder også inden for transportsektoren.

Virksomheder, der udfører transport, skal dog ikke nødvendigvis henregnes til transportsektoren, hvis transport ikke er deres hovederhverv. Som eksempel kan nævnes store supermarkedskæder, der selv transporterer deres varer.

Landbrug og fiskeri

EF-traktaten giver følgende definition af landbrug: ”Ved landbrugsvarer forstås jordbrugsprodukter, husdyrsprodukter og fiskeriprodukter samt varer, der direkte er forbundet med disse produkter, og som har undergået en første forarbejdning”. Definitionen knytter sig altså til produktets karakter. EF-traktatens bilag 1 til traktaten indeholder en liste over de nævnte produkter. Det drejer sig bl.a. om kød, fisk, levende dyr, mejeriprodukter samt grøntsager, frugter og afskårne blomster og blade.

Virksomheder, der producerer, forarbejder og handler med produkter af denne karakter, kan derfor ikke modtage støtte omfattet af de minimis reglen. Det vil f.eks. gælde slagterier, gartnerier og mejerier.

Når en myndighed har besluttet at yde støtte til en virksomhed efter de minimis reglen, skal støtteværdien beregnes for ikke at overstige de tilladte 100.000 EURO. En sådan beregning er emnet for næste afsnit.

6. Hvordan beregnes værdien af støtten?

Når værdien af støtten skal udregnes, tæller både den nationale og en eventuelt EU-finansieret del af de minimis- støtten med.

Kursen på EURO i danske kroner offentliggøres løbende i EF-Tidende. Kan findes på Kommissionens hjemmeside: http://europa.eu.int/eur-lex/da/oj/.

Ydes støtten i en anden form end tilskud, omregnes støtten til en ”subventionsækvivalent”, dvs. støttens reelle værdi. Subventionsækvivalent beregnes brutto, dvs. inden skat, hvis tilskuddet er skattepligtigt. Hvis støtten ikke er skattepligtig, anvendes støttens pålydende værdi, som så svarer både til brutto og netto.

Foruden støtte i form af tilskud kan støtten bestå af bl.a. såkaldte bløde lån, lånegarantier og skattelempelser. De tre støtteformer beskrives nærmere nedenfor:

Bløde lån

Støtteværdien for et blødt lån er forskellen mellem forrentningen til en referencesats fastsat af Kommissionen (referencerenten fastsættes årligt og udgør i år 2000 6,21%) og den faktiske forrentning. Et blødt lån er netop karakteriseret ved, at den faktiske forrentning er væsentligt lavere end den referencerente, Kommissionen har fastsat.

Eksempel på beregning af støtteværdi for et blødt lån

Der er tale om et lån på 500.000 EURO, der løber over ti år, og som låntager kun skal forrente med fire procent. Referencerenten er på 6,21 procent. Ved beregningen gås der ud fra, at referencerenten vil være konstant i hele perioden. Lånet tilbagebetales i lige store rater begyndende år ét.

Forskellen mellem referencerenten på 6,21 procent og lånerenten på 4 procent er altså 2,21 procent, og støtteværdien beregnes derfor på følgende måde:

  År 1) 500.000 EURO x 0,0221/(1,0621)1 =
År 2) 450.000 EURO x 0,0221/(1,0621)2 =
År 3) 400.000 EURO x 0,0221/(1,0621)3 =

År 10) 50.000 EURO x 0,0221/(1,0621)10 =
10.403,92 EURO
8.816,05 EURO
7.378,30 EURO

604,93 EURO
 

Den samlede støtteværdi er summen af de beregnede tilskud i de år, hvor de minimis reglen har været relevant. I de første 3 år af dette bløde lån udgør støtten således 26.598,27 EURO eller knap 200.000 danske kroner. Når man beregner, om de minimis støtteloftet er overholdt, vil man i praksis gå 3 år tilbage fra tidspunktet for udbetaling af en de minimis støtte og se, hvad den samlede støtte udgør.

Lånegarantier

Som nævnt er der tale om støtte, når staten garanterer for et banklån til en virksomhed på vilkår, som virksomheden ellers ikke kunne opnå.

I forbindelse med lånegarantier kan støtteværdien beregnes på to måder:

  1. Støtteværdien kan beregnes på samme måde som et blødt lån (fratrukket præmier). Rentegodtgørelsen svarer således her til forskellen mellem referencesatsen og den rentesats, der opnås ved hjælp af statsgarantien.

Eller

  1. Støtteværdien kan beregnes som det udestående garantibeløb ganget med risikofaktoren (sandsynlighed for misligholdelse) og fratrukket en eventuel præmie for garantien. Risikofaktoren fastsættes ud fra erfaringer med misligholdelse af lån, der ydes under lignende omstændigheder i relation til branche, virksomhedsstørrelse og konjunkturer.

Skattelempelser

For skattelempelser udgør støtteværdien den sparede skat i det pågældende år. Hvis man har brug for at foretage beregninger af fremtidige skattebesparelser, kan dette ske ved at omregne til deres nutidsværdi ved hjælp af referencesatsen, dvs. at beløbet divideres med 1,0621 (ved den nuværende referencesats på 6,21) i den potens, der svarer til det år, der beregnes, altså i 1. potens ved næste års skattelempelse, ved 2. potens året efter osv.

7. Hvilke kontrolforanstaltninger skal iværksættes?

EU kræver, at medlemslandene indfører en kontrolmekanisme. Kontrollen skal sikre, at de forskellige former for de minimis-støtte til samme virksomhed ikke overstiger tærskelen på 100.000 EURO.

I Danmark er det de enkelte støtteudbetalende myndigheder, der skal sikre, at tærskelen for den enkelte virksomhed ikke overskrides.

Konkurrencestyrelsen har udarbejdet en procedure for, hvorledes kontrollen kan gennemføres, se bilag.

Yderligere information:

Hvis I har spørgsmål eller ønsker yderligere information om de minimis reglens anvendelse, er I velkomne til at kontakte Konkurrencestyrelsen på tlf. 33 17 70 00.

Bilag:

Procedure for myndighedernes kontrol med de minimis reglen.

Konkurrencestyrelsens liste over de minimis-ordninger.



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste


Version 1.0 Oktober 2000 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, www.ks.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering